Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.
167
En drøm om et folk, der med udsyn og ånd
bevarer en ligevægtssfære,
hvor livet kan forme sig værdigt og frit
og mer ikke blot kræver mere.
En fremtid, der skabes i tæt symbiose
med lærker og viber i engdrag og mose,
for vist vil de komme,
vil viberne komme igen.
Lisbeth Smedegaard Andersen: For vist vil de komme (2019).
Da tidligere statsminister Anker Jørgensen (S) blev begravet fra Grundtvigs Kirke i København i 2016, blev der sunget fællessang. Ikke kun fra den sorte salmebog, men også fra den blå højskolesangbog, hvor man sang den røde arbejdersang ”Når jeg ser et rødt flag smælde”. Oskar Hansens sang fra 1923 er også med som nummer 538 af de i alt 601 sange i den nye, 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkom i går.
”Det var et paradoks, at man til en begravelse i en kristen kirke sang en socialistisk sang, og at hele borgermusikken anført af den daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte brumme med. Det er det fine ved dansk kultur, at vi kan synge med på hinandens sange i respekt for hinanden. Og det er det fine ved Højskolesangbogen, at en kristen, konservativ sang som ’Udrust dig, helt fra Golgata’ kan stå side om side med kommunisternes kampsang ’Internationale’,” siger Jørgen Carlsen, formand for Højskolesangbogsudvalget.
Netop dét har altid været det særlige ved Højskolesangbogen. Og Højskolesangbogens påstand er, at dét er det særlige ved danskerne som folk. Vi har meget forskellige holdninger, meget forskelligt syn på, hvad der er gode sangtekster og smuk musik. Men vi kan samle 601 sange, der stikker lidt i alle retninger, og betragte det hele som fælles dansk sangskat.
Vi kan slås om, hvorvidt det er passende at synge højstemte sange om unge, blonde piger eller militaristiske antityske sange i en multikulturel, globaliseret nutid, eller om det er passende at putte en vanskeligt sangbar ramadansang ind i et dansk nationalklenodie og sidestille disse sange med alle de andre. Det mener Højskoleudvalget, at det er. Det ”bevarer en ligevægtssfære”, som Lisbeth Smedegaard Andersen skriver i den nye højskolesang ”For vist vil de komme”. Eller som Jørgen Carlsen formulerer dette træk ved dansk kultur:
”Vi kan være enige om at holde sammen på uenigheden.”
481
Synger om, hvad livet vil,
hver dag vi er til stede.
Jens Rosendal: Kærlighedssang ved et tab (2001).
Højskolesangbogen er lidt af hvert denne gang. Det er alle klassikerne. Det er det land, hvor H.C. Andersen er født, har rod og har hørt sin moders stemme. Hvor Grundtvig skrev sang på sang om, hvor folkeligt det hele skulle være, og hvor Poul Henningsen satte ord på den kulturradikale kritik af alt det bestående.
Det er landsbykirken, men det er også minareten. Det er nationalkomponisten Carl Nielsen med de fantastisk sangbare melodier om rejselystne flåder og blonde piger, det er den flabede nationalskjald Kim Larsen og de andre Gasolin-drenge på vej over Langebro en tidlig mandag morgen engang i de mistrøstige 1970’ere, det er Anne Linnets senmoderne hyldest til en forårsdag, hvor solen bare skinner, og det er Simon Kvamms omvendte H.C. Andersen ”At dø er at rejse” med åbningslinjen ”Nu går vindmøllerne i stå”, tilegnet den nye Roskilde Festival Højskole.
Det er et fjernt ekko af 1860’ernes højskolebevægelse, 1920’ernes fællessangs-bevægelse, besættelsestidens alsang og 2000’ernes og 2010’ernes nye fællessangs-bevægelse.
Højskolesangbogen er ikke en international sangbog, selvom udenlandske pop- og rocknavne som David Bowie, Lou Reed, Sting, Joni Mitchell og Leonard Cohen denne gang har en sang med hver. Det er en sangbog til befolkningen i det særegne land Danmark, hvor man som noget helt unikt ”synger sine digtere”, som det udtrykkes i sangbogens forord, der følger efter et Jens Rosendal-citat om at ”synge om, hvad livet vil”.
Men selv i en national sangbog skader det ikke, at folket har ”udsyn og ånd”, mener Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.
”At vi i Danmark har Højskolesangbogen, er for mig at se tegn på, at vi har en folkeånd på den rigtige måde. Det vil sige, at vi er glade for vores egen kultur uden at forkaste de andres. Jeg synes, det er meget fint, at vi kun meget lidt hænger vores danske kultur op på folkedragter, men at det at synge sammen stadig betyder noget for mange i Danmark,” siger han.
