Broderi har altid været et tegn på overskud

Broderi er et ældgammelt håndværk, der i mange år blev opfattet som et statussymbol. I 1960’erne og 1970’erne blev traditionen stemplet som småborgerlig og lagt i glemmekassen, men i dag vinder broderiet atter frem

På billedet ses medlemmer af familien Bonne. Alle optagede af eftermiddagssysler på stranden. Borgerskabets kvinder broderede, reparation og syning havde man tjenestepiger til. I baggrunden ses sommerboligen Villa Olsbæk ved Greve Strand, cirka 1916.
På billedet ses medlemmer af familien Bonne. Alle optagede af eftermiddagssysler på stranden. Borgerskabets kvinder broderede, reparation og syning havde man tjenestepiger til. I baggrunden ses sommerboligen Villa Olsbæk ved Greve Strand, cirka 1916.

Korssting, fladsyning og hulsøm. Der er noget nær uendelige variationer af broderi. Og traditionen går langt tilbage i tiden, vi har nemlig altid pyntet vores tekstiler og hjem med mangfoldige sting og mønstre.

Håndværket er fremkommet på forskellige tidspunkter i forskellige verdensdele og lande. I Indien og Kina er håndarbejdsformen opstået allerede omkring 3000 år f.Kr., mens man i Norden gjorde det første broderifund noget senere, nemlig i forbindelse med Skrydstrupfundet (en storhøj fra den ældre bronzealder omkring 1300 f.Kr.), hvor man i 1935 fandt og udgravede en egekistegrav med de jordiske rester af en ung kvinde, hvis dragt var yderst velbevaret og pyntet med broderi.

Laila Glienke, der arbejder professionelt med broderi og er medlem af foreningen Haandarbejdets Fremme forklarer, at broderi altid har været et statussymbol.

”Det har altid være et udtryk for overskud. I broderiets storhedstid i Danmark tilhørte broderifyldte hjem de borgere, der havde tid og ressourcer til at pynte. Det svarer lidt til, at man i dag køber en Wegner-stol,” fortæller hun om håndværket, der gennem dets lange historie oftest har været kvindedomineret.

Ifølge Laila Glienke var det i tiden omkring 1700-tallet, broderi blev allemandseje i Danmark. Det viser blandt andet en stor samling af hvide broderier, der stammer fra bondesamfundet i egnen mellem København, Køge og Roskilde, som i dag kendes som hedebosyninger.

”På hedeboegnen var det til at begynde med bønder, der syede til eget brug. Det var især på skjorter eller til indretningen, man broderede. Det kunne være alt fra pynt til alkover, stolpestykker, håndklæder og knæduge,” fortæller hun om syningerne, der frem til slutningen af 1800-tallet var at finde i bøndernes stuer og på diverse klædedragter til festlige lejligheder. De broderede tekstiler var en overskudsmarkør, og det var et velstandstegn, når kvinder både havde tid til at passe husholdningen og brodere til hjemmet.

Knædug med rudesyning (hedebosyning). Broderiet er et eksempel på en meget stilren rudesyning med tre borter (kanter) adskilt af hulsømme. Den øverste er en slynget hulsøm, de øvrige h-hulsømme.
Knædug med rudesyning (hedebosyning). Broderiet er et eksempel på en meget stilren rudesyning med tre borter (kanter) adskilt af hulsømme. Den øverste er en slynget hulsøm, de øvrige h-hulsømme.
Oliemaleri af den danske maler Herman Carl Siegumfeldt (1833-1912). Maleriet har titlen ”Syende kone” og forestiller en ung bondekone med sit håndarbejde. –
Oliemaleri af den danske maler Herman Carl Siegumfeldt (1833-1912). Maleriet har titlen ”Syende kone” og forestiller en ung bondekone med sit håndarbejde. – Foto: Greve Museum

Den kendte hedebosyning dækker som begreb over hele syv forskellige broderingsteknikker, som er knyttet til forskellige perioder. Heriblandt trællesyning (begyndelsen af 1700-tallet), dragværk (anden halvdel af 1700-tallet), hvidsøm (cirka midten af 1800-tallet) og udklipshedebo (cirka midten af 1800-tallet). Der findes dog også andre broderisamlinger herhjemme, men de bedst bevarede stammer fra Sjælland, forklarer Laila Glienke.

”Efter 1864, hvor Danmark tabte krigen, prøvede man inden for kulturlivet at finde ind til ’det ægte danske’. Derfor samlede Nationalmuseet i den periode broderi ind, men da man ikke havde de store muligheder for at komme rundt i landet, består samlingerne i dag primært af broderier fra de nærliggende egne til København.

