Walt Whitmans digt er stadig en sugende smuk og vildt stimulerende læseoplevelse

Kroppen bruser i naturen, og naturen bruser i kroppen i Walt Whitmans sublime, altfavnende digt “Sang om mig selv”, som nu foreligger i en både skarp og syngende oversættelse

Whitman er naturbesynger, humanist, demokrat og observatør. Intet mindre. På billedet betragter to museumgæster Whitmans efterladte manuskripter i New York.
Whitman er naturbesynger, humanist, demokrat og observatør. Intet mindre. På billedet betragter to museumgæster Whitmans efterladte manuskripter i New York. Foto: Chip East/Reuters/Ritzau Scanpix.

Klassikere er ikke statiske. Eller det er de på én måde. For ordene og sætningerne forbliver jo de samme. Men det gør læsningen ikke. Den forandrer sig i takt med, at tiderne og læserne forandrer sig.

Tag bare Walt Whitmans lange urimede digt “Song of Myself” fra samlingen “Leaves of Grass”, som han udgav i 1855, men blev ved med at ombryde, revidere og udbygge helt frem til sin død i 1892, 72 år gammel. Og nu udkommer “Song of myself”, der regnes for moderne amerikanske litteraturs gennembrudsværk, så i ny dansk oversættelse. For første gang i 50 år. Og lad det være sagt med det samme: Jakob Levinsen har leveret en både præcis og gennemmusikalsk oversættelse af digtet, som det står i den såkaldte “The Deathbed-version” – dødslejeudgaven – som Whitman selv regnede for den definitive.