69
Du skal elske din næste som dig selv,
du har døgnvagt på din egen sjæls hotel,
du skal åbne dine døre
og la folk gå ind med pløre.
Iben Krogsdal: Du skal elske din næste som dig selv (2009).
Hvis nogen er bange for, at alle klassikerne er gledet ud af Højskolesangbogen, kan vi berolige med, at det absolut ikke er tilfældet. 450 sange er kommet med over fra den gamle til den nye sangbog. Blandt de udrangerede sange er en del, der var nye i den 18. udgave, og nogle stykker, der var engelske oversættelser af danske klassikere. Det er dog også blevet et farvel til Shu-bi-duas ”Danmark” samt et par sange af Clausen & Petersen, ”Friheden flyver” og ”Mormors kolonihavehus”. Ifølge Jørgen Carlsen er grunden, at hvis disse sange skulle være med igen, ville de opnå klassikerstatus, og det har de ikke kvaliteten til.
Derudover har en del ældre salmer og bibelhistoriske sange forladt sangbogen. Mastodonten i dansk salme- og sangskrivning, N.F.S. Grundtvig, har stadig 67 tekster med i Højskolesangbogen, men for eksempel er Thomas Kingos bidrag halveret fra 12 til seks sange. I stedet er der kommet en række nye salmer til af digtere som Iben Krogsdal og komponister som Janne Mark, der også har skrevet en enkelt tekst, ”Et hus at komme til”. De nye sange er melodimæssigt mere rytmiske og indholdsmæssigt mere nutidige og tættere på danskernes dagligdag i storbyen.
”Der er lige så mange salmer med som sidst. Men vi har bestræbt os på, at tærskelen til kirkerummet ikke må blive så høj, at den moderne dansker ikke kan skræve over den. Derfor har vi gjort plads til nogle af de nye, tapre forsøg på at skrive salmer inden for en nyere tidshorisont,” forklarer Jørgen Carlsen.
486
Hvor ømheden er
marcherer vi tappert med velviljens hær
en kærlighed tyndslidt og helt desperat
kun båret af løfterne, stålsat og klart
Stine Pilgaard: Fortabt er jeg stadig (2018).
415
Giv mig kanterne. Glem nu København.
Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn.
Hold stand!
Fra Dybbøl til Rimmerby Strand.
Det er smukt, det er større, end du troed’.
Det’ godt for det, der er oppe i dit hoved.
Kjartan Arngrim: Danmarksfilm (2014).
I den 19. udgave har der været bestræbelser på at få andre kulturer i Danmark, mere storbyliv og flere sange af kvinder med. Disse kategorier har nemlig været stærkt underrepræsenterede.
”Radio- og højskolemanden Finn Slumstrup sagde engang, at hvis der landede et rumskib fra Mars i Danmark, og marsboerne på én eller anden måde fik fat i en Højskolesangbog og blev i stand til at oversætte dens indhold, ville de tro, at stort set alle danskere er bønder. Det har traditionelt været landbrugslandet, vi besang. Nu har vi taget nogle sange med, der forsøger at sætte ord på det liv, mange moderne mennesker lever i storbyen,” forklarer Jørgen Carlsen.
Han nævner blandt andet ”Hvad tænker Ingrid på?” af Mads Eslund og Tue West, en yderst socialrealistisk skildring af den storbystressede, køns- og kulturmangfoldige københavnske Nørrebro-nutid, og Stine Pilgaards langt smukkere og mere poetiske hyldest til den vedvarende hverdagskærlighed, ”Fortabt er jeg stadig”, der er skrevet som en tekst, der kører i ring ligesom en sonet.
Jørgen Carlsen vedstår gerne, at flere af de nye tekster kan tolkes som et tiltagende københavneri i Højskolesangbogen, men påpeger, at det altså også er omkring en fjerdedel af befolkningen i Danmark, der bor i hovedstaden.
Og københavneriet er ikke mere omfattende, end at en stor del af de klassiske hyldester til Landbo-Danmark stadig er med. Det Danmark, hvor vinteren rinder i grøft og i grav, hvor det lysner over agres felt, og hvor havren står med sine bjælder på. Og der er også blevet plads til, at Kjartan Arngrim og Folkeklubben kan skrive sig ind i den blå sangbog med en skæv hyldest til Bagenkop, Dybbøl og alt det og alle dem, der er udkant i enhver forstand.