Endnu en knædug, men her syet i udklipshedebo. Knædugen er fyldt med karakteristiske blomster, og monogrammet er formet af hedeboringe sat sammen af kniplingssyning. – Fotos: Greve Museum.
Endnu en knædug, men her syet i udklipshedebo. Knædugen er fyldt med karakteristiske blomster, og monogrammet er formet af hedeboringe sat sammen af kniplingssyning. – Fotos: Greve Museum.

Man har for eksempel amagersyningerne, der er inspireret af hollandske traditioner og minder om hedebosyningerne, og falstersyninger fra 1800-tallet, der også minder en del om hedebosyningerne,” siger hun.

Lizzi Damgaard er daglig leder hos Selskabet for Kirkelig Kunst og har etableret Broderiskolen i København. Hun fortæller, at der i tiden omkring 1960’erne og 1970’erne var en periode, hvor broderiet stort set forsvandt fra de danske hjem.

”I den periode var det i stedet mændene, der strikkede hønsestrik, mens mange kvinder mente, det var undertrykkende og småborgerligt at brodere. Så derfor er der en hel generation, som ikke har broderet så meget. Men i dag vender de unge altså tilbage og vil lære at brodere,” forklarer hun om håndværket, der i de seneste år har vundet stor popularitet blandt både unge og ældre.

Her ses en knædug syet i dragværk (hedebosyning). Dragværket er syet udelukkende med slyngesting og fremstår her helt i sit grundprincip med udfyldning af de felter, der udgør motiverne.
Her ses en knædug syet i dragværk (hedebosyning). Dragværket er syet udelukkende med slyngesting og fremstår her helt i sit grundprincip med udfyldning af de felter, der udgør motiverne.

Lizzi Damgaard oplever blandt andet den stigende interesse på Broderiskolen, der faciliterer forskellige broderigrupper. Mens man for århundreder siden lærte at brodere hjemme og i skolen, er broderi i dag en hobby, som mange optager, fordi de mangler noget håndgribeligt og kreativt at give sig i kast med, mener Lizzi Damgaard.

”Teknikken er ikke så vigtig, det er skabertrangen og lysten til håndarbejdet, der driver dem. Jeg tror også, det hænger sammen med, at vi ikke længere har så mange kreative fag i skolen. Man tegner ikke og laver ikke stoftryk, i stedet sidder vi ved vores computere hele tiden. Vi mangler noget håndgribeligt – om det så er at bage et brød eller brodere en pude. Det må gerne tage lang tid, for det er processen, der er vigtig,” siger hun.

Selvom broderitraditionen hele tiden udvikler sig, mener tekstilhistoriker Sandra Wolsgaard, at formålet med håndværket er det samme, som det altid har været. Hun står bag podcasten ”Parentes podcast – en historiefortællende podcast om kvindeliv” og siger:

”Æstetik har altid været det primære formål, og broderi er stadig i dag, som det var i ældre tid, et udtryk for overskud. Æstetik er generelt et udtryk for overskud, for æstetikken kommer, efter man har sørget for det basale – når man har fået tøj på kroppen, kan man begynde at udsmykke det. I dag kommer det blandt andet til udtryk ved, at vi lever i et samfund, hvor tid er en mangelvare. Så det at fremvise, at man faktisk har tid til at dyrke et håndværk, er et statussymbol,” forklarer tekstil- historikeren.

Hun peger dog også på, at det er forskelligt, hvordan og hvorfor forskellige generationer broderer.

”Der er en ældre generation, der broderer, fordi de har gjort det, siden de lærte det i skolen. Den generation, der begynder at gå på pension nu, har altså holdt fast i håndværket, som de altid har holdt af,” siger hun og peger på, at den yngre generation broderer, strikker og hækler af forskellige årsager.

Nogle gør det for at skabe et frirum i hverdagen, hvor de ikke behøver præstere, men kan fordybe sig og udfolde sig kreativt, mener Sandra Wolsgaard.

”Og så er der dem, der bruger det aktivistisk, for eksempel i forbindelse med feminisme, bæredygtighed eller antikapitalisme, hvor man broderer forskellige politiske statements. Det bliver provokerende og kontraintuitivt, fordi det strider imod det kulturhistoriske billede, vi har af broderende kvinder som kyske og jomfruelige. Så når man bruger broderiet til at præsentere politiske statements, viser man, at man ikke af den grund passer på det gammeldags syn på kvinder,” forklarer hun.8