Woody Allen fremstilles i effektiv HBO-dokumentar som grænseløs og pædofil

Spørgsmålet om, hvorvidt Woody Allen begik overgreb på sin syvårige adoptivdatter i 1992, river og flår i alle i HBO-dokumentaren ”Allen v. Farrow”

Hvis Woodys Allens selvbiografi fra sidste år, ”Apropos ingenting”, var et forsvar for ham selv og en undergravning af ekskæresten Mia Farrow, som han her ses fotograferet sammen med i 1985, så kan den nye dokumentar ses som ét langt angreb på ham.
Hvis Woodys Allens selvbiografi fra sidste år, ”Apropos ingenting”, var et forsvar for ham selv og en undergravning af ekskæresten Mia Farrow, som han her ses fotograferet sammen med i 1985, så kan den nye dokumentar ses som ét langt angreb på ham. . Foto: Ron Galella, Ltd. /Contributor/Getty Images.

Er hans film om midaldrende mænd og unge piger et forsøg på at påvirke biografgængerne? En måde at få dem til at godtage lyster i ham, der i bund og grund er forkerte og ødelæggende?

Det er bare nogle af de mere eller mindre lødige spørgsmål, som stilles i HBO-dokumentaren ”Allen v. Farrow”. Og hvis Woody Allens selvbiografi fra sidste år, ”Apropos ingenting”, var et forsvar for ham selv og en undergravning af ekskæresten Mia Farrow, så kan Kirby Dick og Amy Zierings fire timelange afsnit ses som ét langt angreb på ham.

Forud for bogen og dokumentaren ligger den på alle måder ulykkelige historie om Woody Allen, der mødte Mia Farrow i slutningen af 1970’erne. Han var allerede da en feteret instruktør, mens hun var skuespiller og efter en skilsmisse brugte al sin ledige tid hjemme i delstaten Connecticut med sine biologiske og adopterede børn. Men Allen var charmerende og beleven, og de indledte et såvel privat som professionelt parløb op gennem 1980’erne.

Allen arbejdede som en gal, boede stadig i New York og var slet ikke interesseret i de børn, Farrow helst brugte sin tid med. Det ændrede sig dog, da hun fik ham overbevist om at adoptere endnu et barn. Og lille Dylan blev noget særligt for ham. Måske også for særligt. Dokumentaren viser gamle hjemmeklip af dem sammen, og Farrow og andre omkring familien – venner og barnepiger – taler om en form for grænseløshed over for børn, som de mener, ledte til mindst to overgreb på Dylan.

”Det er min skyld. Jeg lukkede ham ind i familien,” siger Farrow i et af de mange interviews i dokumentaren, der også stiller skarpt på retssagen mod Allen i 1993, der ikke førte til nogen dom. Ikke fordi dommeren anså Allen for uskyldig, men fordi han ikke mente, den syvårige Dylan kunne holde til et langt retsligt forløb.

Allen udlagde det i offentligheden – urigtigt – som en frikendelse, men i 2014 trak Allens og Farrows biologiske søn, Ronan Farrow, atter den ubekvemme Dylan-sag frem. Under en prisuddeling, hvor Allen blev hædret, skrev han i et tweet :

”Missede Woody Allen-hyldesten – fortalte han det om kvinden, der offentligt har fortalt, hvordan han misbrugte hende, før eller efter ’Annie Hall’?”.

Man kan mærke hadet koge, og under den anden, endnu kraftigere MeToo-bølge – det var i øvrigt Ronan Farrow, der afdækkede Harvey Weinstein-skandalen – kom Allen atter i problemer. Stadig flere stjerner fortrød offentligt at have arbejdet med ham eller nægtede at gøre det fremover. Fra at have været knuselsket som småneurotisk, humoristisk og intellektuel kunstner blev han en paria i den amerikanske filmindustri. Og det vil kun blive sværere for ham at lave film efter ”Allen v. Farrow”, hvor den nu voksne Dylan Farrow fortæller om, hvordan Allen har ødelagt hendes liv, hvordan overgrebene har fyldt hende med angst, uro og smerte.

Det er hun nu ikke alene om. For ingen er – skyld eller ej – gået fri, og alle børn og voksne har indåndet den gift, som anklagerne, modanklagerne og mistankerne har skabt.

”Alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig,” skrev Leo Tolstoj. Men man har altså sjældent set en ulykkeligere familie end den i ”Allen v. Farrow”, hvor børnene i dag er delt op i et hold mod far og et hold mod mor, og hvor medierne er slagmarken. Mistro og had hele vejen rundt. Som da det viser sig, at Farrow ikke har været alene om at optage telefonsamtalerne med Allen. At han har gjort det samme. Begge i håbet om at få nyt bevismateriale, nye våben, og Allen med et helt hold af detektiver, topadvokater og medierådgivere bag sig.

Også på den måde præsenterer dokumentaren Farrow som den lille, som offeret, og Allen som en slags seksuelt rovdyr, en velhavende pædofil, hun godtroende lukkede ind i sin familie. På den anden side ser Allen hende som en kynisk og hadefuld kvinde, der misbruger særligt Dylan i kampen mod ham og har fået hende til at tro på løgnehistorierne om overgreb. Og at hun stadig ikke kan tilgive ham, at han blev forelsket i hendes anden adoptivdatter, Soon-Yi, som han i dag er gift med.

Allen blev tilbudt at medvirke i dokumentaren, men takkede nej. I sidste afsnit siger Farrow, at hun frygter for hans reaktion, når han har set den. For hans modangreb. Den kom da også prompte i en pressemeddelelse, og på nogle måder forstår man ham, når han afviser filmen som et ”lurvet karaktermord”. At se filmkritikere og andre udlægge hans værk som en pædofils vedvarende manipulation af publikum er usmageligt og useriøst, og her gør dokumentaren sig skyldig i de allerværste vulgærbiografiske og lommepsykologiske læsninger.

Men der er ikke desto mindre noget uafviseligt afvigende ved Allens adfærd omkring børnene, som de mange medvirkende beskriver, og de grynede hjemmeoptagelser af lille Dylan, der fortæller om fars hånd ”dernede” er svære at afvise. Eller når hun til samme handycam forklarer, hvordan han sagde, at hvis hun lå stille oppe på loftet, så han kunne gøre ”noget” færdigt bag hende, så ville han gøre hende til filmstjerne og tage hende med til Paris.

”Allen v. Farrow” er, trods sine mange kilder, et partsindlæg i en familietragedie. Den står på Farrows side, men viser også – hvilket tjener den til ære – at det i sidste ende er et spørgsmål om, hvem man tror på. For sandheden er ikke at finde. Det handler om, hvem man mener, har ret. Allen eller Farrow’erne.

Årsagen til, at sagen stadig blusser som et betændt sår, kan således være, at dommeren ikke lod Dylan Farrow vidne mod Allen, da hun var barn. Det havde utvivlsomt været traumatisk. Men bedst i det lange løb. Den konklusion kommer Dylan Farrow også frem til undervejs. Fordi det havde trukket sagen ud af folkedomstolen og ind i retssalene. Og efter en jurys dom kunne alle komme videre. For at hele. Eller tænke nye tanker. I friheden. Eller bag tremmer.

Læs anmeldelse af Woody Allens erindringer på dansk på

k.dk/kultur