Nisserne slipper vi aldrig af med

Danmark har en stærk tradition for nisser, der især kommer til udtryk her i december. Den stammer fra 1800-tallets folkesagn, men udvikler sig hele tiden. Sikkert er det, at nissen ikke er truet, men en art, som i kraft af sin tilpasningsevne vil leve længe endnu, siger forsker i nissernes udviklingshistorie

Hvis nissen stjæler eller gør noget andet slemt, så gør han det ifølge traditionen kun til gårdens bedste. Her er det ”Nissen i Tirup”, malet af J. Th. Lundbye, der er på spil.
Hvis nissen stjæler eller gør noget andet slemt, så gør han det ifølge traditionen kun til gårdens bedste. Her er det ”Nissen i Tirup”, malet af J. Th. Lundbye, der er på spil. . Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Niels Peder Pedersen er på vej til at skrive et ret utraditionelt speciale. I denne måned skal han ud i en række vestsjællandske børnehaver og samle empiri, altså udspørge børn og voksne til en undersøgelse. Han skal spørge dem om deres forhold til nissen. Hverken om trivsel, kostpolitik eller mobning, men om nissen.

Det er ikke bare et hyggeligt juleprojekt, det er seriøs forskning. Niels Peder Pedersen er til daglig specialestuderende i Dansk Folkemindesamling på Det Kongelige Bibliotek og forsker i nissernes udviklingshistorie. Han er den, der henvises til, når talen falder på de væsener, som af en eller anden underlig grund stadig er over det hele her i december måned, selvom vi lever i en både digital, global og dybt foranderlig tid.

Nej, nissen slipper vi ikke af med. Den er forresten slet ikke useriøs, for når den ikke har travlt med at spise risengrød, lægge slikstykker i vindueskarme og gemme nøgler, så fortæller den en hel masse om os danskere – vores mentalitet og historie – både dengang og i dag.

Kulturer i hele verden dyrker små, overnaturlige væsener. Englænderne har de såkaldte gnomes, amerikanerne har julemandens hjælpere. Tyskerne har havenisser, som ikke hedder nisser i Tyskland, men en Gartenzwerg, havedværg.

I Australien har man de seneste 10 år haft de såkaldte fe-døre, små døre til at sætte op på væggen, hvor en fe på magisk vis kan entrere om natten. Men da fænomenet så kom til Danmark for et par år siden, som det jo sker med populære fænomener, skete der noget bemærkelsesværdigt: Feen blev til en nisse. Og den kom ikke hele året rundt, som i Australien, men kun i december.

”Der sker et eller andet med de her små væsener, så snart de kommer ind over grænsen. Fedørene er i deres udgangspunkt et kommercielt fænomen, som bliver eksporteret til mange steder i verden. Men herhjemme er det selvfølgelig en nissedør! Det er et fantastisk eksempel på det, der sker i mange andre sammenhænge lige nu og med julen i det hele taget: Ritualer kan skifte fortælling, samtidig med at de består,” siger Niels Peder Pedersen.

Globaliseringen fodrer på den måde ”den danske nisse” i stedet for at udkonkurrere den. Fremtiden for arten vender vi tilbage til. Først til et ret stort spørgsmål: Hvordan opstod arten ”nisse” herhjemme?

”Som udgangspunkt ved vi det faktisk ikke rigtigt. Men der er i hvert fald spor af den tilbage til vikingetiden. I en sjælebog fra 1587 gengives nisserne som engle, Gud har smidt ud fra himmelen. De engle, der faldt på højene, blev til bjergfolk, dem, der faldt på moser og skove, blev til ellefolk. Hedens engle blev til gengangere, og dem, der faldt på gårdene, blev til nisser,” fortæller Niels Peder Pedersen.

I begyndelsen af 1800-tallet boede cirka 80 procent af Danmarks befolkning på landet, og mange var jævne, men frie, bønder med små dyrehold, almuen. I 1818-1822 indsamlede biblioteksmanden og kunsthistorikeren Just Mathias Thiele folkesagn i den danske almue på landet.

For det meste, for lidt på samme måde som de tyske brødrene Grimm fortalte, at de havde været ude at indsamle eventyr hos almuen, så var der enkelte af historierne, der var hentet hos borgerskabet i byerne. Men folkesagn var populære på den tid, så det betød meget, at man kunne sige, at historierne var hentet i folkedybet.

Sagnene handlede blandt andet om ham, landbefolkningen kaldte for ”gårdboen” eller ”nissen”.

”Han bliver kaldt begge dele på det tidspunkt. Han er lidt en slags husgud og opfattes som værende en beskytter for dyrene, især hestene på gården. Det er vigtigt, at han får sin grød, grøden fungerer nærmest som en slags offergave,” siger Niels Peder Pedersen.

Nissen har samme størrelse som et tre-fireårigt barn, han er ugift og iklædt gråt tøj og rød hue – en påklædning meget lig gårdens beboeres tøj. Han hjælper med landbrugsarbejdet på gården, men på en meget subtil måde, hvor man aldrig rigtigt ser ham. Nissen har også et hidsigt temperament og kan for eksempel blive rasende, hvis han ikke får smørklat på sin grød.

