Halvvejs gennem sin musikdramatiske styrkeprøve er Den Ny Opera i Esbjerg nu nået til ”Siegfried”, tredje del af Wagners uudslukkelige ”Nibelungens Ring”. Og sikke kræfter, egnsteatret slipper løs på scenen.
Magnus Vigilius, der sidste år fik sin debut ved de prestigiøse festspil i tyske Bayreuth, stråler i titelrollen som den uvidende, men frygtløse Siegfried. I realiteten sin egen søn, eftersom Vigilius også portrætterede faderen, gudesønnen Siegmund, da Den Ny Opera satte gang i det store Wagner-projekt i 2017 med ”Valkyrien”.
Dengang modtog den danske tenor en Reumert for præstationen, og interessen for at se ham i den endnu mere bærende rolle som dragekriger og hævner er med rette stor. Det kan godt være, han med sin stive hårknold i de to første akter ligner og bevæger sig som en moderne fodboldspiller, men Vigilius’ kraftfulde stemme er fuld af temperament og dramatisk diktion.
En stor oplevelse, der kun bliver større, da han i operaens sidste scene får selskab af Trine Bastrup Møller, der fortsætter, hvor hun tidligere på året slap i Det Kongelige Teaters udgave af ”Valkyrien”, nemlig i rollen som Brünnhilde. Her har Siegfried løsnet hårknolden efter at have dræbt dragen Fafner og sikret sig den almægtige, men også skæbnesvangre guldring, som alle hos Wagner higer efter. Deres møde slår gnister.
De to første akter har udspillet sig i mørke. Først hos bedrageren Mime, der synges lige så æggende nederdrægtigt af svenske Niklas Björling Rygert, som da han spillede Loge i ”Rhinguldet” for tre år siden. Han har taget sig af Siegfried fra barnsben for at udnytte hans styrke, og de to bor i det, der med sine store rektangler i rustfarve ligner et nyt nordisk køkken under jorden.
Instruktør Kasper Wilton slår fra begyndelsen en kåd tone an, da Siegfried lukker et barn forklædt som bjørn ind i hjemmet og næsten tager livet af den skrækslagne Mime: Vi skal se Siegfrieds udvikling fra glat ungkarl til heroisk førsteelsker.
Senere, i anden akt, kæmper lyset for at trænge ind gennem den tætte skov ved Fafners grotte. Og med lyset også en modning. Siegfried dræber den svævende drage i et blitzende mørke og lærer at forstå verden omkring sig – skovens fugle såvel som Mimes rænker. Troldsplinten er plantet, Mime må lade livet for enden af heltens sværd, og da scenedybet åbner sig i tredje akt, lader det med en diset, blå skærm lyset omslutte Brünnhilde og Siegfrieds virtuose parringsleg på det nøgne ildfjeld, hvor den forviste valkyrie har forskanset sig. Helten er blevet voksen.
Egentlig er det først i denne storslåede kærlighedsscene, at man rigtig mærker en skuespilmæssig kemi på scenen. Jens Søndergaards velsyngende, men også meget unge Wotan har ikke helt formidlet gudekongens tiltagende og tektonisk tunge fortvivlelse, som vel er operaens psykologiske nerve: Hvad har jeg dog gjort, hvad skal der blive af os alle sammen?
Den psykologiske substans kan man måske savne undervejs, hvor den fjogede og bralrende Siegfried fører sig frem med vokal vitalitet, men befinder sig i et eventyrland med helte og skurke snarere end et skæbnetungt drama.
Hvad persontegningerne har af små mangler, vejes der dog til fulde op for musikalsk, hvor Sønderjyllands Symfoniorkester lyder flot og afmålt fra sin skjulte grav, mens den ene store stemme afløser den anden på scenen. Wagner har det glimrende i Esbjerg.
Richard Wagner: ”Siegfried”, instr. Kasper Wilton. Musikhuset Esbjerg til og med lørdag.