Varm og velspillet hjemstavnsberetning

”Lady Bird” er en vidunderlig film om at finde sig selv og undervejs indse, at man altid allerede er

Greta Gerwig, der selv spillede titelrollen i den pragtfulde ”Frances Ha”, debuterer overbevisende som selvstændig instruktør med den vise og varme film ”Lady Bird” om den 18-årige Christine, kaldet Lady Bird, spillet af Saoirse Ronan. –
Greta Gerwig, der selv spillede titelrollen i den pragtfulde ”Frances Ha”, debuterer overbevisende som selvstændig instruktør med den vise og varme film ”Lady Bird” om den 18-årige Christine, kaldet Lady Bird, spillet af Saoirse Ronan. – . Foto: Kino.

En glødende kærlighedsfilm behøver ikke handle om romantiske længsler. Det forvisser 35-årige Greta Gerwig os om med den på en gang florlette og meget modne hjemstavnsberetning ”Lady Bird”. Steinbeck lurer i kulissen af dette ”coming-of-age-drama” sammen med Kierkegaard, katolicisme og Joan Didion.

”Gid jeg kunne gennemleve noget,” udbryder 18-årige Lady Bird (fremragende Saoirse Ronan, der bragede igennem som lillesøsteren i ”Soning”), egentlig født Christine, lavmælt. Hun sidder i bilen med sin mor Marion (glødende Laurie Metcalf). De har netop afsluttet en tur rundt til de lokale ”colleges” og en 22 timer lang lydbog med ”Vredens druer”. Så de tørrer begge tårerne væk i tilsyneladende dyb samhørighed. Men foreningen ophører, for moderen griber det drømmende udsagn som en dømmende forsagelse af sig selv. ”Hvorfor er du aldrig tilfreds,” råber hun tilbage. Skænderiet bølger frem og tilbage på route 66, for Lady Bird vil have mere, end hjembyen Sacramento byder på. Og Marion ser alle sværmerier som en kritik.

For Marion er blot det at være i live nemlig at gennemleve. Familien sidder fast i den fattige del af byen, faderen er fyret, og hun tager dobbeltvagter på det psykiatriske hospital. Lady Bird går på privat katolsk gymnasium og lyver sig væk til den ”rigtige side af banen."

”Lady Bird” er både ungdomsfilm og blid kapitalismekritik. Et uskyldigt portræt af en pige og samtidig en afvisning af den moderne tilværelses forsværgelse af ånd og fællesskab. Og en nærmest Woody Allensk kærlighedserklæring til en by.

Under den tilsyneladende diminutive film om en ung kvindes kvaler løber en stædig protest mod USA’s moralske kurs. Som krigsførende nation, hvor de ældre arbejdstagere bliver ofret i produktivitetens hellige navn. Hvor socioøkonomisk status stadig er den vigtigste markør i forhold til hvem, man er. Hvor religion er blevet en kampzone, og tro opfattes enten eksotisk eller radikaliseret.

Sympatien er hos de svage, uden at ”Lady Bird” bliver letkøbt Hollywood-propaganda for de rigtige meninger. Hjertet banker uden paroler, #-bevægelser eller symbolske manifestationer.

Greta Gerwig har selv gået på katolsk gymnasium. Med sig har hun et helt særligt kærligt blik for troens betydning i hverdagslivet. Katolicismen reduceres ikke til et brusende orgel, køn korsang og lidt ungdommelig sværmeri for det mystiske. Ej heller ses den som et undertrykkende system, de unge ikke kan forlige sig med.

Nonnerne og præsterne er varme, komplekse individer. Præsten, der underviser i drama, lider af depression. Nonnen, der elsker Kierkegaards kærlighedshistorie, griner kærligt af, at Lady Bird har sat dåser bag på hendes bil og skrevet ”Nygift med Jesus” på et skilt. Lady Bird og bedsteveninden ligger på gulvet og snacker oblater, som ”jo ikke er indviede endnu”. Til afdansningsballet skal parrene holde ”6 tommer afstand for Helligånden”. Den daglige bøn, de kirkelige ritualer på skolen, er uden distance. Katolicismen er naturligt til stede, den er en del af livet, ikke en kuriositet, der skal give filmen kolorit. Og kirkens rum bliver stedet for både verdslig trøst og eksistentiel indsigt.

Greta Gerwig viser det nære, det betydningsfulde i tilværelsen, med en naturlig respekt og en fintfølende indlevelse. Kærlighedshistorien handler ikke om forholdet til hverken skabsbøssen Danny (Lucas Hedges) eller den umodne Kyle (Timothée Chalamet).

De varme følelser kredser om tro, familie, hjemstavn, venskaber og kulturarv. Men det er kærligheden til moderen, samhørigheden mellem forælder og barn, der stærkt bærer ”Lady Bird”, denne vidunderligt varme og velspillede film om at finde sig selv og undervejs indse, at man altid allerede er.