Et sagn fortæller om en pige, der for at drille husnissen gemmer smørklatten på bunden af fadet med grød. Nissen bliver så gal, at han kravler ned fra loftet og kværker én af køerne i stalden. Så går han op og spiser sin grød færdig, finder smørklatten og angrer noget så frygteligt. Hvorefter nissen i nattens mulm og mørke lister over til naboen med den døde ko på nakken og bytter den ud med en levende.

”Her skal man lige bemærke, at hvis nissen stjæler eller gør noget andet slemt, så gør han det kun til gårdens bedste. Hvis man for eksempel mangler foder på gården, kan nissen finde på at stjæle fra nabogården. Hvis nissen så stjæler tilbage, mødes de to nisser og ryger i totterne på hinanden,” indskyder Niels Peder Pedersen.

Hvis nisserne driller, er det også relativt milde drillerier, vi taler om. Eller i hvert fald ikke dødbringende:

”Nissen kan for eksempel løfte en karl, der sover, og lægge ham på et bræt hen over den åbne brønd. Når han vågner, får han et chok. Men han er trods alt ikke død.”

Så altså: Nissen er en del af den danske sagntradition, som blev taget op og dyrket særligt i den nationalromantiske periode i 1800-tallet. Men det forklarer jo ikke, hvordan den er opstået. Eller hvad?

”Hvis vi ser på sagnene enkeltvis, så kan man se, at de også bruges til at forklare ting. Man har måske hørt rokken gå i et af husets rum, undrer sig og går derind. Men da står rokken stille. Eller måske forstår man ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, at man skvattede ned fra høloftet – så forklarer man det med, at nissen nok skubbede én. De er også blevet forklaret som syner. Jeg tror grundlæggende, det handler om at skabe mening. Men det er utrolig svært at sige noget om, hvordan tro på noget og religion opstår.”

Nej, vi ved ikke, hvordan disse væsener er opstået. Men Niels Peder Pedersen kan konstatere, at andre lande har lignende husalfe-agtige væsener: I engelsk tradition hedder de for eksempel ”kobolter”. Men i Danmark er en nisse en nisse.

Senere i historien er jule-nissen så kommet til at fylde mere end sagn-nissen. Julenissen er mere mild og ikke i så høj grad tillagt personlige karakteristika. Til gengæld er der hele verdener bygget op omkring julenissen, hvor sagnnissen lever i vores.

De første kvindelige nisser kom til omkring 1850, og derefter er nissefamilier med nissebørn og nissehjem kommet til at fylde mere og mere, både i fortællinger, julekalendre og den visuelle kultur omkring julen.

De nisser, vi har og dyrker i dag, er efterkommere af sagnnissen. Den moderne nisse er et væsen knyttet til husstanden, og som på en måde er der og samtidig ikke. Den kan bo på loftet, i væggene eller udenfor. Og hver morgen, når børnene vågner, er der spor af den.

Nissen er stadig drillesyg, men er mest af alt et gavmildt væsen, der giver gaver. Og så er det nu , nisseglade forældre skal holde deres børn for ørerne:

Søger man på ”nissen”, ”nissedøre” eller ”nisse og risengrød” på nettet, kan man finde frem til fora på nettet, hvor forældre diskuterer, hvordan man bedst tackler nissen i en tid, hvor alt er tilgængeligt på internettet, og børn generelt bliver alt for kloge og oplyste til deres eget bedste.

Der findes ikke tal for, præcist hvor mange forældre der har nissetraditioner med deres børn derhjemme, eller hvor mange børnehaver der giver en nisse med hjem på skift. Men nissen lever, og det gør den blandt andet, fordi den har fået en ny, pædagogisk funktion, mener Niels Peder Pedersen.

”Der er det smarte ved nissen, at den ikke kan plages om mere. Det kan forældre. Og med drillerierne er det i virkeligheden lidt det samme – det er mere socialt acceptabelt, når nissen driller, end hvis forældre skulle finde på at drille deres børn.”

Når Niels Peder Pedersen nu i december skal ud i børnehaverne og undersøge, hvordan nisserne lever deres skjulte liv, så handler en del af det også om at finde ud af, hvorvidt børnene overhovedet tror på den lille røde fyr. Også her ligger en ret stor opgave hos forældrene, blandt andet med at sætte troværdige små fodspor, der hvor nissen har været. Og for Guds skyld ikke efterlade risengrøden urørt!

”Jeg tror, langt de fleste børn har en tro på det i øjeblikket, hvor det sker. Der vil altid lure en lille tvivl, og der er helt sikkert børn, der aldrig rigtig når at komme til at tro på det. Men der er også børn, der er helt og aldeles overbeviste. Når nissen introduceres, kan det kræve lidt benarbejde. Men andet år, når nissen så vender tilbage, så er børnene som regel helt med på, at nissen findes.”

Nissen lever og vil gøre det længe endnu, mener Niels Peder Pedersen:

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at nissen vil bestå og eksistere længe endnu. Helt generelt bliver danskerne mere og mere interesserede i det overnaturlige og interesserede i at opdrage deres børn til at kunne se magien i verden. Ligesom i romantikken er vi i dag meget interesserede i folketraditioner og folketro. Og mens den institutionaliserede religion er den type religion, der er udfordret, så er der masser af andre steder, det spirituelle og overnaturlige lever,” siger han.

”Og så skal vi huske, at hver gang der kommer et nyt, lille overnaturligt væsen til landet, bliver det tolket som: Det er selvfølgelig en nisse!”.