Wagners legendariske opera løfter sig ikke på Operaen

Medrivende, men ujævn opsætning af Richard Wagners mytiske opera

Traditionsbevidste wagnerianere kan sagtens have frygtet nyiscenesættelsen af ”Lohengrin”, der i fredags havde premiere på Operaen på Holmen, skriver Peter Dürrfeld. Arkivfoto.
Traditionsbevidste wagnerianere kan sagtens have frygtet nyiscenesættelsen af ”Lohengrin”, der i fredags havde premiere på Operaen på Holmen, skriver Peter Dürrfeld. Arkivfoto. Foto: Simon Skipper

Traditionsbevidste wagnerianere kan sagtens have frygtet nyiscenesættelsen af ”Lohengrin”, der i fredags havde premiere på Operaen på Holmen. På Det Kongelige Teaters hjemmeside kunne man læse, at handlingen ville udspille sig i en dyster, betongrå bunker, fjernt fra det middelaldermiljø, Wagner selv havde forestillet sig. Hvordan skulle det gå Elsa under de omstændigheder, hvad med den mystiske ridder fra det fjerne land, der insisterer på ikke at fortælle sit navn, og hvad med den legendariske hvide svane?

Ja, svanen så man ikke noget til, men til gengæld var der fjer. Masser af fjer. Aftenens glimrende dirigent, Alaxander Vedernikov, styrede ikke tropperne i orkestergraven med en normal taktstok, men anvendte en lang fjer. Under ouverturen så man Wagners heltinde Elsa af Brabant i et forklarelsens lys stirre henført på en fjer over sit hoved. Og da tæppet gik, var der i baggrunden flere fjer på størrelse med joller, og i slutscenen stod kong Heinrich på balkonen og viftede med en hvid fjer. Fjerdriften udartede sig efterhånden til rovdrift, ikke mindst da helten Lohengrin i den afgørende duel i slutningen af første akt fælder sin fæle, sværdsvingende modstander ved bare at vifte med en fjer.

I øvrigt udspillede handlingen sig snarere i et gammeldags fort i westernstil end i en bunker, så klaustrofobiske fornemmelser meldte sig i hvert fald ikke undervejs i operaen, der første gang lod sig opføre i Weimar den 28. august 1850 og siden har været opført 271 gange på Det Kongelige Teater. Forrige gang med premiere i begyndelsen af 2007 var handlingen henlagt til en tysk skoleklasse i årene mellem Første og Anden Verdenskrig, og Elsa optrådte i ankelsokker og pufærmer.

Elsa anno 2016 er unægtelig en mere moden kvinde: Anne Margrethe Dahl. Hun var scenisk ganske overbevisende, en Elsa, det var svært ikke at holde af og holde med, og klarede også de vokale udfordringer, selvom hendes vibrato i flere passager forekom mig problematisk.

I titelrollen var tyskeren Burkhard Fritz, der har sunget Parsifal og Mestersangerne i Bayreuth, pænt syngende og agerende, men uden den stærke, selvbevidste helteudstråling, partiet kalder på. Et sympatisk bekendtskab, men jeg ville gerne have haft noget mere personlig autoritet og majestætisk udstråling. Det fik man til gengæld meget af, både scenisk og vokalt, i Steven Humes' overbevisende præstation som kong Heinrich, også kaldet Fuglefængeren. Den amerikanske bas gjorde i lighed med de øvrige mænd sin entré i middelalderlig harnisk, men den blev uvist af hvilken grund hurtigt skrællet af ham, så han resten af forestillingen optrådte som et syngende jakkesæt.

Et andet af instruktøren Nicola Raabs påhit var, at Elsa var udstyret med en stum dobbeltgænger, der i lange passager strejfede omkring på bagscenen. Kan I så forstå det, kære publikum, den kvinde er jo dybt skizofren.

Skurkeparret var dækket af to finske sangere: basbarytonen Jukka Rasilainen gjorde god fyldest i partiet som Friedrich von Telramund, mens mezzosopranen Tuija Knihtilä viste sig at være forestillingens vokale trumfkort i rollen som den onde Ortrud. Det var også tiltrængt, for de øvrige præstationer var noget ujævne. Men Wagners musik er vanvittigt medrivende, ikke mindst når den bliver spillet af et så fremragende orkester som Det Kongelige Kapel. Så den nye Lohengrin er på godt og ondt en oplevelse, ingen operaelsker bør snyde sig selv for.

kultur@k.dk