Alle har ret til et smukt tapet

I 1800-tallets England ledte William Morris en socialistisk-æstetisk bevægelse, der ville have skønhed ud til de arbejdende masser. Drømmen brast, men æstetikken lever, og på Nivaagaards Malerisamling kan man nu lære manden bag tapetet at kende

Denne artikel skal handle om tapeter, smukke og farverige blomstertapeter, men ikke helt endnu. Tænk først på mesterdetektiven Sherlock Holmes’ London i 1800-tallet. Den rå og usoignerede storby med dens horder af fattige mennesker, som går og hoster under en grå dyne af tåge og røg fra fabrikkerne. På brostenene trasker børnene barfodede hjem fra deres arbejdsdag, hjemme i slummen venter mor og alt for mange søskende, et måltid mad og en seng at sove i, men ikke mere end det. I morgen starter det hele forfra, og i overmorgen og morgenen efter og...

Hvad skal disse arme stakler dog med et blomstertapet? Jo, der fandtes på samme tid en mand, som mente, atogsådisse mennesker havde ret til skønhed. Til at komme hjem fra det drøje arbejde og se på noget smukt på væggen. Ikke nødvendigvis kunst, men et lille tapet med blomster og fugle, burde være alle forundt, mente han.

Manden hed William Morris, og er i dag en velkendt og hyldet skikkelse i engelsk kulturhistorie. Og hvis man som dansker ikke har studeret ham og hans værker før, så er lejligheden der nu på Nivaagaards Malerisamling, der i næste uge åbner særudstillingen ”Al magt til skønheden!” om kunsthåndværkeren, designeren, bogtrykkeren og socialisten William Morris. Bag kurateringen står museumsinspektør Maren Bramsen, og hun mener Morris er utroligt aktuel her i 2019.

”Den victorianske tid er interessant, fordi det var en tid, hvor samfundet forandrede sig drastisk i løbet af ganske få år. Der var fuldt tryk på den teknologiske udvikling og det er noget af det samme, vi ser i dag. Det er et resonansrum for nutiden, fordi den moderne verden begyndte her.”

Industrialiseringen i 1800-tallets England betød, at flere fik penge mellem hænderne, og flere kunne dermed udfordre den gamle engelske adel på de magtfulde poster i samfundet. Men den skabte også på få år en kæmpe underklasse af mennesker, der levede i ekstrem fattigdom. I storbyen London var 80 procent af byens befolkning fattige, fortæller Maren Bramsen.

”Morris selv var egentlig født heldig. Han blev født ind i overklassen og voksede op tæt på naturen. Han har redet rundt på sin lille pony og studeret fortidslevn i naturen, og alle de mønstre, han senere udviklede har motiver fra engelsk flora og fauna, fugle og vilde blomster,” siger hun.

Morris blev født i 1934 i Londonforstaden Walthamstow. I 1850’erne begyndte han at læse til præst på Oxford Universitetet, en ikke billig uddannelse i datiden. Men tre år efter forlod han universitetet for at blive arkitekt. På præstestudiet havde han mødt en gruppe kristne socialister, heriblandt forfatteren og kunstkritikeren John Ruskin (1819-1900). Ideen om, at hans liv havde ét formål, at give høj og lav, rig og fattig glæde af skønheden i livet, voksede frem herefter.

De stakkels masser i London og deres liv som hjul i det store industrialiseringsmaskineri blev for Morris billedet på et samfund, der var ved at køre af sporet. Hvor er vi på vej hen, når mennesker bliver et produktionsmiddel i sig selv? Og hvad skete der med skønheden undervejs?

”Bortset fra ønsket om at skabe smukke ting har den fremmeste passion i mit liv været, og er fortsat, hadet til den moderne civilisation,” skrev Morris i 1894 to år før sin død i 1896.

Det særlige ved Morris, i forhold til andre, der på den tid havde tanker om social forandring af samfundet, var dog, at han ikke bare nøjedes med parolerne, mener Maren Bramsen.

”Det særlige ved Morris er, at han ikke bare tænker og taler, men faktisk gør noget. Han er den eneste ’noble man’ i det slæng, der så at sige træder ud af sin klasse for at lære sig håndværk. Han maler fliser og designer møbler, men han lærer sig også kvindesysler som broderi og vævning. Han tillægger håndens arbejde en særlig vægt, det gør én som John Ruskin også, men det bliver ved snakken,” siger Maren Bramsen.

Ét af de steder, William Morris satte ind, var ved at fremstille tapeter og etablere firmaet Morris, Faulkner & Co., der blev stiftet som et slags kollektiv i 1861 og eksisterer den dag i dag under navnet Morris & Co..

