Som han sidder der i lænestolen, ubarberet og bæller rødvin, er det svært at se, at Simon (i skikkelse af Søren Malling) er Danmarks største kunstner.
Med blikket svømmende rettet mod livets gang rabler han en uinspireret monolog af om kunstens status, der mest af alt minder om den selvsmagende Thomas Blachman i X-Factor. Eller om den selvelskende, ansvarsfrie Thomas (Jesper Christensen) fra DR’s ”Arvingerne”. Men i modsætning til sidstnævnte, er Simon umulig at holde af.
Simon er en sørgelig, oppustet mand, som har placeret sin status der, hvor sjælen burde bo.
Som kunstner er han feteret af gallerister og indkøbere. Simon har skabt sig et lille kongerige, hvor assistenter myldrer om ham.
Filmen starter, da Simons ukendte søn Casper (Jakob Oftebro fra ”1864”) dukker op i atelieret og skaber kaos. Kaos blandt kvinderne i haremmet. Kaos i Simons selvbillede.
Simon er elsket af hustruen Darling (Ane Dahl Torp), der holdes i stram snor. Han er også efterstræbt af den unge smukke Lai (Sus Wilkins), som den midtvejskrise-ramte kunstner udøver seksuel sindelagskontrol over.
Da Casper pludselig entrerer spektaklet, vil filmen gerne vise, hvordan Manden Simon ikke kan forene sig med at være Faderen Simon og derfor mister grebet om at være Kunstneren Simon. For Casper er ikke blot den søn, Simon forlod for 28 år siden. Han er også verdensberømt graffitikunstner. Graffitiens forgængelige midlertidighed står i kontrast til Simons klassiske værker, der er skabt i dødsangstens fæstnede blik på den evige eftertid.
Men karakteren Simon bliver aldrig en maskulin arketype. Han forbliver et postulat. Og samtidig er han uinteressant. Filmen gør det umådelig svært at engagere sig i denne tumpede mand, og derfor forsvinder ethvert grundlag for identifikation.
Hvor Søren Mallings kunstnermand står som 1968’ernes sidste krampetrækning, er Jakob Oftebros unge Casper flydende og får kun nogenlunde fast form i opposition til faderen.
De psykoanalytiske lag ligger åbent, og man kan have en fest med Ødipus-referencer. Men festen på lærredet bliver ikke omsat til følelser. ”Mesteren” virker som en kortfilm blæst op i spillefilmslængde eller som en soap-serie i miniformat.
Det er Charlotte Sielings anden spillefilm, efter at hun har instrueret store tv-serier både herhjemme og i USA. Produktionsdesignet er gennemført og København dragende. Det er manuskript, der står i vejen for filmen. Og der er endda også smidt et thrillerspor ind i ligningen.
Hvad vil Casper hos Simon? spørger filmen igen og igen. Jeg var egentlig ret ligeglad.
Den manglende ironiske distance til karaktererne gør også kvindebilledet i filmen fortvivlende.
Simons hustru og elskerinde ser kun sig selv som instrumenter for den mandlige kunstner, hvad enten det er faderen eller sønnen.
Det flamboyante kunstnermiljø er sært dragende, men ikke nok til at tilfredsstille nysgerrigheden efter, hvordan livet leves i de virkelig kreatives klasse. For filmens scener bliver sjældent omsat til liv.
Er ”Mesteren” en modig og tiltrængt anderledes dansk film om en narcissistisk mand? Nej. Selv ikke Søren Malling kan ændre på det.