Prøv avisen

Wienerklassiske juveler

5 stjerner

Visse koncerter virker, som om de er hentet ned fra den syvende himmel. For dem, der er forgabt i wienerklassisk musik, var den første torsdagskoncert i DR Koncerthuset i september en veritabel fest for øret.

Man lagde for med Haydns symfoni nummer 88 i G-dur. Den stammer fra 1787 – året, hvor Mozart komponerede sin unikke opera ”Don Giovanni” – og viser komponisten i sit mest elskelige og opfindsomme hjørne. Det er musik, der ligger lige til højrebenet for aftenens dirigent, Juanjo Mena, og de musikere i DR SymfoniOrkestret (DRSO), der fik fornøjelsen af at være med i det ikke så talstærke, men skønt spillende ensemble. De fire satser udgjorde en perfekt åbning på koncerten – den første af de tre wienerklassiske juveler, publikum kom til at opleve.

Mozarts koncert for fløjte og harpe i C-dur blev til i april 1778 i Paris, og den bød denne aften på en konstellation, der var imødeset med spænding: DRSO’s mesterlige solofløjtenist Ulla Miilmann havde fået selskab af orkestrets amerikanske soloharpenist Zachary Hatcher. Med sine blot 22 år er han det yngste medlem af orkestret. Han levede til fulde op til den betydelige udfordring, det nu engang er rent musikalsk at skulle holde trit med Ulla Miilmann.

Ikke mindst andensatsen, en himmelsk svævende andantino, er musik af den slags, der fik Søren Kierke- gaard til at erklære, at han var ”som en ung Pige forelsket i Mozart”. Unge Hatcher lod sig ikke nøje med bare at klimpre løs i disse passager, han fik sin store harpe til ligefrem at synge med. Så måtte man leve med, at den afsluttende rondo-sats blev taget en kende hurtigere end normalt og dermed også kom til virke som et noget flygtigere punktum.

Efter pausen stod en af musikhistoriens mest spillede symfonier på programmet: nummer 40 er med det rastløse, forjagede, geniale åbningstema, der fyger af sted som ”molto allegro”, blevet brugt som underlægningsmusik af flere filminstruktører, i forskellige reklameindslag og som ringetone på mobiltelefoner. Symfonien er komponeret i sommeren 1788 og er i sin tragiske grundtone en stærk modsætning til det lyse Haydn-værk, vi netop havde oplevet. DRSO, her i en noget talstærkere udgave, spillede de fire satser med en afbalanceret vægtning af det dramatiske og det klangskønne, helt i Juanjo Menas ånd.

Den baskisk-spanske maestro gav menuetten et galant skær ved nærmest at danse sig gennem den foran sine musikere – uden taktstok, uden partitur. Livsglæde til at se og høre på trods af alle mol-klange. Den wienerklassiske vare blev leveret med nærmest selvfølgelig sikkerhed, og selvom det kan være synd at fremhæve nogen musiker på andres bekostning, gav soloklarinettisten Johnny Teyssier mange steder symfonien en farvning, jeg sjældent har oplevet magen til.