Historiker: Boligbyggeri på havnen er dødens kys til maritim historie og erhverv

For få årtier siden var havnen byernes livsnerve. Sådan er det ikke længere. I havne over hele landet er nye bygninger skudt op, mens mange af de gamle havnemiljøer er forsvundet. Nu er det Københavns Sydhavn, der står for skud

Københavns byudvikling har de seneste år haft store konsekvenser for de gamle havnemiljøer. Det startede med Kalvebod Brygge, derefter var det Nordhavnen, der blev tæt bebygget, og nu er det Sydhavnen, som står for skud. Men tendensen ses ikke kun i hovedstaden. Over hele landet har maritime erhverv og maritim historie måttet vie for havudsigt i flere etager.
Københavns byudvikling har de seneste år haft store konsekvenser for de gamle havnemiljøer. Det startede med Kalvebod Brygge, derefter var det Nordhavnen, der blev tæt bebygget, og nu er det Sydhavnen, som står for skud. Men tendensen ses ikke kun i hovedstaden. Over hele landet har maritime erhverv og maritim historie måttet vie for havudsigt i flere etager. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

På Stejlepladsen i Københavns Sydhavn har fiskere i årtier haft bundgarnspæle og flere hundrede meter lange net liggende til tørre. Pladsen ligger lige op til Fiskerhavnen og er en del af en lang maritim tradition. Når fiskerne kommer tilbage fra søen, rulles nettene ud på det fire hektar grønne, fredede vildnis. Men det vil snart være fortid. På Stejlepladsen vil Københavns Kommune bygge 550 boliger. Et lovforslag, der skal andenbehandles i Folketinget torsdag, vil ophæve tre tvangsfredninger for at skaffe penge til selskabet By & Havn. Det vil betyde, at fiskerne ikke længere har mulighed for at tørre deres garn på området.

”Fiskerhavnen er et unikt miljø, som emmer af historie – og vel at mærke ikke overklassens historie. Det vil man ødelægge med den nye bebyggelse,” siger Jan Mathisen, der er talsmand for Fiskerhavnens Venner.

Byudviklingen i København har de seneste år haft store konsekvenser for de gamle havnemiljøer. Det startede med Kalvebod Brygge, derefter var det Nordhavnen, der blev tæt bebygget, og nu er det Sydhavnen, som står for skud.

Men tendensen ses ikke kun i hovedstaden. I havne over hele landet er nye bygninger de seneste årtier skudt op, mens mange af de gamle havnemiljøer er forsvundet. Den udvikling har skabt debat. På den ene side er der bekymring for, at især boliger skal ødelægge maritime erhverv og historie. På den anden side er ønsket om at skabe vækst og fornyelse.

”Københavns havn er ikke anderledes end alle andre havne i Danmark, udover at den er større og ældre,” siger Henrik Harnow, der er direktør på Museum Sønderjylland og historiker med ekspertise inden for industrihavne.

Alle danske havne har udviklet sig langsomt og naturligt over de sidste 200 år. Havnene består af levn fra Danmarks industrielle og maritime historie. Pakhuse, siloer, skibsværfter, kraftværker, jernbanespor og kraner er alt sammen en del af den historie. En historie som er en vigtig del af vores fælles kulturarv - lokalt som nationalt, mener historikeren.

Men havnene fortæller om mere end industri og erhverv. De er en del af byernes historie. De plejede at være byernes livsnerve. Fra havnen udsprang der et rodnet, der forgrenede sig til resten af byen. Ikke kun fysisk, men også i bevidstheden.

”Der er altid liv på en havn,” sagde man i gamle dage. Det har ændret sig. Størstedelen af de danske havnearealer, der er anlagt før 1970, anvendes ikke længere til deres oprindelige formål. Den dalende omsætning og trafik i havnene betød, at mange havne var forladte og uden funktion. Samtidigt opstod der et pres på flere af de store byer. Der var behov for vækst og boliger.

Henrik Harnow er derfor ikke uforstående over for, at man i dag har valgt at udvikle de fleste danske havne, men tempoet bekymrer ham. De danske havne er bynære og dermed attraktivt placeret. Det har betydet, at ivrige bygherrer og kommuner over hele landet har ladet ting ske i en forfærdelig fart, mener han.

”Det er jo ikke onde mennesker, men stærke økonomiske kræfter, der er på spil. Der er for mange penge i havudsigt til, at man kan have et hus i én etage. Der er flere penge i havudsigt, end der er i bevaring af maritim historie og erhverv. Havudsigten har derfor vundet,” mener Henrik Harnow.

Men når man begynder at bygge boliger så tæt på havnene, så klemmes livet ud af havnene, mener han.

”Det er dødens kys til de erhverv, der ligger i nærheden”.

Tangen i de tørrende fiskegarn rådner, fisk lugter, havnearbejde både støjer og roder. Henrik Harnow kommer med, hvad han kalder et absurd eksempel fra Frederikssund havn, hvor der blev bygget boliger langs kajen. Efterfølgende brokkede boligejerne sig over, at der lå skibe ved kajen – for det tog jo deres udsigt.

”Du får folk ind, der vil beskytte deres ejendomsret og deres havudsigt.”

Det klemmer det rustikke, farlige og anderledes ud af havnene, og hvis man planter lange rækker af træer og opfører boliger på havnen, så er det ikke en havn længere, pointerer Henrik Harnow. Og så mister man en uerstattelig mængde fortællinger, kultur og historie.

For når man arbejder med byplanlægning, så bliver man nødt til at arbejde for evigheden, mener Henrik Harnow. Det giver en langt rigere by både for os og vores efterkommere, end hvis man arbejder med kortere tidshorisonter for øje, mener historikeren.

Han råder derfor byplanlæggere til at have is i maven og se på en by som Svendborg, hvor man endnu har bynærheden, de små maritime huse, toldboden, proviantforretningen, skibsværftet. Det samme gælder havnen i Hobro, hvor der er bevaret et gasværk, pakhuse og den oprindelige belægning. Men også her truer byudvikling de ellers velbevarede havnemiljøer.

"Havnene er opstået over flere hundrede år, dem afvikler vi i løbet af 10 år,” siger Henrik Harnow.

Han har derfor et råd og en bøn til dem, der udvikler havnene:

”Bevar pullerter, granitkanter ved kajen, brostensbelægning, jernbaneskinner, de autentiske rester og levn, der minder os om vores historie. Fasthold kranen ved havnen. Det er alt sammen gratis, og det står der de næste 50 – 100 år."

Men løbet er næsten kørt, mener han. Der er ikke meget af det oprindelige havnemiljø tilbage. For mange danske havne er blevet golde, vindblæste rækker af hvidpudsede bygninger.

”Der sidder folk oppe på deres vindsuste altaner med havudsigt og kan ikke holde avisen, fordi det blæser mere, end de lige havde regnet med. Men sådan er det jo på havnen. Det blæser,” afslutter Henrik Harnow.