Goodness gracious eller måske på nutidsdansk blot: Wow!
Wow – fordi det er en meget smuk, yndefuld og sanselig udstilling, Malene Landgreen har sammensat til Gl. Holtegaard.
Kunsthallen i Holte har i adskillige udstillinger gennem årene taget udgangspunkt i barokken; den stilart fra 16-1700-tallet, som landstedet Gl. Holtegaard i sig selv er et sent eksempel på. Opført som det er i 1756 af Lauritz de Thurah (1706-59), der også tegnede Eremitageslottet og var arkitekten bag det snoede spir til Vor Frelser Kirke på Christianshavn.
Som et kuriosum kan nævnes, at Thurah til Frederiksberg Slot tegnede en slags muntert køkken. Han beklædte dets vægge med sjove kakler. Måske er det også en hilsen til arkitekten, når besøgende tages imod af en kuriøs skulptur bestående af stablede tallerkner?
Materialet går igen i parken, hvor tallerkner er spredt i græsset som efter en havefest. Dog med den bemærkelsesværdigt disciplinerede præcision at de udgør et mønster på jorden. Der skulle være orden i tingene i barokkens tolkning af tilværelsen. Lige stier og hække. Overskuelighed og magt over tingene. Og så alligevel indimellem havens geometriske mønstre blomster parkens helt vidunderlige æbletræer og Malene Landgreens iscenesættelse, som bryder med barokkens idealer.
Malene Landgreen (født 1962), som blandt andet har skabt store værker til det offentlige rum som eksempelvis Aalborg Lufthavn og Rigshospitalet, er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og deltog tidligt i så legendariske gruppeudstillinger som Langelinjeprojektet i 1983 og var medarrangør af en anden, skelsættende udstilling, ”Triumf – det ubeboelige”, på Charlottenborg i foråret 1990. Iblandt fik hun tid til at arbejde med performances og gadeteater, være gedehyrde i de franske alper og har i øvrigt for ganske kort tid siden modtaget Thorvaldsen Medaillen, som er den største udmærkelse, Akademiet for de Skønne Kunster kan tildele en billedkunstner.
I en længere årrække har Malene Landgreen udforsket maleriets muligheder ved at undersøge, hvad det overhovedet er, der sker, når man kommer farve på et lærred. Hvad betyder baggrunden? Hvad kan nogle ganske fine, sitrende bevægelser i farve gøre? Nogle spiralformede strøg. Nogle organisk formede, kalligrafiske tegn, som hvis man forestiller sig en grens gentagne bevægelser mod et vindue på grund af blæsten.
I de år opbyggede Malene Landgreen et vokabularium af figurer og tegn og udbyggede sine undersøgelser af farve og komposition med en sikkerhed, der gjorde det muligt at genkende et billede af hende, når man så det, uanset om det var i stort eller småt format, et tryk, et værk i glas, et maleri eller en udsmykning til det offentlige rum: Poetiske, yndefulde billeder der – tør man skrive den slags i disse moderne tider? - ganske enkelt er meget smukke.
Erfaringerne er afsættet for Malene Landgreens meget fine og luftige ophængning i Gl. Holtegaard, der i de enkelte værker minder om den transparens, man ofte møder i hendes store udsmykninger fra de senere tiår. Det er, som om farvelagene dækker over en anden verden skjult bagved. En billedsuite på Gl. Holtegaard hedder ligefrem ”I am a window. I am a Door” som en antydning af, at der er andre åbninger og udveje, valg og muligheder i tilværelsen.
De omfangsrige lærreder afpasset efter væggene er for nogles vedkommende udstyret med lette tekstiler, som er med til at understrege værkernes yndefulde karakter, og skulle man her eller der få associationer til anatomi og cyklus og tænke på kvinder, er det måske nærliggende.
Barokken var også sanselig og erotisk og havde med leg og forstillelse at gøre. Men stilarten kan, om man vælger det, opfattes som en traditionel, autoritær, maskulin iscenesættelse af verden. Antager man det synspunkt, kan man måske også opfatte Malene Landgreens yndefulde billedflader som en undsigelse af "den store hvide mands" verdensbillede med orden og symmetri og alting på sin rette plads i et stivnet samfund med fastlåste roller. Hvis man altså ikke vælger at se Malene Landgreens billeder som pur abstrakt skønhed.
Gl. Holtegaards barokhave er halvdelen af fornøjelsen ved at besøge udstillingsstedet. Alle årstider har deres kvaliteter, men en vandring i parken er en vidunderlige oplevelse på sådan en dag, hvor man næsten tror, at det nok endnu en gang bliver sommervejr.
Opstillet i parken er en række skulpturer forestillende personer fra antikkens mytologi blandet med en mindre familie af putti; de små englelignende børn, der ofte optræder i ældre kunst.
Skulpturerne er under Malene Landgreens udstilling udstyret med et stykke farvet stof på et jernrør. En af udstillingens formidlingstekster antyder, at det kunne være abstraktioner over skilte som ved demonstrationer. At guderne er vågnet op af deres skulpturelle søvn og har ”forsamlet (sig) med et budskab, et krav om forandring eller simpelthen (for at) være med i en poetisk aktion”.
Hvis det er det sidste, der er tale om (men det udelukker strengt taget ikke forestillingen om demonstration og krav om ændringer), er det lykkedes. Sådan en smuk dag med behagelig blæst, duver stofstykkerne smukt i vinden og bidrager på den måde til at genfortrylle verden og få den til at se ud som et smukt og roligt sted.
Måske er det kernen i Malene Landgreens sarte og poetisk kunstneriske udtryk? At tilføje skønhed til verdens prosaiske rum, som hun for eksempel gør det med sine udsmykninger, og dermed – som hun også gør i sine malerier og i udstillingen på Gl. Holtegaard – overføre til betragteren en forestilling om, at verden kunne være et bedre sted, hvis vi tog billedkunsten til os. Og ikke blot den, naturligvis. Litteraturen, dansen, teatret, musikken og så videre. Alt det som den store kultur kan gøre for, at tilværelsen bliver rigere og mere facetteret.
Malene Landgreen: Goodness gracious. Gl. Holtegaard. Vises til 3. juli.