I midten af 1800-tallet var svulstighed på mode hos dem, der havde råd til at æstetisere deres hjem; franske tapeter med overdådige roser. Morris’ æstetik er aldeles ikke fremmed over for det pyntelige, masser af ormanenter og dippedutter, men stilen i hans tapetmønstre, og dem er der 50 af, er anderledes og mere grafisk, mens farverne lægger sig tæt op ad naturens.

”Selvom det kan virke meget fyldigt med nutidens minimalistiske blik, så var det en forenkling af den æstetik, man ellers så,” siger Maren Bramsen.

Han lavede 50 tapetmønstre, hvoraf nogle krævede hele 30 forskellige trykblokke. Tapeterne havde især mønstre inspireret af barndommens natur og landskaber, men Morris så i høj grad også til den kristne kulturhistorie for inspiration. Middelalderens gobeliner og glasmosaikker, tidlige illustrationer til myter og legender.

”Det er en tid, hvor der bliver bygget mange nye kirker i England og restaureret mange gamle, og kirkeindretning er noget af det, Morris tjener sine penge på. Der er ikke helt enighed om, hvorvidt han endte som ateist eller forblev kristen. Det sidste var man jo som udgangspunkt dengang. Jeg ser det lige så meget som en søgen efter rødderne, en ærkeengelsk identitet i en tid, hvor alting pludselig går meget stærkt,” siger Maren Bramsen.

Og det gik rigtig stærkt, på bare 30 år var England gået fra at være landbrugsnation til den moderne verdens førende industrination. Det uskønne og uigennemtænkte produkt, fremstillet på fabrik blev for Morris billedet på industrialiseringens indvirkning på samfundet. Og han fastholdt adgangen til skønhed som en rettighed for alle. Hverdagskunst som et pænt tapet, håndmalede klinker eller en udskåret stol til alle, og jo flere, der dyrkede det, jo mindre var der brug for fabrikkerne.

”Morris er meget optaget af det, at arbejde har værdi, og dermed vil han også nedbryde skellet mellem kunstneren og kunsthåndværkeren. Det er også helt grundlæggende, at det arbejdende menneske har værdi, og han mener, at alle fortjener et godt liv. Det indebærer et hjem med skønne ting, og at man ikke er så udslidt af sit arbejde, at man ikke kan nyde det,” siger Maren Bramsen

William Morris blev en samlende figur i den såkaldte Arts & Crafts-bevægelse, der kunsthistorisk set dyrkede de gode gamle håndværksmæssige dyder, ornamentik og skønhed i slutningen af 1800-tallet. I stærk modsætning til den modernisme og enkelhed, der buldrede frem i hele Europa efter Første Verdenskrig. Bevægelsen har en dansk pendant i skønvirke og en tysk i jugendstilen. Herhjemme dyrkede kunstneren Agnes Slott-Møller samme stil som Morris i sine malerier.

Men ak, idyllen brast for Morris. For selv om han forsøgte at holde priserne for sine tapeter på et minimum, så koster det at lave noget af ordentlige materialer. Og det blev svært at holde firmaet oven vande.

”Det frustrerer ham, at han ikke kan nå sine ideologiske mål med at sætte en ordentlig pris, for han vil jo heller ikke gå på kompromis med kvaliteten. Det dilemma fører ham til at opgive det æstetiske virkefelt til sidst,” siger Maren Bramsen.

Livskvalitet koster, også i dag, hvor det i sig selv kan være et kvalitetsmærke, at noget er produceret i hjemlandet. William Morris skrev med bitter pen, at han havde ”spildt mit liv med at levere svinsk luksus til de rige,” og helt forkert var det ikke, for kunderne i Morris, Faulkner og Co. var i realiteten fra den øvre middelklasse og aristokratiet. Så han blev fuldblodssocialist.

”Han konstaterer, at alle ikke kan få skønheden at se, med mindre samfundet er omstyrtet. Socialismen var jo en begyndende bevægelse i tiden, men på et ret spædt stadie i 1880’erne. Og socialismen kan ikke udelades, når man taler om Morris, det er så indlejret i ham, at alle har lige meget ret til at have et godt liv,” siger Maren Bramsen.

William Morris brugte de sidste år af sit liv på at trykke politiske pamfletter, og døde i 1896. Morris’ tapetfirma kørte videre og blev i 1940’erne opkøbt. Navnet hænger ved, omend tankegodset fortaber sig lidt.

”Tapeterne sælger stadig som varmt brød, blandt andet fordi Morris efter sin død er blevet forbundet med noget ærkebritisk: køkkenhaver og blomsterkunst. Der findes nærmest ingen i Storbritannien, der ikke kender hans mønstre. Og mens det i 1960’erne og 1970’erne var småborgerligt at have et Morristapet på væggen, så er det blevet superhot igen.”