Woody Allen går til Kierkegaard i ny fortryllende film

Woody Allens nye krimikomedie ”Irrational Man” filosoferer fortryllende og fatalt over Søren Kierkegaards eksistentialisme, og hvad det kan indebære at leve et autentisk liv

Den altid fremragende og fascinerende Joaquin Phoenix som filosofiprofessoren, der går et skridt for langt i forsøget på at forlene tilværelsen med autenticitet i Woody Allens ”Irrational Man”.- Foto fra filmen.
Den altid fremragende og fascinerende Joaquin Phoenix som filosofiprofessoren, der går et skridt for langt i forsøget på at forlene tilværelsen med autenticitet i Woody Allens ”Irrational Man”.- Foto fra filmen. Foto: W.A.S.P. 2014.

”Irrational Man” er Woody Allen-film nummer 46! Tænk engang. I de seneste år har den amerikanske filminstruktør utrætteligt lavet en ny film om året. De går aldrig under niveau, og de er sjældent helt oppe at ringe. Men nogle gange er de. Som her med ”Irrational Man”. Det er en yderst raffineret film, der i det små stiller de helt store spørgsmål til livet.

Filmen følger en typisk Woody Allensk mand. En desillusioneret, lettere fordrukken filosofiprofessor med det sigende navn Abe (Joaquin Phoenix), der for dog at lave et eller andet, som forsøgsvis giver mening i hans misantropiske tilværelse, tager et job på et af de mindre universiteter i USA. Nærmere betegnet Campus Brolin ved Newport, Rhode Island. Her bliver han budt velkommen som den helt store stjerne, forfatter til banebrydende filosofiske mesterværker. Men de ligger så langt tilbage, at Abe knap længere husker, hvad han selv har skrevet.

Affabelt står Abe i auditoriet og doserer Hannah Arendt, Martin Heidegger og ikke mindst Søren Kierkegaard, hvis eksistentialisme han har helt inde under huden. Han lider, som det bemærkes i filmen, af Kierkegaards ”sygdommen til døden” og tæres ned af den fortvivlelse og tomhed, der er eksistensens. Men som Abe selv siger:

”Kierkegaard havde dog i sidste ende sin kristne tro, jeg har intet!”.

Ved en fest hos de studerende tager han en ladt pistol og spiller russisk roulette for øjnene af de chokerede unge mennesker. Med andre ord: Et sted dybt inde i sin misantropiske sjæl leder Abe efter en form for autenticitet, et nærvær, noget, der virkelig kan mærkes.

Som altid hos Woody Allen er der nogle kvinder, som ønsker at frelse den stakkels rådvilde mand. Den ældre professorkollega Rita (Parker Posey), der er vildt erotisk opstemt af Abes livslede, og den purunge Lolita-lignende Jill (Emma Stone), som rent filosofisk - tror hun selv - ser op til mandens filosofiske mesterklasse og uafvidende lokker Abe ind i et farligt spil om, hvad der kan give livet mening.

Krimidramaets afgørende intrige skal ikke røbes her. Men man kan sige, at Abe kombinerer Søren Kierkegaards tænkning med Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” (1866) ved - som i Kierkegaards ”Frygt og bæven” (1843) - at stille spørgsmålet: Findes der en teleologisk suspension af det etiske? Altså findes der mennesker, som ud fra en højere - filosofisk eller guddommelig - magt har lov til at slå ihjel?

Hvad nu, hvis man, som Dostojevskijs antihelt Raskolnikov, tager livet af et menneske, som ikke fortjener bedre, og dermed befrier verden for ondskab? Raskolnikov myrder for at vide, hvordan det føles. Er det egentlig ikke en idealistisk handling, hinsides både juridisk og moralsk straf?

Woody Allen leger intrikat med tanken i ”Irrational Man”, der skruer sig veloplagt ned i malstrømmen, da Abe omsætter sine filosofiske tanker til handling. Lader ord blive til virkelighed. Hvad konsekvenserne bliver, skal heller ikke røbes, men Woody Allen er ikke den, der løber fra de dilemmaer, han sætter i spil i sine film. ”Irrational Man” er hans bedste film siden den beslægtede ”Match Point” fra 2006. Der spilles fremragende og meget, meget Woody Allensk af Joaquin Phoenix, Parker Posey og Emma Stone, der lægger sig charmerende efter mesterens diktion og bevidsthedsstrømmende tale. 

Det er uafbrudt underholdende og løftes tillige musikalsk i vejret af pianisten Ramsey Lewis' helt formidable live-indspilning fra Bohemian Caverns, Washington D.C. af jazzklassikeren ”The 'In' Crowd”. Musikken giver ”Irrational Man” en lethed, der modsvares af filmens filosofiske tyngde.

”Irrational Man” må fremover blive et standardværk på filosofi- og teologistudierne verden over. Det er eksistenstænkning som anskuelsesundervisning, bogstavelig talt. Se med og tænk videre, filmen være hermed anbefalet.

kultur@k.dk