Den prisvindende Yan Lianke er en sværvægter inden for kinesisk nutidslitteratur. Han udsender nu sin tredje roman på dansk og deltager samtidig i Louisiana Litteraturfestival nord for København den kommende weekend.
”Lenins kys” er undsluppet hjemlandets censur i modsætning til flere af forfatterens andre bøger, for eksempel de to tidligere bøger på dansk, ”Folkets tjener” (2008) og ”Landsbyens blod” (2012).
Handlingen tager sit udspring en sommer i slutningen af 1990'erne i landsbyen Lykken i Baloubjergene, hvor de fleste er blinde, døve eller krøblinge.
Tidligere har Lykken været glemt af systemet og måske derfor været paradisisk velfungerende, et fristed for samfundets outsidere, men siden 1950'erne har landsbyen deltaget i samfundet med store omkostninger, blandt andet under kulturrevolutionen.
Ved romanens begyndelse er området, som Lykken ligger i, ramt af en mindre naturkatastrofe. Den lokale amtsdirektør får den forrykte idé at forsøge at købe Lenins balsamerede lig i Rusland og udstille det for at skabe en turist- og pengestrøm til området.
En kopi af Maos mausolæum opføres, og Lykken-beboerne sendes ud i to gøglertrupper for at tjene penge til i fællesskab at kunne købe liget. Lykkens leder, en aldrende kvinde, er imod, men øjner så en chance for igen at få meldt landsbyen ud af samfundet og vende tilbage til tidligere tiders idyl.
”Lenins kys” består af en række dele og underkapitler med kun ulige numre, som for at signalere, at der er noget, der ikke trykkes med i denne roman. Overskrifterne er tilforladelige, de danner tilsammen et træ, fra ”rødder” over ”stamme” til ”frø”. Der er en række noter til ord undervejs.
Nogle gange uddybes udtryk som skulle være dialekt, andre gange udgør noterne små historier i selvstændige kapitler. I den i øvrigt imponerende oversættelse er det svært at gennemskue, om sidebemærkningerne rent faktisk har en ordforklarende funktion eller er et rent fiktivt greb. På dansk fremstår de alene som det sidste.
Tonen er nogle gange som taget ud af et eventyr eller en fabel, andre gange fortælles om overgreb, så det næsten opleves som et råt stilbrud. Komikken og satiren står stærkest.
Amtsdirektøren fremstilles som rent ud latterlig og megaloman, men han repræsenterer også det politiske system som et magtsystem, hvor den lille embedsmand kan tro sig stor.
Hans idé om at købe Lenins balsamerede lig udstiller enhver totalitarismes dyrkelse af ledere, nulevende som døde. Samtidig tror folk naivt på hans agitatoriske taler om, hvordan guldet vil strømme, og gaderne belægges med marmor, når først det balsamerede lig er i hus.
Ligesom alle, inklusive de fleste Lykken-beboere, der ellers har sympatien i romanen, fremstilles som nogle, der kan drives af penge.
Lianke har skrevet en gøglende og mildt grotesk roman, der dygtigt spejler det kinesiske samfund og de muligheder for at skrive, der er. Den er lidt lang i forhold til, hvad formen kan bære, men også stærk som et satirisk spejl. Ikke kun for hjemlandet, men også for almene menneskelige træk som naiv paradisdrøm, griskhed og selvoptagethed.