I en tid, der dyrker det monumentale, er det ingen overraskelse, at Wagners operaer fortsat optager det klassiske musikliv. Og meget tyder på, at interessen ikke er aftagende. En af de bogudgivelser, mange ser frem til næste år, er således den amerikanske musikkritiker Alex Ross’ længe ventede monografi over Wagners indflydelse på de seneste 150 års kunst, filosofi og politik.
Med titlen ”Wagnerism: Art in the Shadow of Music” lægger Ross – der er kendt for sin uomgængelige opgørelse over det 20. århundredes musik i ”The Rest is Noise” fra 2007 – op til et nuanceret indspark i debatten om adskillelse af værk og kunstner. Han lægger også op til at nuancere fortællingen om den tyske romantikers indflydelse på verdenspolitiske figurer, som ofte koges ned til, at Hitler var stor tilhænger af komponisten, og at man derfor bør være varsom, når man lytter til hans musik.
At Wagner stadig inspirerer kunstnere verden over, behøver man blot se Lars von Triers destruktions- og længselsværk ”Melancholia” fra 2011 for at forstå. Filmen gør gennemgående brug af forspillet til ”Tristan og Isolde” i sin skildring af menneskelig svaghed og verdens undergang.
Men Wagners brede kulturelle indflydelse er ikke kun et spørgsmål om envejskommunikation, for omfavnelsen af hans musik inspirerer også operahusenes opsætninger af hans værker. ”Melancholia” har eksempelvis inspireret den halviscenesatte opførelse af ”Tristan og Isolde”, som søndag eftermiddag havde premiere i Operaen i København.
Her sidder Det Kongelige Kapel, som er dukket frem fra orkestergraven, på scenen under en stor, kraterplettet måne – formentlig en direkte parallel til von Triers afbildning af Jordens sammenstød med en fremmed planet. Og med sin dragende, mystiske monumentalitet er dette ensomme element i en ellers nøgen scenografi en passende metafor for operaens karakter.
For med ”Tristan og Isolde”, der af mange regnes for den bedste opera nogensinde, endevender Wagner materialet i den berømte, spændingsmættede Tristan-akkord så nidkært og megalomant, at værket kan opleves som knap fem timers måneblind besættelse af at portrættere hver eneste nuance af længsel, som findes. Ledemotiverne dukker næsten ustandselig op i gennemkomponerede variationer, så det er tæt på umuligt at trække vejret.
Men det er selvfølgelig ikke uden grund, at operaen om den umulige kærlighed mellem de to hovedpersoner har inspireret alverdens tænkere og lyttere siden uropførelsen i 1865. Og med et Kongeligt Kapel i nærmest utæmmeligt, elastisk spillehumør, dirigeret af tyske Lothar Koenigs, giver den aktuelle opsætning virkelig mulighed for at komme helt tæt på Wagners aldrig hvilende partitur.
Orkestret er dog så veloplagt – fra det melankolsk-triumferende forspil og gennem tre akters effektfuldt drama og kromatiske eventyr – at sangerne i de kraftigste passager må kæmpe en mindre krig for at komme til orde.
Hanne Fischers glasklare indsats som tjenestepigen Brangäne og sydkoreanske Kyungil Kos dybe baspartier som kong Marke stråler ganske vist, og Ann Petersen klarer sig indlevende igennem som Isolde, mere naturligt som hævnerske end som forelsket.
Men den britiske tenor Christopher Ventris falder langsomt igennem som Tristan, hvor hans død på scenen ikke falder én takt for tidligt, da hans raspende stemme allerede længe forinden har måttet give fortabt til Koenigs’ tordenvolumen.
Wagners musik er mange ting, hvilket Alex Ross’ bog med garanti vil vise, når den udkommer til september. Men for de nådefulde er den ikke.