Institutioner som familien, skolen og kirken er eroderet. Børn reduceret til morgendagens forbrugere. Samfundets fattigste nægtes anerkendelse og betragtes som ubrugelige restprodukter af forbrugerismens altoverskyggende primat.
Problemerne flyder mildt sagt omkring i ”Fagre flydende verden”, sådan at bogens titel mest af alt giver indtryk af sarkasme på vegne af dens ophavsmand, sociologiprofessoren Michael Hviid Jacobsen, der har klippet uddrag af den engelsk-polske sociolog Zygmunt Baumans sene produktion sammen.
Og den onde ophavsmand til denne ophobning af problemer i den flydende modernitets skvulp? ”It's the economy, stupid”, som en Clinton-rådgiver sagde med et berømt citat. Økonomi er altid vigtigst. Den tilstand, i hvilken vores verden har befundet sig de seneste årtier, er med Zygmunt Baumans eget udtryk ”den flydende modernitet” - en metafor, der tilsyneladende spreder sig som enten pest eller blomsterstøv, alt efter ens præferencer. Baumann indledte sin karriere som succesfuld sovjetisk efterretningsofficer, men endte den som feteret sociologiprofessor i engelske Leeds. En bemærkelsesværdig rejse fra Sovjet og afhandling om Lenins demokratiske centralisme (ja, De læste rigtigt) til eftermodernitetens store essayistiske diagnostiker.
I den fase, som Michael Hviid Jacobsens klip her introducerer gennem uddrag fra diverse Bauman-bøger mellem årene 2005 og 2011, handler det om følgerne af den tilstand, vi lever i. Bogen er god, fordi den kyndigt og præcist opfylder sit mål om at vise de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser, som den flydende modernitet ifølge Baumann har. Men bogen er dårlig, fordi den afslører Baumans nærmest utilbørlige pletsyn og hans ensidige besættelse af forbrugskultur.
Der gøres mange korrekte iagttagelser om den selvoptagede individualisering og om autoritetstab, og de gøres i Baumans ofte forrygende essayistiske stil. Hør blot hans sarkastiske udlægning af selvrealiseringsidealet af i dag: ”Vi har øjensynligt intet andet valg end at finde ud af, hvordan vi kan bevæge os længere og længere ind i vores indre, der synes at være den mest private og afskærmede niche i en basaragtig, overbefolket og støjende erfaringsverden. Jeg leder efter 'mit sande jeg', som jeg formoder, er skjult et eller andet sted i dybet (...) Jeg forsøger at foretage en Hussserl-agtig, om end hjemmestrikket og for det meste lettere forkølet 'fænomenologisk skuen' ind i min sande og ubesmudsede, genuint 'transcendentale' subjektivitet.”
En fornøjelig og præcis beskrivelse af en af de mest dekadente sider af tidens individualiseringstrang, og eksempler som dette er tegn på, at Bauman ganske korrekt har set farerne ved atomiseringen af samfundet og eroderingen af rigtige fællesskaber. På samme måde har han også ganske ret, når han hævder problemerne i instrumentaliseringen af børn og forældrenes autoritetstab til fordel for forbrugerismens herredømme over dem.
Problemet er, at Bauman som alle gode marxister end ikke overvejer, om der kunne være andre faktorer end kapitalistiske undertrykkelsesmekanismer, der bidrager til at skabe disse problemer, og om ikke det var mere civilsamfund, mere folkelighed, der var løsningen, i stedet for mere statslig påvirkning.
Bauman hævder tilsyneladende i ramme alvor, at det er forbrugerismens skyld, at kirken og skolen ligger i ruiner, at kommercialiseringen af vores børn kun er nyliberalismens skyld, og at vi udelukkende holder flygtninge og indvandrere ude, fordi de ikke kan blive gode forbrugere. Det kunne jo være, at autoritetstabet samt kirkens og skolens sammenbrud også delvist skyldes oplysningstraditionen fra den franske revolution til 1968 med deres frigørelsestro og følgende narcissisme? Eller at vi lukker grænserne for visse flygtningestrømme, fordi vi med Karl Popper i tolerancens navn hævder retten til ikke at tolerere de intolerante?
Videre mener Bauman i ramme alvor, at mange af den flydende modernitets udfordringer kommer af, at vi har for højt niveau af de-regulering, og at løsningen tilsyneladende er mere stat. Nu er der jo ingen absolutte sandheder i politik, så det kunne selvfølgelig være, at manden har ret.
Men hvis denne bog skulle få Bauman til at fremstå som en stor tænker, ville han som minimum forklare os, hvordan han mener, at disse ting er selvindlysende.
kultur@k.dk