Prøv avisen

Da børnene kom i centrum af designhistorien

Børnestolen Tripp Trapp er et eksempel på, hvordan design sætter barnet i centrum. Den fleksible stol er udtænkt af norske Peter Opsvik, da hans søn Thor voksede ud af babystolen. Og navnet i sig selv er eventyrligt, for det er lyden af gedernes gang over broen har i ”De tre bukke Bruse”. – Foto: Kolbjørn Ringstad

De nordiske lande var tidligere end andre ude med design, der satte barnet i centrum som et selvstændigt menneske og ikke blot som en miniudgave af voksne, viser ny udstilling

I børnehaven i Skjern var det de runde stabelstole af den finske arkitekt Alvar Aalto, som vi sad på dengang i 1970’erne.

For os små tumlinger var det jo bare en stol og et tilhørende bord. Noget praktisk og naturligt. Men som en ny udstilling i London viser, så var det ikke kun det. Det var en del af en meget større nordisk filosofi om, at produkter til børn netop var skabt og udtænkt til børn.

Børnemuseet i London, Museum of Childhood, der er en del af Victoria Albert Museum, har slået dørene op til udstillingen ”Century of the Child” (Barnets århundrede), som ser på nordisk design til børn fra 1900 og frem.

Udstillingen har hentet sin titel fra den svenske samfundsfilosof og lærer Ellen Key, som tilbage i 1900 udgav bogen af samme navn.

”Allerede dengang forudsagde hun, at børn ville blive sat i centrum af vor opmærksomhed, og det påvirkede hele den nordiske tilgang til børn,” forklarer museumsinspektør Rhian Harris.

Når hun skal sætte fingeren på den afgørende forskel mellem den nordiske og britiske tilgang til børn, så fremhæver hun den politiske vilje i Norden.

”Her blev velfærdsstaten udviklet tidligere end i Storbritannien, og de var mindst 10 år forud i lande som Danmark og Finland, hvor staten sørgede for de svageste og mest sårbare i samfundet,” siger hun.

Men når det kommer til design af alt fra tøj til legetøj, så var der også en fundamental forskel.

”De anerkendte, at børn er mennesker i deres egen ret. Så der var en forståelse for, at barndommen er en markant del af livet, som har sine egne regler og vaner, og der er et behov for design, som sætter barnet i centrum, og den forståelse kommer meget tidligere i de nordiske lande end her i Storbritannien,” siger Rhian Harris, der også erkender, at andre lande som netop Storbritannien endnu ikke har indhentet de nordiske lande.

”Til en vis grad mener jeg, at nordisk design til børn stadig er mere kraftfuldt og progressivt, fordi børnenes behov og rettigheder er i kernen af design. Så ting bliver designet til børn og er ikke en oppefra og ned-tilgang, hvor voksne ting bliver tilpasset børn i en formindsket udgave,” forklarer hun, mens vi sidder på bænken i en trækonstruktion, der hedder ”Bålplads for børn”, som dybest set er et telt af træ designet af de norske arkitekter Marit Justine Haugen og Dan Zohar i 2009, hvor man kan sidde rundt om et bål og lytte til historier.

Selvom bålpladsen nu er genopført inde midt i et museum i London, så siger det noget meget markant om, hvordan vi i Norden forholder os til børn og natur.

”Mit indtryk er helt klart, at der er et stærkere forhold til naturen og udeliv. Jeg siger ikke, at vi briter ikke har det, men vi føler os mindre forbundet med naturen. Og jeg tror også, at det påvirker design, at nordiske børn synes at bruge mere tid på at være udendørs, selvom vejret er mere foranderligt,” forklarer museumsinspektøren, der også har noget så simpelt som en sovepose med blandt de udstillede genstande. Hvor det måske er svært at forestille sig en barndom i Danmark eller andre nordiske lande, hvor man ikke på et tidspunkt skal bruge en sovepose, så er det anderledes i en britisk ungdom.

”I Norden synes der at være en kultur, som ikke er så overbeskyttende. I Storbritannien er der mere en kultur, hvor børn leger mindre udenfor, og det sker sjældent uden voksenopsyn. Men min fornemmelse er, at børn i Norden har en anden frihed, og de har en dybere forbindelse til naturen, og det er mere progressivt.”

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Blandt de danske bidrag er naturligvis Lego, men som udstillingen viser, så var der andre, der havde samme idé om byggeklodser tidligere.

”Faktisk er det oprindelige design fra et britisk selskab kaldet Kiddicraft og er designet af en mand i 1930’erne, der hed Hilary Cage. Han var et skridt før Lego med klodser af plastic, som kunne sættes sammen. Men Lego raffinerede klodserne, så de sad bedre sammen, patenterede designet og blev det store globale fænomen. Så du kan sige, at Lego var inspireret af Kiddicraft, og det er sikkert en historie, man ikke hører så meget i Danmark,” konstaterer Rhian Harris.

Lego startede med træklodser, og selvom Lego nu er rent plastic, så er der stadig meget legetøj i naturmaterialer som træ.

”Der synes at være et stærkere forhold mellem det moderne og traditionen. Så der er en større brug af træ, når vi taler design til børn. Og selvom der selvfølgelig bliver brugt plastic, så virker det, som om det bruges på en mere miljøvenlig måde. Her vil trælegetøj være noget, du højst vil finde hos den hvide middelklasse,” forklarer Rhian Harris, som i udstillingens over 100 år lange gennemgang af nordisk design til børn har en særlig favorit.

”Fokus på barnets behov i design er tydelig. Men den finske barselskasse er noget helt ekstraordinært. Kassen manifesterer, hvordan staten anerkender opgaven med at tage vare på starten på livet med tøj, legesager og bøger, og hvor selv kassen kan bruges som en vugge. Alt synes udvalgt til at give den nye borger den bedste start på livet, og de har nu også indført en udgave af barselskassen i Skotland,” fortæller Rhian Harris.

Som udstillingen i London viser, så er nogle af de meste kendte navne i nordisk design fra Arne Jacobsen over Kay Bojesen til Olafur Eliasson ikke for fine til at designe produkter til børn.

Men det handler ikke kun om de rene linjer og praktisk, kvadratisk og godt design.

”Der er også en vis galskab og anarki i brug af farver, historiefortælling som i ”Pippi Langstrømpe”, ”Mumitroldene” og det finske Marimekko-design. Så der er noget sjovt og tosset, som viser at det ikke bare alt sammen er übercool og chikt, men også legesygt,” fremhæver Rhian Harris.

Når det er sagt, så er konklusionen ikke, at britiske børn er ladt håbløst i stikken.

”Børn her klæder sig mere forskelligt fra 10 år og opefter. Det samme med musik. De har mere kant, og der er en stærkere alternativ kultur. Det kan være en reaktion på, at de vokset op med skoleuniformer, men det er også, fordi vi har et mere multikulturelt samfund særligt i byerne,” mener Rhian Harris.

Et kontroversielt design til børn var vuggen Babybjörn, som svenske Björn Jakobson designede prototypen på i 1961. Dengang var holdningen, at børn skulle ligge fladt på ryggen eller i deres forældres skød. Det tog over 20 år, før Babybjörn, som bruger spædbarnets egne bevægelser til at skabe den vuggende følelse, tog fat. – Foto: Babybjörn
Fra Island kommer Babysælen, skabt i 2006 i islandsk uld med det formål at gøre op med moderne tøj af syntetiske materialer. Det er dybest set et tæppe, som barnet kan gå rundt i. Foto: Vik Prjónsdóttir.