Med maleren J.F. Willumsen (1863-1958) er det enten-eller. Man drages mod hans værker. Eller overhovedet ikke. Denne grænsebryder, der mestrede de fleste kunstarter, frister ikke til mellemstandpunkter. Undertegnede melder sig gerne blandt de dragede og er derfor naturligvis forhåndsindtaget, men mener alligevel, at det er med nøgternhed, jeg konstaterer, at denne udstilling har mulighed for at åbne veje til Willumsen. Han kan virke så egensindigt udfordrende og anderledes, at nogle bliver frastødt. Det vil dog næppe blive tilfældet her. Man føler sig budt indenfor i hans verden som ikke desto mindre netop stadig er hans verden, det vil sige den del af den, der består af bjerge, noget så udansk. Men hvem skulle søge op i dem om ikke Willumsen? Som kunstner har han bjergenes storladne ensomhed i sig.
LÆS OGSÅ: Ribe Kunstmuseum byder landskabsarkitekturen indenfor
Udstillingen rummer studier til hovedværker som Jotunheimen og især til En bjergbestigerske, mens man leder forgæves efter de færdige værker. Også et centralt billede som Naturskræk. Efter stormen nr. 2 må vi nøjes med at se i katalogets gengivelse. Ganske vist er dette billede uden bjerge, men det barske natursyn, der demonstreres, har i høj grad gyldighed også i bjergene. Til gengæld for de manglende billeder er der imidlertid så mange andre fine, hvoraf flere fortjener betegnelse af hovedværker.
Naturligvis ville man gerne have stået over for de nævnte meget kendte billeder, der for mange har status som selve indbegrebet af Willumsens kunst. Men positivt betragtet betyder deres fravær, at man bliver mere opmærksom på mangfoldigheden i hans samlede værk. Willumsen er mere end det udtryk, der uvilkårligt regnes for hans typiske.
Jeg må i den forbindelse fremhæve to bjergbilleder fra henholdsvis 1891 og 1901, Ægte kastanjer og Kastanjetræer foran fjerne bjerge. Den bemalede og udskårne ramme i det første indgår som en del af maleriets forgrund og er valgt som et led i kunstnerens undsigelse af naturalismen, selvfølgeligt virkende og alligevel markant nybrydende. Den sø, der er en del af den grønne verden også i det andet billede, ser venlig, ja, ligefrem idyllisk ud. Men tro ikke på den. Willumsen havde set direkte ind i den iskolde rædsel, som den overmægtige natur kan sende gennem et udsat og skrøbeligt menneske. Det syn glemte han aldrig. Og slet ikke i bjergene.
I de to billeder kan et møde finde sted mellem dem, der er til Willumsen, og dem, der mener, at de ikke er. Eller rigtigere sagt: De er for alle, der er til stor kunst.
Ja, det handler om bjerge, men ikke om bjerge, som de fremtræder i naturen, men udelukkende som de fremtræder i kunstnerens eget, personlige landskab. Det var ikke den nøjagtige naturgengivelse, der optog ham, da han i 1890erne ligesom flere af sine franske kolleger lod bjergene blive et ledemotiv. Inspireret af symbolismen søgte han at rense motivet og finde ind til den sandhed, som lå gemt under billedets overflade, som der står i kataloget.
I de tidlige bjergbilleder er højderne skubbet langt tilbage, mens de i de senere udgør det meste af billedplanet. De tidlige er desuden kendetegnet ved, at naturalismen drilles. I form af finurligt bearbejdede rammer, bånd eller guldborter med motivisk funktion. Den, der går på opdagelse, belønnes rigeligt. Men mennesket møder vi ikke. Eller vi møder det hele tiden: Bjergene er et symbol på dets grundvilkår i en virkelighed, der udstiller dets lidenhed. Med udgangspunkt i filosofien hos Friedrich Nietzsche ses mennesket, det i naturen prisgivne og gudsforladte, som værende spændt hjælpeløst ud mellem almagt og fortabelse, mellem guder og afgrund.
Som Dina Vester Feilberg fremhæver i kataloget, er bjergene i Willumsens verden både en kilde til åbenbaring og til fortabelse. Det første kommer overvældende til udtryk i Solopgang over bjerg (1936), hvor toppen af bjerget er en tornekrone, mens det vældige lys, der kommer til verden, har en guddommelig dimension.
Værket sammenstilles med ét fra 1500-tallet af en ukendt kunstner og vises som et eksempel på, hvordan Willumsen blev inspireret af gammel religiøs kunst, som han i øvrigt indsamlede. Den pædagogiske del af udstillingen omfatter yderligere sammenstillinger med den græske maler El Greco (1541-1614) og den franske Georges Rouault (1871-1958). Til det pædagogiske hører endvidere glimt af Willumsens arbejdsmetode med en inddragelse af fotografiet allerede i 1893 anskaffede han sig i Chicago et fotografiapparat og med skitser, hvor han med blyant har skrevet påmindelser til sig selv med hensyn det videre arbejde. Sådanne kig ind i værkstedet er fascinerende.
Men lad os slutte på fortabelsens bjerg eller et, der er ved at blive det, Tåge og sneklatter på bjerg (1937-38), et udtryksfuldt panikmaleri, hvor det farlige lurer i overfladen med bud fra det dybe og antager dæmoniske former og gestaltninger. Naturskrækken er bredt ud på bjerget og søger øjenkontakt med et menneske, der er henvist til sin egen skælvende elendighed. Og det hele kan vist endda kun blive værre.