4 stjerner ud af 6
Man troede ikke, der kunne være flere uvendte sten, når det gjaldt Andy Warhol, men for nylig viste en kasse på The Andy Warhol Foundation, katalogiseret som arkivmateriale, sig at indeholde omkring 300 tegninger fra den ganske unge Warhols hånd.
Det er tegninger skabt i de formative år, 1949-1960, hvor andengenerationsindvandreren Andrew Warhola flytter fra Pittsburg til Manhattan, og bliver til The Andy Warhol. Det er årene, hvor han løber folk på dørene med sin mappe og har job som reklametegner, bladtegner, illustrator til bog- og pladeomslag og dekoratør, samtidig med at han begynder at gøre sig gældende som ner. Han udgiver flere små bøger og får sin første udstilling i New York i 1952.
LÆS OGSÅ: Popkunstneren med blik for det menneskelige
Fundet var også en lækkerbisken for den kommercielle verden, fordi The Andy Warhol Foundation ikke har til formål at samle til huse, men at generere midler til unge nere. En del af værkerne er allerede solgt for beløb mellem 20.000-60.000 euro! Kunstens værditilskrivning handler om neres navn og historie. Og få har et bedre navn, en mere gådefuld, pirrende historie end Warhol, manden, der ville være Ingen og Alle og Enhver.
Nu kan man se et udvalg på 170 af disse tegninger i Louisianas vestfløj, i en enkelt ophængning uden forstyrrende skillevægge, og vidunderligt befriet for forklarende tekster. Tegningerne er ophængt i tentative temaer uden skelnen til kronologi. Det er billederne, vi skal møde, en til en, ikke forklaringer. Eneste greb er to halvvægge bagerst i rummene, den ene tæt behængt med en elegant række tegninger af ansigter og kroppe, mens der bag den anden, som en afslutning på udstillingen, gemmer sig en fremvisning af David Baileys seværdige dokumentarfilm om Warhol fra 1973.
Udstillingen viser os den unge Warhols blik på verden. Vi møder en ner, der ser verden som allerede værende billeder, og som ikke finder sine motiver på gader og stræder, men i andres billeder derfra. Her er portrætter, gadescener, politiske motiver, glamour og mode.
De fleste motiver er direkte kalkeret fra tidens Street Photography, fra aviser og magasiner og nu gengivet med Warhols næsten kalligrafisk sikre streg. Det er kalkuleret, som kommerciel er det, men der er også et begær og en sensibilitet til stede i det markante fokus på svulmende læber (munden er et fikspunkt, mens næsen ofte udelades), mandeløjne, hårets fald i ciselerede bølger. De ubrudte kropslinjer gør tilsynekomsten af et par stregers kønshår overraskende æggende. Sensibiliteten og vel en spejling ses også i Warhols optagethed af barnet som et lille ensomt univers.
Udstillingen er en sjælden mulighed for at fornemme Andy Warhols hånd, hvilket han selv ville have hadet, manden, der ville være en maskine. Men man føler sig tæt på, midt i processen, for det er jo skitse, anslag, overvejelser, tegnet på det forhåndenværende papir, klippet og klistret, lemfældigt sammenlappet med tape. I et moderne blik tager det sig lækkert collageagtigt ud, men for Warhol var det øvelse i den præcision, han siden skulle blive verdenskendt for. Fange et motiv i én streg, stille skarpt på detaljerne, skærpe sine visuelle udsagn.
Der er tegnet spidst med ball pen, andre steder blødere med blæk. Flere tegninger har en karakteristisk lidt plettet linje, som skyldes, at Warhol eksperimenterede med at presse et rent papir ned over sin endnu våde tegning.
Man ser også, hvordan han forsigtigt har tegnet et tryks første kalkerede, lidt blålige linje op med en skarpere sort.
Hvor lidt skal der til? er en genkommende øvelse. Et omrids, et par øjne eller måske blot hår og mund? Vi kender det forenklede ansigt fra Matisse, og sporene fra den europæiske (Matisse, Schiele, Dix, Cocteau for eksempel), som Warhol studerede, er tydelig. Inspirationen kom nu også hjemmefra køkkenet, hvor mor Julia i 1952 flyttede ind og sørgede for sin søn i knap 20 år. Julia var en fremragende kalligrafist og tegner og udgav med Andys mellemkomst i 1957 bogen Holy Cats.