Ifølge musikforsker og debattør Henrik Marstal er der flere markante nye udviklinger i den 19. højskolesangbog i forhold til de 18 tidligere. Hele det kvindelige univers er mere med i kraft af, at andelen af forfattere og komponister af hunkøn er forøget. Samtidig er det populærmusikalske musikudtryk bedre indarbejdet i både sange og salmer i en grad, som ikke er set før. Men fordi den nyere musikstil er mere med, betyder det ikke, at teksterne er mere overfladiske, mener han.
”Jeg mener, at der i denne sangbog er blevet afsat mere plads til hudløse, inderlige sange og mindre ironisk distance,” siger Henrik Marstal, som var stærkt kritisk over for den forrige højskolesangbog, men ser mere forsonligt på denne.
Jørgen Carlsen deler den opfattelse, at de nyere sange ikke er udtryk for lalleglad popkultur, men ofte er særdeles alvorlige sager. Og i øvrigt er der mange koblinger mellem ældre tekster og nye melodier, påpeger han:
”For eksempel er der hele to bud på en melodi til Tove Ditlevsens ’Så tag mit hjerte’. Michael Bojesen lavede i 2007 en melodi, som var helt ovre i det disneyficerede, sentimentale hjørne. Det er ikke nødvendigvis negativt. Jeg holder meget af Disney. Men siden har Thomas Clausen komponeret en melodi, der tager teksten et helt andet jordnært sted hen. Vi har taget begge melodier med, for der kan være en anledning til både den ene og den anden version.”
At Højskolesangbogen ikke bare er lystige viser, understreges ifølge formanden af sang nummer 219, som bygger på et digt, Pia Tafdrup har skrevet efter Utøya-massakren i Norge i 2011. Digtet ”Syv kjoler for synligheden”, der handler om frygt, kynisme, sorg og smerte, men også om håb og glæde på trods, er sat i musik af Janne Mark i 2019.
219
Jeg syr på kjolen, som kan bæres
trygt af den, der kender håbet,
vævet ind er venners latter,
stille glædestårer, lysten
til at vågne op på trods af
liv, som katastrofen tog — den
reflekterer solens stråler.
Pia Tafdrup: Syv kjoler for synligheden (2012).
139
Når mit regnskab det skal gøres op,
så tror jeg nok, Vorherre får en prop,
for jeg har syndet, så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke læng’re.
Kim Larsen: Den lige vej (2017).
Hvis regnskabet for den danske fællessang skal gøres op her i efteråret 2020, er vurderingen, at den aldrig har stået stærkere.
I coronatiden blev der pludselig indført morgensang på tv og fællessang fredag aften i den bedste sendetid. Forud for dette gik ifølge Jørgen Carlsen en opblomstring af interessen for folkelig fællessang af både klassisk og mere rytmisk art, som blandt andet kom til udtryk i, at Det Kongelige Teater i 2017 spillede teaterkoncerten ”Højskolesangbogen” for fulde huse, og at dels Benny Andersens død i august 2018 og endnu mere Kim Larsens død blot halvanden måned senere fik engageret og aktiveret en meget stor del af den danske befolkning.
”Vi har haft Maratonsang i 10 år, men hvis du spørger, hvornår i historien den folkelige danske sang toppede, vil jeg sige lige nu. Det er ikke alle, der synger de sange, men de fleste har et positivt forhold til dem. Vi vil gerne tage de gode, traditionelle sange og udvide repertoiret en smule ved at nærme os den jævnhed, der er i almindelige folkelige forsamlinger,” siger Jørgen Carlsen, der som eksempel nævner Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” som en sang, der er blevet sunget rigtig meget i årevis, men hvis tekstlige tyngde længe blev vejet og fundet for let. Det er den ikke mere.
Omvendt viser for eksempel valget af nye Kim Larsen-sange, at det heller ikke ligefrem trækker ned, når en gammel popsanger på sit sidste album helt uden ironi kunne synge om, at han havde syndet, så det stod i stænger, men nu bad om ”nåde og miskundhed”.
Også Henrik Marstal er glad for, at netop dén Kim Larsen-tekst er med. Og så er han glad for, at den anden nyligt afdøde nationalskjald, Benny Andersen, ligesom Larsen har fået flere tekster med. Blandt andet den sang, der ifølge musikforskeren i to ord udtrykker essensen af, hvad Højskolesangbogen skal rumme: sange og kærlighed.
132
Mor jer nu godt, når jeg er borte.
Jeg ønsker jer sange og kærlighed.
Denne artikel er en del af Kristeligt Dagblads dækning af den nye udgave af højskolesangbogen. Du kan følge dækningen og få en mail, hver gang en ny artikel om sangbogen er klar. Klik her.