Med god grund anses Franz Schubert for den største liedkomponist i musikhistorien. I sit korte liv skabte han omkring 600 sange for én stemme og klaver, heriblandt de to sangcyklusser ”Die schöne Müllerin” (1823) og ”Winterreise” (1827), begge til tekster af Wilhelm Müller. De to kunstnere var jævnaldrende og delte en grum skæbne ved at dø i en alder af kun lidt over 30 år.
”Winterreise” bliver i lighed med andre Schubert-sange traditionelt fremført af to herrer i kjole og hvidt, men i den version, DiamantEnsemblet tirsdag aften præsenterede i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek, var der hele 24 musikere på scenen plus den unge tyske tenor Julian Prégardien. Det drejede sig ved denne lejlighed om den tyske komponist Hans Zenders bearbejdelse af Schuberts klaverpartitur, som også den danske tenor Peter Lodahl for nogle år siden prøvede kræfter med ved en mindeværdig koncert på Takkelloftet i Operaen. I Zenders udgave fra 1993 bliver smerten trukket endnu skarpere op end hos Schubert, og man kan sige, at han i sin tydeliggørelse mange steder sætter trumf på. Det sker ikke mindst med effekter som brug af vindmaskiner og et større slagstøjsbatteri, der ret bastant understreger de pointer, Schubert forsøgte at skabe med langt enklere – man er fristet til at sige mere subtile – midler. Vi får så at sige tragikken slået fast med syvtommersøm. Og sangeren benytter sig i et par af de i alt 24 digte af mikrofon, når dramatikken for alvor skal understreges.
Koncerten blev også en visuel oplevelse, idet navnlig blæserne undervejs gav sig til at vandre mere eller mindre diskret omkring på scenen eller frem og tilbage langs siderne i salen – som spøgelsesagtige skikkelser i fortællingens i mere end én forstand isnende landskab.
”Winterreise”, der normalt varer fem kvarter, kom i Zenders version til at vare halvanden time næsten uden lyspunkter i fortællingen, men til gengæld med store musikalske plusser i form af DiamantEnsemblets dedikerede spil under ledelse af dets leder, oboist og professor Max Artved, og den meget overbevisende sanger, der demonstrerede stort overblik over den ikoniske cyklus og havde en smuk, lyrisk klang – især uden mikrofon.
Det var nemt at følge med i de 24 digte, der i roligt tempo blev projiceret op på en skærm over musikere – både i den tyske originaludgave og i dansk oversættelse. Til gengæld var det pauvert, at man i det omdelte program kun perifert omtalte Hans Zenders bearbejdelse.