”Rosarium” hedder Charlotte Weitzes nye roman. Sat på meget enkel form er det en slægtsroman, der beskriver seks generationer og deres indbyrdes relationer. Det er også en roman, der griber tilbage til mytens tid, og som bevæger sig ind i vores egen tid og ender et sted i en uvis fremtid.
På trods af sit velkendte slægtsmotiv er det en mærkelig roman, der på forunderlig vis – og som Weitze har gjort det før – blander realisme og fantastik.
Romanen starter med en flugt. En familie med far, mor, søn og datter flygter fra et sted i Polen, da russerne overtager området. De flygter ind i en stor skov.
Her forsvinder forældrene og dør sandsynligvis af sult, mens de to børn på magisk vis overlever. Bror og søster får barnet Ester, der er en mytologisk skabning, idet hun både har menneskelige og plantelignede egenskaber. Hendes hud er grønlig pigmenteret med klorofyl, og hun kan ”ånde” ved sollys. Det er denne krydsning mellem det menneskelige og vegetabilske, romanen drejer sig om.
Denne særlige ”mutation” kan springe en generation over, men den nedarves og viser sig i senere generationer.
Pigen Fine, den sidste af de seks generationer, romanen beskriver, ligner således sin oldemor. Hun er, som navnet siger slutningen – Fine – men også begyndelsen på en ny slægt af tvekønnede væsener, der efterhånden igen skiller sig ud ved køn. Naturens cyklus gentager sig.
Romanen rummer ikke bare en flugt, men også en jagt. Jagten går på at finde en rose med menneskelige egenskaber. En rose, der kan sanse mennesker, og som kan føle for mennesker – som mennesker gør det for roser. Den rose rummer en hemmelighed om forbindelsen mellem menneske og planteverden, og den kan udvide menneskets opfattelse af verden. En opfattelse, der rummer de fine korrespondancer, der er mellem planter via rødder, dufte og transpiration.
I det enkelte menneskes tidsperspektiv er arterne og deres karakterer faste former. Der er dyr, planter og mennesker. Men hæver man sig op over det korte perspektiv, er der en anderledes foranderlighed til stede. Formerne glider umærkeligt over i hinanden. Skellene flytter sig eller udviskes. Det gives der videnskabelige forklaringer på i bogen, da den centrale figur, transkvinden Johanne, født Johannes, beskæftiger sig med geologi og genetik. For millioner af år siden hang hele den landfaste verden sammen i ét stykke: Pangæa, men langsomt har kontinenterne udskilt sig og bevæget sig væk fra hinanden for måske engang igen at blive forenede. Vi lever i denne foranderlighed ude af stand til at sanse den direkte. Kun vores fantasi parret med vores fornuft kan få os til at forestille os det. Men så kan man også ligesom se det hele.
”Naturen har ingen hemmeligheder, som den ikke lægger frem for den opmærksomme,” citeres Goethe for at have sagt. ”Rosarium” er sådan et åbent og opmærksomt tankeeksperiment.
Romanen er selv en rosenhave, hvori menneskelige krydsninger er udstillet og sat i aktion. I det menneskelige perspektiv blander sig selvfølgelig det biologiske. Klimaforandringer er på spil, og naturen er ude af balance og bevæger sig mod en dræbende monokultur. Rummer rosen et utopisk perspektiv, så rummer den også et dystopisk. Hybenrosen er en art, der formerer sig vildt og breder sig over det hele. Alene forgifter den verden, gør mennesket allergisk og astmatisk. Som en rosenhæk i eventyret kvæler den verden, som langsomt vil gå til grunde – og måske opstå igen, hvis kærligheden og følsomheden er der. Noget entydigt økologisk statement er der dog ikke på færde i romanen.
Weitzes roman er en besynderlig krydsning af realisme og myte, af videnskab og fantasi. Den er inciterende og fascinerende, i momenter også spændende, men alligevel er den ikke helt gribende. Den er nemlig som en drøm, hvoraf man kun husker visse dele, mens andre forsvinder, idet man griber ud efter dem. Den vil ikke samle sit til en klar vision for mit indre blik. Det kan være min fejl, så prøv selv en tur i Weitzes rosarium. Magisk og anderledes er det i hvert fald altid at være i hendes sammensatte universer.
Læs interview med Charlotte Weitze på
k.dk/kultur
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/forfatter-klimakrisen-er-naturens-metoo-sag-mod-mennesket