Prøv avisen
Bog

Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama er ytringsfrihedens ildsjæle

5 stjerner
Med det enorme værk ”MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark” gør professor Frederik Stjernfelt og direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, deres for at skabe et mere grundigt kendskab til ytringsfrihedens udvikling. Foto: Leif Tuxen

Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama har skrevet et imponerende værk om ytringsfriheden. Nu mangler vi bare, at de mere indgående forholder sig til islam

I betragtning af, hvor meget vi i de senere år har diskuteret ytringsfrihed, kunne man næsten forledes til at glemme, hvor langt begrebet rækker tilbage i historien. Med det enorme værk ”MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark” gør professor Frederik Stjernfelt og direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, deres for at skabe et mere grundigt kendskab til ytringsfrihedens udvikling.

Bogen, der er på mere end 1000 sider, er totalt uhåndterligt stor og burde have været udgivet i to bind, men nu ligger den her altså som en kæmpe orange mursten, der dog bestemt er værd at løfte og læse. På kronologisk vis bevæger forfatterne sig op gennem danmarkshistorien startende med Reformationen og den lutherske teologis indgriben i danske forhold. Herefter følger 1700-tallet med oplysningsvinde og Struensees kamp for mere fri tale og videre i retning af de mange diskussioner om Grundlovens formuleringer og Grundtvigs syn på frihed.

Vi præsenteres for milepæle som pornografiens frigivelse, betingelserne under besættelsen, den kolde krig, den anspændte indvandrerdebat og naturligvis Muhammedkrisen og alt dens væsen. Det er en kraftpræstation at skabe et sådant overblik, og MEN (der jo hedder sådan på grund af den lille tilføjelse, man kan komme med efter at have understreget sin opbakning til ytringsfrihed) er en væsentlig udgivelse leveret af to ildsjæle, der elsker ytringsfrihed og vedvarende ønsker at advare mod den ufrie tilstand, som det lille ”men” kan bane vejen for.

Læs interview med forfatterne her. 

De har hørt det før, og de kan tåle at høre det igen. Stjernfelt og Mchangama er en slags ytringsfrihedsfundamentalister, hvilket gør, at deres imponerende værk appellerer til lidt modsigelse. For mens man jo må medgive, at ytringsfrihed og dermed også religionskritik er uomgængelige grundpiller i et frit samfund, går de så næsten klinisk til værks, at man som læser brænder inde med en række tanker.

To eksempler følger her. Det første har at gøre med Luther og reformationen. Forfatterne gør en stor pointe ud af at understrege, hvordan reformationens indførelse i Danmark ikke skabte hverken ytringsfrihed eller trosfrihed, men snarer undertrykkelse. At lutheranismens udbredelse sker som en tvungen statsordning med begrænset plads til fri tænkning er ingen nyhed og hører naturligvis med til beskrivelsen af epoken, men man savner, at Stjernfelt og Mchangama udviser mere interesse for den åndsfrihed i den enkelte, som Martin Luther var med til at søsætte. Den ændrede ikke samfundsstrukturen på få årtier, det er sandt, men den skabte en udvikling i menneskesyn og gudsforhold, der fik betydning, og denne mere eksistentielle vinkel er ikke forfatternes stærke side.

Et andet eksempel ser vi med den frigivne pornografi i 1960’erne, hvor den såkaldte pornografiparagraf blev afskaffet. Stjernfelt og Mchangama bemærker, at trods det danske frisind ”kan obskønitet, porno og sex stadig få sindene i kog og føre til, at myndighederne skrider ind.” Man aner, at de ser denne indskrænkning af ytringsfrihed som forkert, og igen får man lyst til at udfordre deres lidt mekaniske tænkning. For det giver vel ganske god mening, at et samfund fastholder nogle normer angående vulgariteter i offentligheden og sætter grænser for reklamering og fremstilling af kroppen. Netop omgangen med pornografi er et godt eksempel på, at frihed kan føre til forråelse, og ser forfatterne det slet ikke som et sundhedstegn, at sindene stadig kan sættes i kog?

Muhammedkrisen betød et kvantespring i diskussionen om ytringsfrihed herhjemme, og Stjernfelt og Mchangama har et skarpt blik for de mange strømninger, der her stødte sammen. Kampen mellem den såkaldt humanistiske og den nationalkonservative islamkritiske fløj var (og er) central, og mange personspørgsmål kom i spil. Det ultimative forsvar for ytringsfrihed, der fulgte efter Jyllands-Postens tegninger af Muhammed, blev for nogen svært at opretholde i den senere debat om radikale imamer, der modarbejder samfundet, for sagen er jo, at islam af nogen ses som en så farlig strøm i samfundet, at den skal inddæmmes på særlig vis.

Den tanke abonnerer Stjernfelt og Mchangama ikke på. For det første skelner de ikke mellem religioner, og for det andet er deres grundsyn på ytringsfrihed så absolut, at de primært ser det som deres opgave at påpege dobbeltstandarder og uregelmæssigheder. Dette er bestemt nyttigt og interessant, men man skal ikke glemme, at forfatterne også selv har deres kæpheste. Vi kender for eksempel Frederik Stjernfelts altid levende uvilje over for Luther, og spørgsmålet om ytringsfrihed er sjældent kun teknisk, men også personligt. ”MEN” er en respektindgydende bog skrevet af to vidende mennesker, men med den store anerkendelse af præstationen skal følge en konstatering af, at den kommer lidt nemt om ved nogle af de dybt komplicerede spørgsmål, som synet på ytringsfrihed fører med sig. Ikke mindst i forbindelse med islam. 

Nu kunne denne bog jo dårligt være længere, men vi ser frem til, at Stjernfelt og Mchangama giver sig til at analysere islam med samme iver, som de kaster sig over luthersk kristendom. Det kunne være interessant at se, hvordan disse to begavede mennesker i mere detaljeret forstand opfatter islams betydning i samfundet. Og om overvejelserne måske ligefrem i længden kan få betydning for deres syn på ytringsfrihed.