Veloplagt forfatter drømmer om, at krisen skal forandre verden

En veloplagt Slavoj Zizek fortæller i ”Pandemi! Covid-19 ryster verden” jokes om at lide under coronakrisen

Veloplagt forfatter drømmer om, at krisen skal forandre verden

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, udtalte i begyndelsen af året, at der ikke findes liberale mennesker. ”En liberal er ikke andet end en kommunist med et eksamensbevis.”

Dette elskelige udsagn i al sin kategoriske dumhed kan den slovenske stjernefilosof Slavoj Zizek godt lide. For en selvproklameret kommunist (med et eksamensbevis) som ham kan det bruges til den for Zizek så typiske kulturkritik gennem medie- og popkulturiagttagelser. I sin nye lille bog om coronakrisen skriver Zizek i let form og kronik-lignende stil, hvad krisen gør ved ham selv og ved det globale samfund. Han bruger anledningen til at drømme om kommunismens komme:

”Men hvad nu, hvis det forholder sig omvendt? Hvad nu, hvis vi udnævner alle, som er snævert optaget af at værne om vores friheder, til ’liberale’ og kalder dem, som har indset, at vi kun kan redde disse friheder, hvis vi radikalt reformerer globalkapitalismen, for ’kommunister?’ I så fald kan vi i dag sige, at de, som forstår sig selv som kommunister, er liberale med eksamensbeviser. Nemlig den slags liberale, som har gennemskuet, hvorfor vores frihedsværdier er truet, og indset, at vi kun kan redde dem gennem radikale forandringer.”

Således insinuerer Zizek konstant gennem denne kronikagtige bog, at det, der kommer efter coronakrisen, er en form for nødvendig og godartet kommunisme, der vil skabe ”radikale forandringer” af et eller andet. Zizek kommer flere gange med den personlige betroelse, at han godt kan lide tanken om den isolation, coronakrisen har skabt for typer som ham. Eftersom han ikke er den typiske kosmopolitiske, centrumvenstre-tænker med bopæl i Berlin og hældning til moralisme, caffe latte og hykleri, forstår han, at det ikke er alle, der har samme slags arbejde som han selv. Zizek er snarere en usoigneret gammeldags marxist, hvilket i parentes bemærket er klart at foretrække af de to typer. Derfor ved han godt, at han ikke kan tillade sig at nyde krisen. Til gengæld mener han retfærdigvis, at en type som han, stadig gerne må tænke over, hvad den kan medføre til fordel for det bedre og de andre.

Zizeks tese er, at krisen vil ”ryste os i vores grundvold”. Det står ikke særlig klart hvorfor. Det synes i øvrigt blot at være blevet en almindelig antagelse blandt alle, der enten keder sig eller gerne vil have en holdning. I hvert fald er det en antagelse, at alt vil blive anderledes. Han argumenterer for, at vi i stigende grad vil ”sande, at markedsmekanismerne ikke er nok til at hjælpe os imod kaos og sult. Foranstaltninger, som i dag vil forekomme de fleste af os ’kommunistiske’, må derfor overvejes indført på det globale plan: Koordinering af produktion og distribution må finde sted uden for markedets koordinater.”

Med denne form for tankemønstre synes Zizek at antage, at historien automatisk vil bevæge sig efter denne logik. Andre tidspunkter lyder det snarere, som om det er en påstand om, hvad man burde gøre.

Det, der nemlig er noget af det værste for Zizeks eksistens under krisen, er, at mange reaktionære kræfter taler, som om vi vil vende tilbage til normaliteten, når krisen er overstået:

”Hvad der især irriterer mig er, at når medier og magtinstitutioner skal bekendtgøre en nedlukning eller aflysning, sætter de som regel en klar tidsgrænse og informerer os f.eks. om, at ’skolerne vil holde lukket frem til 10. maj.’ Den uudtalte og bagvedliggende store forventning er, at efter epidemiens kulmination, der antages at være nært forestående, vil alting vende tilbage til deres vante gænge.”

Man fornemmer således en klar modvilje i selve tanken om, at krisen kunne gå hen og undlade at have omkalfatrende konsekvenser for vores livsform, hvormed man også må konkludere, at marxisten mener, at der er et problem ved ”den vante gænge”.

Denne modvilje bliver tydelig i en bemærkelsesværdig og typisk charmerende passage for Zizek. Ligesom han må bekende, at han kan lide isolationstanken, indrømmer han også, at han drømmer om at besøge Wuhan:

”De forladte gader i en megalopolis – de normalt så travle bycentre, der ligner spøgelsesbyer (…) ingen kunder, bare en enlig vandrer eller en enkelt vil her og der, giver et glimt af, hvordan verden kan se ud i et samfund uden forbrugerisme. Den melankolske skønhed ved de tomme gader i Shanghai eller Hong Kong minder mig om nogle af de gamle post-apokalyptiske film.”

Der er således ingen tvivl om, at Zizeks ”irritation” over forestillingen om, at krisen ikke vil ændre noget, også bunder i en almindelig modvilje mod det bestående; det er apokalyptiske ønskedrømme. Det er selvsagt en ærlig sag, men det er værd at tænke over, hver gang man læser en kronik i The Guardian eller Die Zeit af Zizek, hvor det lyder, som om at man vil indføre en ”kommunisme light” for at beskytte vores frihedsværdier. Det gør det også, men ikke kun. Det handler også om en generel væmmelse mod selve eksistensen; at retfærdigheden ikke findes, så længe der findes mennesker.

Når Zizek er god, er det forbløffende eminent systemisk kulturkritik med Hegel og Lacan som forudsætning, men med popfilm og medieanalyser som eksempel. Når han er dårlig, er det den vanlige marxistiske antydning af, at alle krisetegn, fra ens egne smålige depressioner til coronakriser, er tegn på en fremmedgørelse, der ultimativt vil ende med at afskaffe menneskets falske bevidsthed. I ”Pandemi! Covid-19 ryster verden” får man begge sider af fænomenet Zizek, og for så vidt er det en god udgivelse.