At være Kierkegaard på 28 måder

Der er masser af gode indsigter i en nogle steder lidt ujævn ny antologi om Søren Kierkegaard

I Garffs ånd kan man sige, at det værste ved antologien er, at den er noget ujævn. Der er lærde bidrag, som er meget svære at forstå for den interesserede lægmand, og så er der godt formidlede tekster, der emmer af formidlingsglæde
I Garffs ånd kan man sige, at det værste ved antologien er, at den er noget ujævn. Der er lærde bidrag, som er meget svære at forstå for den interesserede lægmand, og så er der godt formidlede tekster, der emmer af formidlingsglæde.

Søren Kierkegaard fylder så meget i det åndelige og kulturelle landskab, at han er svær at tage livtag med. Mange nærmer sig Kierkegaard med en ærefrygt, der spærrer for indsigter. '

Derfor er det velgørende, at Kierkegaard-eksperten Joakim Garff, der er aktiv på alle fronter i jubilæumsåret, i antologien Kierkegaard når han er bedst og værst uden frygt og bæven har sat sig for at få en række forskellige vinkler på Kierkegaard gennem 28 bidrag.

LÆS OGSÅ: Ude i verden er Søren Kierkegaard mest for kendere

Herhjemme har nogle det sådan, at de foretager skarpe valg mellem Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig: enten Kierkegaards individualisme og vægt på, at den enkelte bliver til gennem sine livsvalg. Eller N.F.S. Grundtvigs fokus på det folkelige og kristelige fællesskab som en forudsætning for enkeltmennesket. Sådan er det også i antologien. Men der findes positioner midt imellem, der tager det bedste fra begge verdener. Lisbeth Smedegaard Andersen skriver således, at Kierkegaard kan kamme over i den egoisme og selvoptagethed, der hærger vores egen tid. Og når værkerne kan læses sådan, skyldes det blandt andet, at Søren Kierkegaard ikke havde nogen sans for det fællesskab, der hører med til at være kristen () han forstod ikke, at mennesker for at blive Ordets gørere og ikke bare dets hørere har brug for at mødes i kirken og blive erindret om, hvad det til enhver tid er at være en kristen i denne verden.

Noget af det, mange nutidi-ge læsere vil opleve, er, at Kierkegaard kan være meget svær at gå til. Flere skriben-ter irriteres således over sproget. Men måske er det værd at tænke over, hvor flygtigt mange moderne mennesker læser, og her fortalte en yngre filosof mig, at flere af hans bekendte læser Kierkegaard på tysk, fordi det tvinger læseren ned i tempo, så Kierkegaard indoptages i kraft af langsomheden i læsehastighed.

Helt så radikalt behøver man ikke gøre det, men synspunktet har resonansbund i idéhistorikeren Lars Henrik Schmidts pointe om, at vi som danskere ikke har en særlig indgang til Kierke-gaard, selvom vi tror det i kraft af vores sprogfællesskab med ham.

Om det er en korrekt læsning, afhænger selvfølgelig også af læsesituationen, fordi Kierkegaard jo også kan læses som udtryk for et bestemt individs tænkning, samspil og modspil til guldalderens København. Denne pointe vil historikeren lægge til grund, fordi individet ses i historisk kontekst. Litteraten og H.C. Andersen-eksperten Johan de Mylius gør for eksempel opmærksom på, at Kierkegaard var svoren tilhænger af enevælden, og derved bliver den historiske kontekst tydelig.

En af de evindelige debatter om Kierkegaard handler om, hvordan han kan bruges af hin enkelte læser. Mange af os har lært at læse Kierkegaard i forhold til de forskellige stadier, han har skildret, og som betegner en opstigning og livsafklaring: fra den æstetiske flanøren, forføreren, bohemen, erotikeren med videre over det etiske den borgerlige tilværelse, den afklarede til det religiøse på én gang hvilende i og anfægtet af troen. Skal Kierkegaard læses sådan, må han forstås ud fra en kristen tilværelsestydning.

Hvordan Kierkegaard skal læses og forstås, er et vigtigt punkt for flere af forfatterne til denne antologi. Johan de Mylius skriver meget klart:

Det kierkegaardske valg bunder i forestillingen om det absolutte, Gud, det evige, som har et absolut krav på at blive indoptaget og realiseret i det enkelte menneskes liv, ellers mangler hans begreber gyldighed uden for den cirkel, som hans ofte uudtalte eller kun delvis ekspliciterede grundlag aftegner.

Heroverfor står litteraten Lilian Munk Rösing, der har en indgående forståelse af forfatterskabet, men, som jeg læser det, ikke kan goutere Kierkegaards kristentro i egen tilværelse, idet hun skriver:

Næstekærlighedens transcedens er noget, der indfinder sig mellem mennesker, og ikke noget, der er os givet og garanteret af en overmenneskelig, guddommelig instans.

Der er masser af gode indsigter, læseren kan tage med. De fleste ved jo, at Kierkegaard hånede mestertænkeren G.W.F. Hegel ved at spørge, hvor professoren selv befandt sig i forhold til sit system. Og det afsætter sig spor i den måde, Kierkegaard selv skrev på. Erik Skyum Nielsen gør her opmærksom på, at Kierkegaard skriver konkret og personligt uanset pseudonymer og æskesystem. Derfor kan man med fordel vælge at opdele hans lange tekster i digt- eller strofelignende tekster for på den måde at trænge ind i universet, og det demonstrerer Skyum forbilledligt.

I vores tid, hvor vi har forladt de store ideologier, som gav fuldstændige recepter på, hvordan livet skulle leves, har kristendommen fået en genkomst. Blandt Sørine Gotfredsens indsigter er derfor at lægge vægten på den troens enfoldighed, som vi kender så godt fra Kierke-gaard, så man ikke bliver slave af tanken, men erkender, at tro er en anden genstand end den videnskabelige logik.

I Garffs ånd kan man sige, at det værste ved antologien er, at den er noget ujævn. Der er lærde bidrag, som er meget svære at forstå for den interesserede lægmand, og så er der godt formidlede tekster, der emmer af formidlingsglæde. Man tilgiver gerne, at der er enkelte juhu-udråb, også fordi det opvejes af så meget andet, herunder bidrag fra Benny Andersen og Suzanne Brøgger, der er værd at læse. Tillige har det været hårdt for redaktøren at få alle bidragyderne til at være ægte kritiske, så der er et par pseudoforbehold iblandt. Det bedste ved antologien er, at rigtig mange af bidragyderne har gjort sig umage for at formidle og dele ud af deres læsning. Det demonstrerer, hvor flertydigt Kierkegaard kan læses, og disse forskellige perspektiver åbner for, at man selv læser videre. I værket.

Jesper Beinov er kultur-, debat- og navneredaktør på Berlingske