Det skriver anmelderne om Yahya Hassans anden digtsamling

Han var blot 18 år, da hans første digtsamling udkom med et stort rabalder og ditto salgstal. Siden har der været alt andet end stille omkring den nu 24-årige Yahya Hassan, der i fredags overraskede alle med sin anden digtsamling. Men er han stadig relevant?, spørger en skeptisk anmelder. De fleste svarer ja

Yahya Hassan kom på alles læber, da han i 2013 udgav sin første digtsamling ”YAHYA HASSAN”. Nu er han tilbage med ”YAHYA HASSAN 2”. – Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Yahya Hassan kom på alles læber, da han i 2013 udgav sin første digtsamling ”YAHYA HASSAN”. Nu er han tilbage med ”YAHYA HASSAN 2”. – Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Den sorte forside med de hvide bogstaver, der blot dannede hans navn, opnåede hurtigt en næsten ikonisk status, da den udkom i 2013, og den blev en af de største sensationer i nyere dansk forlagshistorie. Yahya Hassan smed nemlig et kanonslag af en digtsamling på gaden, og den gav litterær såvel som politisk genlyd. Han blev stemmen fra ghettoen, som både i bogstavelig og overført betydning fremførte sit budskab med versaler, og som solgte mere end 120.000 eksemplarer.

Nu er efterfølgeren til ”YAHYA HASSAN” så i handlen. Den hedder ”YAHYA HASSAN 2”, ligner debuten til forveksling og sendte i fredags landets anmeldere på overarbejde. Og de har rubbet neglene, for allerede lørdag aften havde seks af de store landsdækkende aviser deres anmeldelse af digtsamlingen klar – og dommen over den svære bog nummer to er overvejende meget positiv. Som Lars Bukdahl skriver i Weekendavisen:

”Yeah Yeah! Som en tyv om natten, der godt og grundigt har siddet i brummen, ankommer Yahya Hassans bog nr. 2 spækket med oprømt trods og uformindsket poetisk styrke.”

Lars Bukdahl konstaterer, at digteren ”rent poetisk is still going strong”, at hans nye bog er ”karakterfuld og kanongod”, og at man ”midt i den meget bastante egomani og aggression” finder mange fine og underfundige sproglige detaljer.

Men det synes svært for anmelderne blot at læse ”YAHYA HASSAN 2” som et litterært og sprogligt værk, da digterens personlige historie såvel som hans politiske budskab kaster lange skygger. Således skriver Erik Svendsen i Morgenavisen Jyllands-Posten:

”Skandale på skandale er blevet afløst af glemsel eller opgivelse, for hvordan kan digteren genopstå, når hans liv er fuldstændig ramponeret? Men det kan han altså. Jeg vil ikke sige uden besvær. Men Hassan kan sit håndværk – om digtningen har været en parentes i et mareridt skal være usagt – og det er i mine øjne det, man skal måle digtsamlingen på. Omvendt er det næste umuligt ikke at læse den biografisk. Men Hassan gør sig også umage med – specielt i de længere digte, som er bogens bedste – at indskrive en større horisont end sin egen nære, der i sig selv er spækket med aggressioner, fornedrelse og forstemthed.”

Det bliver til fem stjerner ud af seks til ”YAHYA HASSAN 2” fra Erik Svendsen, der konkluderer:

”Det givende er, at manden formår midt i de korporlige og mentale slagsmål, som ville slå snart sagt alle i gulvet – permanent – at blive ved med at rejse sig og redde sig i og med et sprogligt overskud.”

