Ægteskabsgyseren ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” fra først i 1960’erne er en yndet nyklassiker, der flittigt sættes op på de danske scener. Måske lidt for flittigt. For hvad engang var banebrydende chokteater, føles i dag mest af alt som en flad champagne sidst på natten.
Trods suverænt spil fra alle kanter er det svært helt at holde interessen gående det uhyrligt lange ægteskabelige rivegilde igennem. Tre stive timer plus det løse nedsænket i et syrebad af bølgende perfiditeter og sadomasochistiske selskabslege får lidt for hurtigt karakter af monoton udmattelseskamp og træt gentagelse. Alle sejl er ellers sat for at få det psykologiske kammerspil flot fra land på Skuespilhusets store scene.
Scenografien er blændende. Vi er hensat til en strømlinet funkisvilla i velhavende 1960’erstil, som dog lige så vel kunne være en moderne dekadent dagligstue med palmer i potterne og hjemmebar i hjørnet. Den glatte fernis, som kun akkurat dækker over råddenskaben underneden. For hurtigt står det klart, at dette ikke er noget almindeligt ”afterparty” hos det pæne, midaldrende universitetspar. Dagligstuen danner snarere arena for en blodig magtkamp, et sælsomt psykologisk spil, hvor det handler om at fornedre og håne hinanden.
Tvekampen er ligefrem med tiden blevet ægteskabets motor, fornemmer man. Og det velsmurte ordfægteri mellem den glubske og grænseløse hunulv Martha i blodrød divadress og den anderledes afdæmpet ondskabsfulde professor George imellem er da også frydefuld gemen og træffende til tider.
De ved, hvor slaget skal sættes ind for at volde mest mulig smerte. De kender hinandens ømmeste punkter. Alt imens det unge driftige drømmepar, smukt spillet af Peter Christoffersen og Johanne Louise Schmidt, som ved skæbnens ugunst er endt i dette løvebur, kun er nyttige marionetter i George og Mar-thas morbide ritual. Stykket placerer sig et sted mellem Tennessee Williams’ lystige ”Kat på et varmt bliktag”, Bergmanns ”Scener fra et ægteskab” og Strindbergs ætsende sørgespil.
Tammi Øst og Jens Jørgen Spottags syrlige samspil bølger let og lydefrit over scenen med virtuos sans for timing og levering. Måske endda lidt for let. For i lang tid fornemmer man end ikke dæmonien bag det hele. Husinstruktør Thomas Bendixen har tydeligvis – og beklageligvis – valgt at gøre mindre martrende absurdteater og mere lårklaskende galskabskomedie af Edward Albees freudiansk fortættede forlæg fra 1962. Dermed bliver figurernes iboende tragik og dybe psykologiske slugter aldrig mærkbart åbenbaret. Aldrig for alvor til at føle. Det hele bliver lidt let, lidt sjovt, lidt afmægtigt.
Dertil kommer det ikke uvæsentlige, at stykket i så udpræget grad er forankret i sin tid. Den engang så radikale demaskering af ægteskabsinstitutionens skyggesider, de dulgte hemmeligheder og fortrængte følelser; utroskab, druk, barnløshed, fornedrelser, parforholdet som et klaustrofobisk fængsel og så videre har bare ikke samme chokeffekt og nyhedsværdi i dag. Det rammer ikke lige så rent ind i tiden og på samme voldsomme vis som ved urpremieren i 1962. I stedet for sjælerystende ægteskabsgyser bliver ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” en lidt langsommelig repetition af, hvad vi allerede ved. Og hvem er i virkeligheden bange for den tandløse, gamle ulv