Woody Allen rammer lige i hjertet med ny film

Melankolsk og bittersød sædeskildring fra den heldigvis helt og aldeles ustoppelige Woody Allen

Den unge Bobby Dorfman (Jesse Eisenberg) er træt af New York og søger lykken i Hollywood. Foto: Scanbox

Som adskillige amerikanske filminstruktører elsker Woody Allen den glamourøse periode i 1930’erne, hvor filmmediet var relativt nyt, tiden ubekymret og stjerner opnåede en status, der var større end livet. Perioden er af samme grund mytologisk og tintet i et gyldent skær som aftensolen over Hollywood Hills.

Woody Allens nye film ”Café Society”, der havde verdenspremiere på årets Cannes festival, er en forelsket hyldest til epokens amerikanske melodramaer. Og dertil den gamle auteurs nærmest testamentariske udtoning af et liv mellem Hollywood og New York, og en kærlighed mellem illusion og realitet. Skrevet og fortalt af den gamle mester med hans helt egen stemme.

Woody Allen lader sig høre hele filmen igennem som en alvidende fortæller, der folder filmens sædeskildring ud og forklarer den med et mildt ironisk og empatisk udtryk. Det rører og rammer – som altid – nærmest søvngængeragtigt præcist.

Som en lysende opal i ”Café Societys” livsmosaik står den unge Bobby Dorfman (Jesse Eisenberg), der er træt af New York og søger lykken i Hollywood. Han opsøger sin succesfulde onkel Phil (Steve Carell), agent og producer i den helt store stil med alle stjernerne på slæb.

Bobby Dorfman er en typisk Woody Allensk helt, et stadigt genkomment alter ego: Naiv, kejtet, stædig og krævende, fuld af tale og fuld af følelser, der kræver at blive indløst, viklet ind i sin viltre jødiske familie. Phil sætter sin sekretær Vonnie (Kristen Stewart) til at tage sig af den unge mand. Det bliver til en hovedkulds forelskelse. Men Vonnie har en anden, og så udarter det klassiske trekantdrama sig med ikke mindre klassiske Woody Allenske forviklinger.

Med sin kærlighed havner Bobby Dorfman i en loyalitetskonflikt, der på et andet plan også bliver en konflikt mellem drømmenes by Hollywood og hjembyen New York, Vestkyst og Østkyst, romantik og realitet.

Fuldstændig suverænt farvet og skudt af fotografen Vittorio Storaro, der lader lyset gløde i Hollywood og toner det gradvist ned i en grålig, tusmørkeskøn timbre i New York. I New York falder Bobby tilsyneladende til ro med den gudeskønne Veronica (Blake Lively). Men som altid hos Woody Allen nager tvivlen. Der træffes valg i livet af spontan og nogle gange ubevidst karakter, som ikke kan laves om. Mennesket kan ikke leve sit liv to gange, og ”evigt ejes kun det tabte,” som en af Woody Allens husguder, Henrik Ibsen, har skrevet.

Se traileren til "Café Society" herunder 


Der er således en alvorlig klangbund under Woody Allens melodrama, uanset hvor morsomt det afvikles, hvor let tonen slås an, og hvor ubekymret de jazzede 1930’ere dresser nattelivet op. Det glamourøse liv blandt de sorgløst dekadente i 1930’ernes softtonede halvlys illustreres sublimt i Vittorio Storaros billedside, mens Woody Allens fortællerstemme med en egen poetisk og sarkastisk musikalitet lægger alen til historien.

Som tilskuer er man glimrende underholdt, ja, mere end det – man er ramt i hjertet. Ikke mindst af Woody Allens stemte og melankolsk mættede blik på kærlighedens urealiserbare potentiale. Mennesker er næsten altid et andet sted med deres tanker og drømme, end hvor de burde være. Lykkens mulige momentum gribes sjældent, menneskene taber deres hænder på vej mod hinanden. Berøringen er flygtig og genert. Som en af karaktererne i ”Café Society” siger: ”Livet er en komedie, skrevet af en sadist!”.

Sadisten kunne være Woody Allen selv, for der er altid et strejf af kynisme over hans film. Men i ”Café Society” underkendes kynismen af et alderens vemod. Et livs erfaring sætter sig igennem med diskret følsomhed.

Woody Allen har siden 1969 lavet stort set én film om året. Er det ikke for meget? Skulle han ikke se at koncentrere talentet? Det mener nogle. Ikke denne signatur. Woody Allens film er en fortløbende proces, bundniveauet er altid højt, og når han, som her i ”Café Society”, når toppen, er det fremragende. Og det ville godt nok være trist, hvis den 81-årige instruktør selv fandt, at han havde lavet sin sidste film.

Videre, Woody, videre!