I juli måned i 1944 blev den dengang syv-årige Winna Bertelsen sat på et tog på Københavns Hovedbanegård. Omkring hendes hals hang et skilt, hvor der foruden hendes eget navn stod skrevet ”Piskemager Gunnar Pedersen” og bynavnet ”Gelsted”. Skiltet har den 80-årige Winna Bertelsen gemt blandt breve og billeder fra dengang, for det er et kært minde om hendes barndoms somre. Winna Bertelsen voksede op med sine forældre og fire søskende i en toethalvtværelseslejlighed i Søborg ved København. Som så mange andre københavnerbørn blev Winna Bertelsen og hendes søskende sendt ud af byen over sommeren med overlærer Østrups ferietog.
”Toget var fyldt med feriebørn. Det var en rigtig lang tur, for der var børn, der skulle af på hver eneste station. Jeg kan huske, at vi råbte og hylede ud ad vinduerne, når vi kørte forbi markarbejdere. Hvis de ikke råbte tilbage, råbte vi ’sure løg’,” fortæller den i dag 80-årige Winna Bertelsen.
Winna Bertelsen steg af toget i en lille villaby på Fyn, hvor piskemager Gunnar Pedersen ventede på perronen. Kort efter var hun fremme ved den hvide villa med den store græsplane, som Winna Bertelsen i dag har mange minder fra. Få dage efter var Tonna og Gunnar Pedersen, som værtsparret hed, ikke længere fremmede for Winna Bertelsen, men nærmere familie. Sommeren gik med at sylte, slå græs, rive havegange, samle blomster, gøre rent, cykle og gå lange ture. Udelivet var noget af det, der gjorde særligt indtryk på den lille pige.
”Vi havde kun en lille toethalvtværelseslejlighed i Søborg, men i Gelsted var der en stor have med frugttræer, hindbær- og stikkelsbærbuske og rabarber. Og så var der også høns. Om lørdagen gik feriemor ud og fangede en kylling, gav den et gok ned på stenen, og så af med hovedet. Det havde jeg aldrig set før,” siger hun.
Når Winna Bertelsen husker tilbage på feriebørnene, var der mange, der kom fra langt dårligere kår, end hun selv gjorde.
”Man havde ikke så mange penge. Min far var slagtersvend, og min mor gjorde rent, men vi havde en god barndom. For dem, der var rigtige fattige, handlede det om at komme lidt væk og blive fedet op. Det behøvede vi ikke, fordi min far var slagter, og i betragtning af at vi var en arbejderfamilie, havde vi det godt. Det var nok nærmere på grund af krigen, vi tog af sted. Der er ting fra krigen, jeg kan huske svagt, for eksempel en episode, hvor jeg stod hos bageren, og nogen kom ind med geværer og anholdt ham. Det var nok godt at komme lidt væk fra byen.”
Anden Verdenskrig endte året efter, men det gjorde Winna Bertelsens ferieophold ikke. Siden 1944 har hun besøgt sin feriefamilie på Fyn hver eneste sommer, undtagen et enkelt år, hvor hun var au pair. I dag lever Tonna og Gunnar Pedersen ikke længere, og derfor er det nu parrets to døtre, som Winna Bertelsen betegner som sine søstre, der bliver besøgt.