Det forhold, at et klassisk musikværk har en titel, der rækker ud over en nøgtern opusnummerering, er ikke nødvendigvis en garanti for dets kunstneriske værdi. I mange tilfælde skyldes ”kælenavnet” en påhitsom forlægger eller en skrøne – det skulle med andre ord fungere som en del af markedsføringen. Alligevel er det ingen overdrivelse at hævde, at Beethovens tre klaversonater med betegnelserne ”Pathétique”, ”Måneskinssonaten” og ”Appassionata” – komponeret i henholdsvis 1798, 1801 og 1806 – er blandt de vægtigste værker, han skrev i den genre, som var hans kompositoriske værksted, og hvor det blev til hele 32 af slagsen.
Det var netop disse tre, der var programsat, da pianisten Katrine Gislinge onsdag aften – hvor store dele af Danmark som følge af den tiltagende coronavirus begyndte at lukke ned – satte sig foran flygelet i Hellerup Kirke. Hun var alene ved sit instrument, for det viste sig ikke at være nødvendigt med en nodevender, al den stund hun med største selvfølgelighed spillede alle tre sonater uden partitur. Til gengæld gav hun os en kort introduktion til alle tre. Her betonede hun sonaternes mangfoldighed og kontrastrigdom og gjorde helt relevant opmærksom på, at Beethoven ganske vist regnes som en wienerklassisk komponist, men at hans værker i høj grad peger frem mod romantikken.
Efter at have hørt Katrine Gislinges suveræne og personlige fortolkning er man tilbøjelig til at hæfte sig stærkest ved det romantiske aspekt. Vi fik i den grad kontrastrigdommen at høre i alle tre sonater, sats efter sats foldede skønheden, alvoren og glæden sig ud, stemningsskiftene kom hurtigt, men sammenhængen virkede hele tiden indlysende. Det var nærliggende at tænke på chefdirigent Fabio Luisis ord om, at ”Beethoven skrev fremtidens musik – og den føles stadig ny for os i dag”.
Det var naturligvis en ordentlig mundfuld at få de tre ikoniske sonater spillet næsten uden pause, godt fem kvarter med centrale Beethoven-værker fremført af kun én musiker. Når det alligevel ikke blev tungt, hænger det ikke alene sammen med Katrine Gislinges professionelle kompetence, men også med hendes æteriske fremtoning, der selvfølgelig også afspejlede sig i selve hendes spil, de fjerlette, poetiske anslag, især i de langsomme satser. Men vi kom hele Beethoven-kompasset rundt og fik ikke mindst i ”Appassionate” den tordnende heroiske Beethoven at høre, skæbnens slag i klavermusikken som et varsel om hans femte symfoni, som han færdiggjorde to år senere.
Personligt har jeg gennem tiden hørt mange navnkundige pianisters fortolkning af værkerne, men måtte konstatere, at alle sammenligninger var overflødige, for Gislinge spillede nok stærkt og personligt, men aldrig til den outrerede eller manierede side.
Det er ingen overdrivelse at påstå, at musikken blev Beethovens redning i en alvorlig periode i hans liv. Det var i efteråret 1802 – midtvejs mellem de tre klaversonater – at han nedslået over sin tiltagende døvhed skrev det berømte Heiligenstadt-testamente, hvor han meget bevægende gav udtryk for tanken om at tage sit eget liv. Lykkeligvis valgte han at leve videre for musikkens skyld.
Den mindeværdige aften i Hellerup Kirke var kommet i stand for at fejre 250-året for Beethovens fødsel og blev en velgørende bekræftelse af kunstens kraft til at hjælpe os i krisetider.