Og det er netop det sproglige overskud, som Lilian Munk Rösing hæfter sig ved i Politiken. Hun giver fem hjerter ud af seks til en samling digte, der banker derudad ”med nødvendighedens drive”, og den unge digter følgende skudsmål:

”Yahya Hassan er sprogkunstner. En sprogkunstner er en, der kan lave musik med ordene og få øje på de skjulte ord i de eksisterende. Hvem har før fået øje på hadet i ordet kærlighed: KÆRLIGHAD? Hvem har set, at kun et bogstav skal udskiftes, før vi kommer fra solidaritet til solotrip: SOLODARITET? (…) Hvem har så stærkt og enkelt kunnet sammenfatte digterordets kraft og digterens udsathed, digterens vold og digteren i sprogets vold: ’JEG TOG ORDET I MIN AFMAGT’. Yahya Hassans digte er stadig skrevet med lutter versaler, og der er stadig både vrede og skrap kritik og ømhed og intelligens og fortvivlelse og solidaritet og solotrip og glimt af humor.”

Men der er dog også kritiske røster på spil. Således er der skepsis at spore i Berlingske hos Anne Sophia Hermansen, der trods forlagets påstand om det modsatte ikke føler sig sikker på, at Yahya Hassan stadig er relevant:

”Det er tvivlsomt, om ”YAHYA HASSAN 2” på nogen måde bliver dagsordensættende, for hvad er egentlig ærindet her? I den første digtsamling tematiserede han islam, ghettoerne og sine forældres svigt, og han har siden fået litterært følgeskab af Sara Omar, Ahmad Mahmoud, Ali Aminali, Aydin Soei og mange andre. Den nye digtsamling indeholder tilnærmelser til krænkelse af den offentlige moral, til latterliggørelse af #MeToo og ganske hårdtslående kritik af PET, men det er, som om vi har hørt det hele før.”

Det er ikke blot på det tematiske plan, at hun savner fornyelse. Det er også på det stilistiske, og hun oplever ikke, at den nye digtsamling ”brænder mellem hænderne på en” i samme grad som debuten, ”måske fordi de nødråbende versaler er blevet for rablende og meta-agtige og mere henviser til digteren selv end til den virkelighed, han engang så kompromisløst og originalt flyttede vores forståelse af”.

Anne Sophia Hermansen fremhæver som hovedparten af de øvrige anmeldere Yahya Hassans langdigte som de mest vellykkede, og selvom hun medgiver, at der er sætninger, der besidder ”skønhed og originalitet”, bliver det ikke til mere end tre stjerner til ”YAHYA HASSAN 2”, som ifølge Tue Andersen Nexø i Information er ”både god og ujævn, helt som sin forgænger, fyldt med både ret svage og umanerligt stærke digte”. Han mener dog heller ikke, at den kommer til at spille samme rolle i offentligheden som debuten:

”Det er svært at blive læst som den uhørte stemme fra ghettoen, når ens digte også handler om al den officielle sikkerhed, man vælger at sige nej til, og under alle omstændigheder er det svært at kaste det samme kanonslag to gange. Men mindre kan nok også gøre det.”

Tue Andersen Nexø bemærker, at der kommer noget ”spinkelt og næsten anstrengt over Hassans digte, som om de søger efter et svirp eller en pointe, der næsten altid ender med at være for lille eller for åbenlys”, når de fremtræder i kort form, men at de bliver bedre og bedre, jo længere de bliver – og om netop langdigtene skriver Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad:

”Her skifter motiver, stilarter, synsvinkler og tonefald uophørligt, når vi føres rundt i Hassans univers med voldelige overfald med rustne søm, sex på rastepladser, fixering på psykiatriske afdelinger, kokainrus, vold i familien, forfølgelse af pædofile på fængselsafdelinger og andre rå situationer. Er raseriet og vreden den drivende kraft i skriften, så er der imidlertid også passager, hvor man møder en følsom og sårbar side som modpol til den brutale og selvhævdende attitude.”

Og med fem stjerner til Yahya Hassan, der med sin nye bog står ”som en lysende skikkelse i det danske poetiske landskab”, konkluderer Peter Stein Larsen, at ”YAHYA HASSAN 2” er ”en imponerende helstøbt bog, hvor digteren udfolder sit enorme artilleri af poetiske virkemidler på en måde, der ikke står tilbage for etteren fra 2013.”

I ”Bogen i tiden” skriver vi om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.