Forfatter Jørgen Kjær bor i Hadsten – og det er slet ikke noget dårligt udgangspunkt for en mand, hvis passion det er at lede efter forladte biler i naturen. Det var også her omkring, han fandt Gasolin’s tidligere turbil, en sort Dodge Polara, helt tilgroet.
Men hobbyen, som med et fint ord hedder urbex, kan dyrkes i det meste af landet.
Urbex betyder jagten på menneskeskabte konstruktioner, der ikke længere er i brug. Og hovedreglen er, at man skal tage hensyn og ikke ødelægge noget, mens man samler indtryk og tager fotos.
I byerne kan sådan en opdagelsesrejse for eksempel gå til en nedlagt fabrik. På landet til fraflyttede huse. Og i Jørgen Kjærs bog ”Forladte motorkøretøjer” handler det altså om at finde biler, der står og ruster på marker, i skove og bag gamle lader.
Miljøvenligt er det ikke at smide udtjente biler i naturen, det er også forbudt. Og efter man har indført skrotpræmier for gamle biler, bliver der da også efterladt færre.
Men at dømme efter bogens 300 fotos, som er indsamlet af Jørgen Kjær og ligesindede bilvrag-spottere, får vejr og vind her i ”rustbæltet” i sidste ende bugt med stålet.
På et af fotografierne er fire unge træer trængt op gennem det ødelagte karosseri af en Citröen 2CV. På et andet er en rød Ford Escort vokset sammen med et træ, der som lille har klemt sig ind bag kofangeren. På et tredje har mos eroderet en hel bus.
Dybt i en skovbund ligger skeletterne af en Austin, en Morris og vistnok en Rover, navnkundige britiske bilmærker, som havde deres storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, inden det hele kollapsede under British Leyland. Og legendariske folkevognsbobler er spiddet på krat og grene. En Chevrolet Corvair ruster lige så stille op, det samme gør en Mustang og en Hillman Minx. Mens nyere muskelbiler formentlig fortæller historier om forsikringssvindel – hvorfor ellers gå fra en stadig fræk-i-lakken Porsche i en skov? Jørgen Kjær tøver ikke med at kalde de tilgroede bilvrag for skjulte kulturskatte.
”Det er ikke meningen, at bilerne skal reddes og sættes i stand – det er forfaldet, der er interessant. Måden, hvorpå mange af dem er ved at blive optaget i naturen. Man kan komme tilbage til dem år efter år og se årstiderne skifte og betragte forfald og forgængelse,” siger forfatteren.
På deres vej i graven fortæller køretøjerne om et liv, der er levet, mener han: om en tid, der værdsatte biler i to farver, hajfinner, krom. Om teknik, der blev for gammelt, når smartere løsninger kom til, og måske om en ejer, som ikke nænnede at smide yndlingskøretøjet væk, da tiden kørte fra den.
Også stalde, lader og udhuse kan gemme gamle skatte. En af bogens bidragydere, Hans Pedersen, fandt således en hel række veteranbiler, der havde stået i en lade i 60 år.
Mens han forsigtigt børster støvet væk, funderer han over, hvad der skete i verden, mens tiden har stået stille her: Det første menneske gik på Månen, Vietnamkrigen sluttede, Berlinmuren faldt.
Historien bag de fleste skrotbiler fortaber sig i det uvisse – der er ingen inventarliste for det, man kan kalde verdens største biludstilling, og ingen kurator, som på små skilte forklarer, hvad vi ser. Alene i Danmark regner man med, at der står 4000-5000 køretøjer og ruster i det fri.
”Så når man finder en bil, begynder fantasien at kredse om dens forhistorie,” siger Jørgen Kjær.
Men enkelte fortællinger lader sig oprulle. Som for eksempel den om mosefundet ved Vemmelev i Roskilde Stift.
Under Anden Verdenskrig skal den tyske DKW være skjult her i skoven af byens købmand, som måtte flygte til Sverige. Sin Dampf-Kraft-Wagen hentede han aldrig igen.
Selv har Jørgen Kjær som sagt opsporet gode karosserier i nærheden af, hvor han bor.
”Jeg har fundet en Morris 1000 nord for Randers, en Magyrus lastbil midt i en skov på Djursland og et par gamle Volvo Amazon og Citroën Dyane et andet sted i Midtjylland. Når man finder sådan en bil, myldrer tankerne frem. Hvad skete der lige her? Hvorfor er den endt her? Skulle den bruges som reservedele, eller nænnede den tidligere ejer bare ikke at skrotte den?”, spørger forfatteren.
Det var også her i området, han fandt Gasolin’s tidligere tourbil, en Dodge Polara, med et træ voksende op gennem motorrummet og mosgroede dæk.
Historien bag bilerne kan også være mindre spændende. Ejeren har været ligeglad med miljøet og ikke gidet køre bilen til skrot, måske er bilen stjålet og efterladt.
Eller er placeret her, som ammunition i en nabostrid. Sådan som det var tilfældet ved Lønne i Varde Kommune, hvor en familie var i gang med at opstille skrotbiler ved vejkanten som protest imod, at genboen havde skrotbiler på sin grund. Begge dele er i øvrigt forbudt.
Som med alle kunstværker er der ved at komme penge i forladte køretøjer. Sidste weekend blev der i byen Tarbes i Frankrig holdt auktion over 81 biler, der i årtier havde stået glemt nær Pyrenæerne. Fundene omfattede blandt andet en Lamborghini fra 1968, en Simca Coupe de Ville fra 1955 og en Hotchkiss Grégoire fra 1947.
I Tyskland og USA er lignende fund lavet om til museer. I Georgia i USA havde Walter Dean Lewis en mængde biler stående for at sælge dem som reservedele, men indså, at han kunne tjene flere penge ved at indrette stedet til museum. I dag kommer folk langvejsfra for at se Old Car City, hvor bilvragene er fusioneret med naturen over mange år.
Ved Düsseldorf i Tyskland parkerede kunstneren Michael Fröhlich i 2000 en stribe luksusbiler som Rolls- Royce og Mercedes – alle fra 1950 (det år, han er født) – i et skovområde og lod dem forfalde. Det er i dag en velbesøgt installation.
Og Jørgen Kjær har selv besøgt et par skrotparker i Sverige.
”Oppe ved Ryd for eksempel er der et autoophug, som har fået lov til at ligge, efter ejeren døde. Skrotparken er nu åbnet for publikum, og stemningen er lidt den sammen som på en kirkegård – folk går stille rundt og taler lavt. Al lakken er væk fra bilerne, og de står der i deres rustfarver og forfalder. Myndighederne har givet lov til, at stedet ligger urørt indtil 2050,” siger han.
”Grundlæggende er det jo godt, at biler ikke får lov til at stå og svine naturen til. Hvis man skal tage de briller på, svarer det jo til at smide øldåser i det fri. Men når det nu er sådan, kan man blive grebet af oplevelsen. I hvert fald når bilerne har stået der længe, og forfaldet er i gang. Den cyklus gør noget, så skrot bliver til – ja, kulturhistorie,” siger Jørgen Kjær.
I Danmark forsvinder vragene efterhånden af sig selv, eller når kommunen rydder op. Men blandt landets bilvrag-spottere er der den uskrevne regel, at man ikke lægger destinationen for et godt fund ud offentligt. For selve idéen med urbex er, at stederne og effekter skal have lov at stå til glæde for næste beskuer.