Kolonihistorie er andet og mere end slavehandel

I kolonierne var der også europæere, der talte for oplysning og rettigheder. Hidtil ukendte skrifter fra en dansk-norsk præst, der opholdt sig i Dansk Ostindien i 1700-tallet, føjer nuancer til nutidens skarpt optrukne debat om kolonitiden

 Billedet er fra omkring 1658 og er malet længe før præsten Henning Munch Engelhart kom til kolonien Trankebar. Det viser en meget velordnet virkelighed og indere ”af forskellig slags” i forgrunden. Da Engelhart ankom i 1780’erne skosede han europæerne for deres opførsel og skrev blandt andet, at deres fremfærd i Indien havde medført ”de frækkeste violationer af Menneskelighed og Folkeret”.  – Foto: Wikipedia Commons.
Billedet er fra omkring 1658 og er malet længe før præsten Henning Munch Engelhart kom til kolonien Trankebar. Det viser en meget velordnet virkelighed og indere ”af forskellig slags” i forgrunden. Da Engelhart ankom i 1780’erne skosede han europæerne for deres opførsel og skrev blandt andet, at deres fremfærd i Indien havde medført ”de frækkeste violationer af Menneskelighed og Folkeret”. – Foto: Wikipedia Commons.

I tårnet på den lutherske Zions Kirke i byen Trankebar på østsiden af Indiens sydspids var der engang et astronomisk observatorium. I 1700-tallet sad en dansk præst deroppe, når mørket faldt på – det var jo trods alt byens højeste punkt – og fangede stjerner i sin kikkert.

Henning Munch Engelhart (1757-1791) hed præsten, som var født i Norge og flere gange i sit liv rejste til Østen, blandt andet til Dansk Ostindien. I 1787, tre år før sin død, blev han sendt til Trankebar som hjælpepræst, og her endte han tilsyneladende med at lave ret lidt, der har med præstegerningen at gøre.

I hans efterladte skrifter er der få linjer om kristen forkyndelse, mens der er side op og side ned om naturvidenskabelige discipliner som astronomi og meteorologi og også studier af indisk kultur, sprog, politik, samfundsopbygning, historie og religion. For sin tid var han radikalt tænkende. For mens nogle af europæerne i kolonierne på det tidspunkt argumenterede for ”de indfødtes” umenneskelighed, der i datidens øjne retfærdiggjorde slavegørelsen af dem, gik Engelhart modsatte vej. Et samfund med lighed, baseret på oplysningstanker, var drømmen:

”Skulde det ikke blive en velsignet Frugt af disse Bestræbelser, naar man opdagede Menneskets sande Værd, og skulde det ikke blive en naturlig Fölge, at man da vilde bære ærefrygt for Mennesket, elske og ære det, enten det bar Navn af Europæer eller Indianer?”, skrev han.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag kunne man kalde Engelhart for en slags ”koloniseringsprojektmager”. Mange af hans håndskrifter er bevaret i Rigsarkivet og på Det Kongelige Bibliotek, enkelte findes på nationalbibliotekerne i Norge og Storbritannien, og gennem en årrække har en gruppe historikere arbejdet på at gøre håndskrifterne tilgængelige som kildeskrifter til brug for universiteter, gymnasier og andre interesserede. De udkom i december under titlen ”Videnskab, oplysning og historie i Dansk Ostindien – udvalgte skrifter af Henning Munch Engelhart (1757-1791)”.

For sin tid var Henning Munch Engelhart (1757-1791 radikalt tænkende. Mens nogle europæere i kolonierne argumenterede for "de indfødtes" umenneskelighed, drømte Engelhart om et samfund bygget på oplysning og lighed.
For sin tid var Henning Munch Engelhart (1757-1791 radikalt tænkende. Mens nogle europæere i kolonierne argumenterede for "de indfødtes" umenneskelighed, drømte Engelhart om et samfund bygget på oplysning og lighed. Foto: Williamdam Boghandel

Den umiddelbare anledning er, at det sidste år var 400 år siden, Trankebar blev grundlagt i 1620, fortæller Niklas Thode Jensen, der er arkivar og seniorforsker ved Rigsarkivet.

”Det var den første dansk-norske koloni overhovedet, så det var her, Danmark-Norge startede sin deltagelse i koloniseringen. Det er hér, vi kommer med på vognen i Europas ekspansion over verden,” siger han.

