Byer og bygninger i Vestindien får mund og mæle

Arkitekt Ulla Lunn, som længe har arbejdet i Vestindien, tager i en ny flot bog fat på en statusrapport om, hvad der er, hvad der var – og hvad der vil blive tilbage af den europæiske bygningskultur på US Virgin Islands. Til dels forstemmende.

Ulla Lunns bog med talende fotos fortæller om husene, landskaberne, initiativerne. Hun er ikke optimist. Hendes kontakter er nok ildsjæle, men som øernes arkivar, Betsy Rezende, citeres, så dør den historiske interesse ud i disse år. Foto: Bente Lindegaard/Polfoto

Næste år skulle det gerne markeres, at Danmark for 100 år siden afhændede De Dansk Vestindiske Øer. Hvordan skal det gå?

Over for nedskæringer på kulturområdet har Nationalmuseet valgt at protestere ved at afstå fra den planlagte udstilling. Historien er ellers vigtig nok. Danmarks rigdom stammede i 1700-tallet hovedsageligt fra kolonierne, hvis produktion foregik ved slaveri.

Siden midten af 1800-tallet boede de frie slaver i en dansk koloni og fra 1902 i del af Danmark – med en meget lav social standard. Staten gjorde det, den kunne. Forhindrede migration og søgte at ophjælpe industri og udvikle husmandssagen. Der var oprør, der skulle slås ned eller forhindres. Der var under Første Verdenskrig såvel racebetingede som socialt betingede uroligheder. Dertil kom klimaet, der gang på gang ødelagde de nye anlæg, smadrede bygninger og satte skibe på land. Hele den lange nedgangstid under dansk og amerikansk styre har sat sine spor. Som et område i USA, der ikke er en stat, men blot repræsenteret i Washington, er det svært at finde penge til bevaring.

Intet fungerer i USA, som det gør i Europa. Der er ikke et museumsvæsen, ikke styrelser, der kan gribe ind. Privat ejendom må forfalde, hvis ejeren lader det ske.

Fra dansk side vidste man, at en meget vigtig del af bygningskulturen ville blive truet eller gå til grunde, så allerede ved salget sendte man arkitekt Tyge Hvass til øerne for at sikre de danske kirkegårde og dokumentere bygningsmassen.

Siden tog en gruppe fra Kunstakademiet af sted. Det var i begyndelsen af 1960’erne, da meget endnu var intakt. På øerne hedder det, at der er en tid før og en tid efter orkanen Hugo i 1989. Den var altødelæggende. Det var til dels som følge af den, at Kjeld de Fine Licht og Thorkel Dahl fik Kunstakademiets bystudier publiceret i 2004. På høje tid.

Arkitekt Ulla Lunn, som længe har arbejdet på øerne, tager i en ny flot bog fat på en statusrapport om, hvad der er, hvad der var – og hvad der vil blive tilbage af den europæiske bygningskultur på US Virgin Islands. Til dels forstemmende.

Meget er allerede forsvundet. Det går lynhurtigt, så snart, der går ”hul” på en bygning. Træer og storme får fat – og snart er selv stærke huse ruiner.

Ikke nok med det. Landskabet forsvinder også. I 1800-tallet var landskabet præget af landbrug i en eller anden form.

Da sukkerrøret forsvandt som afgrøde, og plantagerne blev forladt, sløredes alle spor af disse anlæg ufatteligt hurtigt. Man ser overalt møllestubbene, men faktorierne, hytterne og residenserne er de fleste steder væk. Bushen har taget dem.

Byerne trues af affolkning, fordi folk vil bo på landet og købe ind i supermarkederne langs hovedvejene. Byer skal holdes og bebos, ellers bliver de museer eller slum.

Ulla Lunns bog med talende fotos fortæller om husene, landskaberne, initiativerne. Hun er ikke optimist. Hendes kontakter er nok ildsjæle, men som øernes arkivar, Betsy Rezende, citeres, så dør den historiske interesse ud i disse år.

Foreningerne mister medlemmer. Da har husene ikke mange andre beskyttere end måske den gamle kolonimagt – og hvor er vi så? Det er det evige problem i den efterkoloniale tid. Det påpeges meget fint og tydeligt i denne nødvendige, og på mange måder usentimentale, bog. Følelser er der jo nok af – når man markedsfører de amerikanske øer som ”vore” øer eller ”det tabte paradis”.

Må vi være fri – og måtte publikum – også det rejsende – få øjnene op for de mere dybtliggende problemer i det udsatte caribiske samfund. Ulla Lunns bog er let at gå til og en særdeles god øjenåbner – her 100 år efter.