Lene Pind retter sig op i den blå sofa i stuen med udsigt over Kalvebod Fælled i København, og øjnene bag brilleglassene bliver ivrige, da samtalen kommer ind på MeToo. Aftenen forinden har en tidligere sekretær i Socialdemokratiet i TV Avisen fortalt, hvordan hun følte sig krænket af den forhenværende højtstående socialdemokrat Carsten Hansen, og 77-årige Lene Pind, der er tidligere formand for Dansk Kvindesamfund, er begejstret over, at danske medier nu sætter fokus på overgreb og magtmisbrug mod kvinder.
”MeToo er noget af det mest fantastiske, der er sket, siden kvinders stemmeret. Det er frigørende for kvinder, at de kan sige stop. Det flotte er, at man generelt ikke går efter enkeltpersoner, men netop udfordrer en hel kultur,” siger Lene Pind.
Et par dage forinden har hun deltaget i et Zoom-møde med kvinder fra hele verden i organisationen International Alliance of Women.
Lene Pind er pensioneret gymnasierektor og var forkvinde for Dansk Kvindesamfund fra 1987 til 1991. I dag er hun menigt medlem. Hendes engagement i kvindesagen begyndte, da hun som ung gymnasielærer i Viborg i 1970’erne deltog i et møde om ligestilling. Til stede var den konservative politiker Grethe Fenger Møller, der var formand for Dansk Kvindesamfund fra 1974 til 1981, og flere rødstrømpelignende grupper.
Artiklen fortsætter under annoncen
Få år forinden, i 1970, havde rødstrømper iført fjerboaer, parykker og kunstige øjenvipper demonstreret på Strøget i København i protest mod det, de kaldte ”kvinden som dulle, kvinden som kønsobjekt”.
For den unge småbørnsmor i Viborg var det jordnære problemer, der fyldte.
”Jeg opdagede som masser af andre kvinder, at det går fint med at arbejde, indtil man får det første barn. Mine to børn kom i en fantastisk privat børnehave i Viborg, men den kunne ikke fortsætte, medmindre den fik driftsoverenskomst med kommunen. Jeg var med i bestyrelsen, og det lykkedes os efter en lang, sej kamp at få den driftsoverenskomst i hus,” fortæller Lene Pind.
Netop kampen for gode daginstitutioner udløste stor debat for 40 år siden. Gruppen Forældrenes Børnekommission med blandt andet præsten Søren Krarup mente, at den stigende institutionalisering gjorde børn til statens ejendom.
I dag forstår Lene Pind godt de pressede småbørnsfamilier, der ønsker at lade mor eller far passe børn hjemme nogle år:
”Men de økonomiske og karrieremæssige konsekvenser skal gennemtænkes. Hvis mor skal gå hjemme i tre år for at passe fælles børn, så må far for eksempel bidrage ved at betale hendes pensionsopsparing. I øvrigt skal problemet ikke løses individuelt, men politisk ved eksempelvis øremærket barsel til fædre og flere omsorgsdage,” mener Lene Pind.
Lene Pind voksede op på en stor gård i Nordsjælland, og da hun uddannede sig til cand.mag. i engelsk og latin på Københavns Universitet, var hendes klare mål at blive selvforsørgende.
Som ung gymnasielærer oplevede Lene Pind, at ingen hørte efter, når hun og andre kvinder stillede forslag i lærerrådet.
”Men når en mand gentog det, jeg havde sagt, blev det vedtaget. På et tidspunkt blev det nok. Begge mine forældre var politisk aktive i Venstre. Jeg er opdraget til, at hvis man er utilfreds med noget, så må man arbejde på at lave det om,” fortæller Lene Pind, der sluttede sig til Dansk Kvindesamfund.
”Rødstrømperne var mere rabiate, end det lå til mig at være, men det var også det, der skulle til. Rødstrømperne stod for en fantastisk kulturændring, og jeg har siden arbejdet sammen med mange af dem. Jeg gik mere efter det, som Dansk Kvindesamfund altid har engageret sig i, nemlig arbejdet med at forandre og arbejde for ligestilling gennem kampagner og via råd, nævn og udvalg,” fortæller Lene Pind.
Lene Pind blev valgt som forkvinde for Dansk Kvindesamfund i 1987. Hun var på vej til Dansk Kvindesamfunds landsmøde, da telefonen begyndte at kime. Journalister ville vide, hvad Lene Pind mente, når hun sagde, at hvis ikke partierne stillede kvinder op til Folketinget, så måtte kvinder stemme på de partier, der gjorde det.
”Jeg mente, hvad jeg sagde,” fortæller Lene Pind, der var med til at organisere kampagner og kurser, som uddannede kvinder til at engagere sig i politik.
”Der var en stor usikkerhed blandt den generation af kvinder. Nogle var rystende nervøse, når de skulle stille sig op på en talerstol, og vi måtte støtte dem i, at de godt kunne,” fortæller Lene Pind.
De kampagner, som kørte i 1980’erne for at få flere kvinder over i traditionelle mandefag, benyttede Dansk Kvindesamfund til at få sat fokus på pædagogikken i uddannelserne.
”I dag er der en gruppe drenge, som ikke klarer sig ret godt i skolen. Det er et regulært problem. Men jeg opponerer mod, at det er kvindernes skyld. Vi skal overveje, hvordan uddannelser indrettes, så der er plads til begge køn,” siger Lene Pind.
Selvom Dansk Kvindesamfund i perioder ikke har været så synlig, mener Lene Pind, at kvindesamfundet sammen med andre bevægelser har været med til at gennemføre store forandringer for kvinder.
”Vi er ikke så iøjnefaldende, som rødstrømperne var. Men vi har været med til at sætte en dagsorden og lægge det pres på samfundet og politikerne, som udløser forandringer. Al forskning viser, at hvis ikke der er et ydre pres fra kvinder, så sker der ikke noget,” siger Lene Pind.
Hun henviser til, at det i høj grad er tidligere forkvinde for Dansk Kvindesamfund i 1981-1983 Jytte Thorbeks fortjeneste, at der i dag bliver taget bedre hånd om voldtægtsofre i sundhedsvæsenet og politiet.
I perioder har Lene Pind været bekymret for, om Dansk Kvindesamfund kunne overleve.
”Som med alle andre gamle organisationer går det op og ned. Jeg har været en af fortalerne for, at det er vigtigt at bevare Dansk Kvindesamfund, fordi vi har en historie og en struktur, som nye generationer kan bygge videre på. For nogle år siden meldte en gruppe kvinder sig ind, som havde forstand på digitale medier. De fik sat fart i foreningen og stod i spidsen for den flotte fejring af 100-året for kvindernes stemmeret i 2015. For en gammel lærer er det helt fantastisk at se, hvordan unge talenter tager over. Det er ikke min generation, der skal definere kvindesagen. Det er de unge, for det er dem, der ved, hvor problemerne er.”