Betegnelsen Dansk Ostindien er en samlebetegnelse for de dansk-norske småkolonier i Indien og Sydøstasien, der blev etableret i 1600- og 1700-tallet. I Trankebar blev der handlet med krydderier som peber, og senere farvede bomuldstekstiler. Og også i Trankebar var der slaveri, fortæller Niklas Thode Jensen, men det er ikke dét, Henning Munch Engelhart beskriver.

”Hans tekster er interessante, fordi de giver indblik i andre sider af koloniseringen i Indien, end vi er vant til,” siger han.

”Den litteratur, historikere har skrevet om de danske kolonier i Indien, har handlet rigtig meget om handel, politik og administration. Det, der er begyndt at ske de seneste 10 års tid, er, at der er kommet mere og mere fokus på inderne, den indiske side, men også på relationen mellem europæerne og inderne. Hvordan omgikkes folk hinanden, hvordan opfattede de hinanden, og hvordan blev det beskrevet af folk på jorden i kolonierne? Det har vi ikke så mange kilder til. Men her er nogle tekster fra en koloni i Indien, der blandt andet undersøger, hvilken rolle europæere generelt burde have i forhold til folk, som ikke er europæere,” siger han.

En del af de gulnede dokumenter fra Henning Munch Engelhards hånd indeholder optegnelser af vind og vejr, stjerner og planeter. Præstens store naturvidenskabelige interesse var ret normal for præster på den tid, forklarer Niklas Thode Jensen.

”Han skulle være hjælpepræst – og så blev han ansat som kongelig astronom oveni. I dag ville man nok synes, at det er en lidt mærkelig kombination, men det var ikke spor usædvanligt på det tidspunkt. Videnskab var noget andet, end det er i dag. I kolonierne var det helt normalt, at de europæere, som arbejdede med videnskab, var ansat som noget andet, læge eller landmåler for eksempel. For dem var videnskab ofte en slags hobby, men der var stor social prestige i det, især i de britiske kolonier. I en dansk kontekst var det ikke usædvanligt, at en statsansat, som en præst jo var, også skulle virke som videnskabsmand.”

I kirketårnet i Trankebar var der, ud over en uhindret udsigt, også et stabilt underlag til de fine astronomiske instrumenter, Engelhart havde fået bragt derned.

”Det virker jo spektakulært med et observatorium i et kirketårn, men så kan man jo bare se til placeringen af Rundetaarn i København (bygget i 1642 til Trinitatis Kirke, red.). Der var på det tidspunkt en tradition for en kobling mellem kirken og himmelrummet. Der sad flere præster og missionærer i et netværk i Norge, Island og Grønland, der havde et bijob som astronomer. De sendte observationer hjem til København, ligesom Engelhart gjorde. Og det observatorium, han fik oprettet i Trankebar, var faktisk det første statslige astronomiske observatorium, en europæisk magt havde i Indien. Det viser, at Danmark-Norge var ’med på beatet’,” siger han.

Engelharts grundlæggende projekt var at kolonisere Nicobarøerne i Den Bengalske Bugt, som også var en dansk koloni på det tidspunkt. Der havde været flere koloniseringsforsøg og Brødremenighedens mission havde forsøgt at kristne øboerne, men forsøgene var i store træk gået i vasken, fortæller Niklas Thode Jensen.

I Trankebar lagde præsten en plan for en bæredygtig koloni på Nicobarøerne og overvejede samtidig, hvordan man kunne oplyse inderne.

”Skal man placere ham i forhold til, hvordan europæere i kolonierne typisk tænkte på det tidspunkt, er han ret radikal. Han er inspireret af oplysningstiden, af menneskerettigheder og tanken om, at alle mennesker er lige. I teksterne prøver han at udvikle et bud på, hvordan forholdet mellem europæere og indere skal være,” siger han.

En vigtig del af det var lighed for loven. Engelhart så det som et stort problem, at den indiske domstol i Trankebar, kaldet ”Sorteretten”, var baseret på sædvaneret. Der var altså ikke en nedskreven lovtekst, så alle kunne være sikre på at blive behandlet ens. Engelhart ønskede, at inderne skulle dømmes efter egne, nedskrevne love, og at der skulle være gennemsigtighed og lighed.

”Som mange europæere på den tid mente Engelhart, at den gamle indiske civilisation var i forfald, men han mente også, at det var europæernes skyld et stykke af vejen, fordi de havde været grådige kolonisatorer. Det var han ikke alene om at mene, det var en tanke, der fandtes i oplysningslitteraturen på det tidspunkt. En måde at gøre skaden god igen var ved at oplyse inderne, mente han.”

”Man skulle dog ikke bare fortælle dem, hvad der var rigtigt, men hjælpe dem ved at give dem redskaber til selv at blive oplyste, viden om deres rettigheder og friheder som mennesker og borgere.”

Og hvordan gør man så lige dét uden at gøre vold på nogen? Engelhart foreslog et universitet i Trankebar.

”Her var det så meningen, at inderne kunne diskutere tankerne fra Europa. Og så skulle europæerne ikke blande sig, bare være i baggrunden. Præcis hvordan europæerne kunne ’hjælpe uden at blande sig’ er uklart hos Engelhart. Han er lidt svævende dér. Men ifølge ham havde europæerne forpligtelsen til at hjælpe.”

En torn i øjet på præsten var også manglen på en præcis nedskrevet historie om Trankebar. Så han gik selv i gang med at søge efter gamle dokumenter i koloniens arkiv og blev på den måde den første europæiske historieskriver i Trankebar.

”Det irriterede europæerne meget, at der ikke var styr på den indiske historie, for de ville gerne sammenligne den med den europæiske. Den europæiske historieskrivning var bygget på Bibelen og gamle græske og romerske skrifter, men historien om den store indiske civilisation var ikke samlet og nedskrevet, og det fandt man vældig frustrerende,” siger Niklas Thode Jensen.

Mange af Engelharts tanker handlede om at gøre kolonien Trankebar mere produktiv. Noget, der lignede en proces, der var i gang hjemme i Danmark og Europa i 1700-tallet.

”Også derhjemme havde man den opfattelse, at oplyste borgere var mere produktive end borgere, der ikke var oplyste. Denne hensigt om at skabe et samfund, som er så produktivt som muligt, hvor alle har de bedste muligheder for at yde til det fælles bedste, finder vi også i Danmark under landboreformerne. Det handlede i høj grad om at optimere samfundet og borgerne, både økonomisk og på andre måder.”

Og hvad så med Gud?

”Engelhart skriver næsten ikke noget om Gud. Men han mener, at oplysningen bygger på sandheden. Og at sandheden i sidste ende kommer fra Gud. Derfor mener han, at bliver man oplyst, vil man på et eller andet tidspunkt formodentlig blive kristen, simpelthen fordi man af sig selv vil opdage, hvad sandheden er, og dermed også overtage den måde, kristne ser verden på. Og derfor vil inderne også nå frem til den rette tro, mener han, som en konsekvens af oplysningen.”

I Trankebar arbejdede den pietistiske Halle-mission på at kristne inderne. Det tætteste, Henning Munch Engelhart kom på at missionere, var et bijob som matematiklærer i missionens skole.

Da han indrettede kirketårnet i Trankebar som observatorium i 1788, var der lidt, der skulle justeres. Kirken havde, ifølge hans beskrivelse, et ”lidet Spir, hvilket skulde afbrydes”, men lidt vold på Guds hus i videnskabens tjeneste afskrækkede ikke præsten.

Han blev syg og døde i 1791, kort efter ankomsten til sit oprindelige koloniprojekt, Nicobarøerne. Han nåede på den måde aldrig at føre sine tanker om den perfekte kolonisering ud i livet. Zions Kirke i Trankebar står i dag, men observatoriet blev nedrevet kort efter Engelharts død, og tårnet er senere bygget om.

Der blev ikke oprettet noget universitet i Engelharts navn eller bare det, der ligner. Hverken guvernøren i Trankebar eller andre dengang fandt idéerne bæredygtige.

Der findes ikke engang et maleri eller en anden afbildning af ham i dag. Det blev ved tankerne – men de er også interessante og tilføjer mange perspektiver til den nogle gange meget skarpt optrukne debat om kolonitiden, mener Niklas Thode Jensen.

”Hvordan opfattede europæere og indere egentlig hinanden? Indtil nu har vi mest fået beskrevet, hvad embedsmændene i København mente om kolonierne, men tænkningen i kolonierne, på jorden så at sige, overvejelserne omkring de koloniseredes rettigheder som mennesker og borgere, de kommer til udtryk her,” slutter han.