Prøv avisen

Tatoveringskulturen fra oldtiden til i dag: Da nålen prikkede fællesskabet ind i huden

I flere årtier var landets professionelle tatovører at finde i de københavnske værtshuses hjørner hver nat, indtil de begyndte at etablere egentlige forretninger, hvor man også kunne komme forbi i dag­timerne. I 1902 kostede en tatovering omkring to-fem kroner på et værtshus i Nyhavn. – Foto: Fra bogen ”Dansk tatovering” af Jon Nordstrøm

Menneskets indre æstetiker har i årtusinder drevet tatoveringskulturen frem. Farvepigmentet i huden har været stammesamfunds og sømænds måde at vise deres tilhørsforhold på. I dag bruges tatoveringer af mennesker fra alle sociale lag

I glasmontrerne sidder de laminerede lapper med påskriften ”Tusch-Hans” og ”Tato-Ole” foran hvert af de udstillede klenodier. Stencil-blyanter, gamle farvekopper og uddaterede maskiner. Efter 40 år i branchen har tatovør Frank Rosenkilde erhvervet Skandinaviens største samling af gammelt tatoveringsgrej i sin kældersalon på Frederiksberg ved København og været vidne til skiftende tendenser inden for den permanente kropsudsmykning.

Da han begyndte sit virke ”som ung knægt hos en tatovør i Nyhavn”, var det ofte sømandstatoveringer, han forevigede i huden på havnens let overrislede mænd.

I dag afslører sommervejrets opsmøgede skjorteærmer og bare ben, at det langtfra blot er søens folk, der nu bruger kroppen som lærred. Faktisk anslås det, at omtrent 600.000 danskere har en eller flere tatoveringer på kroppen.

Men hvad har tatoveringer haft af betydning historisk set? Kultursociolog Dominique Bouchet, der er professor ved institut for marketing og management på Syddansk Universitet, har forsket i tatoveringen som kulturhistorisk fænomen. Traditionelt set – og her bevæger vi os ifølge professoren tilbage til stammegrupperinger, der er flere tusinde år gamle – har tatoveringer fungeret som et ritual, der berettede om den enkeltes tilhørsforhold og hierarkiske plads i en gruppe eller kaste. Var man jæger, ugift kvinde eller mor? Det kunne det farvede pigment afsløre. For de indridsede motiver og symboler var et vidnesbyrd om de ceremonier, som var nødvendige at klare sig igennem, førend medlemskaberne var i hus.

”Datidens tatoveringer var på den måde styret af de præetablerede fællesskaber,” siger Dominique Bouchet.

Og da det foregik i dybt besmittede miljøer, signalerede et stærkt immunforsvar, der kunne stå imod infektionernes indtog efter tatoveringen, desuden en nødvendig og værdsat styrke i stammen.

Historiske fund peger også på, at tatoveringer har haft stor kulturel betydning. På grænsen mellem Italien og Østrig fandt et par alpinske bjergvandrere i 1991 et mumificeret lig, der viste sig at være den såkladte ismand Ötzi fra omkring 3300 f.Kr., hvis nedfrosne krop bar på 61 tatoveringer spredt hen over blandt andet ryggen, benene og brystkassen.

I Kina har man fundet lignende tatoverede mumier, der fører tilbage til flere hundrede år f.Kr., og i Grønland har inuit-tatoveringer i blandt andet ansigtet været almindelige i flere tusinde år, indtil danskerne i 1700-tallet begyndte at missionere i Grønland og formentlig opfattede dem som hedenske.

Men betyder det så, at man i Danmark har set med afsky på den form for kropskultur? Nej, også her har tatoveringerne været brugt længe før vores tidsregning. På Vesthimmerlands Museum er der for eksempel udstillet to tynde bronzenåle med træskaft, som er gravfund fra den yngre bronzealder. Antageligt, fortæller museumsinspektør Bjarne Henning Nielsen, har man i fortiden brugt sod eller andet farvelignende materiale til tatoveringsnålene. At man ikke kender den nøjagtige metode skyldes, at man i bronzealderen stadig brændte alle afdøde.

Fortidsfundene er også et udtryk for, at det ligger i menneskets dna at være æstetiske dyr, lyder det fra Henrik Høgh-Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet og har skrevet bogen ”Det æstetiske menneskedyr”.

”Det er et artstræk. Vi kan simpelthen ikke lade være med at udsmykke os selv og vores omgivelser. For trods tidligere tiders madmangel og kummerlige forhold har mennesket altid prioriteret hulemalerier og kropsdekorationer. Vi er semiotikere – tegntydende dyr – der er afhængig af at skabe og læse de tegn, som vi udsender til hinanden, for at kunne forstå vores medmennesker,” siger Henrik Høgh-Olesen.

I Danmark er spørgsmålet om tatoveringers kulturhistoriske betydning de seneste uger blevet særligt relevant, efter at verdens ældste tatovørsalon, der siden 1884 har haft til huse i en kælder i Nyhavn, snart skal i byretten. Forretningen er lukningstruet, efter at ejeren har ønsket at inddrage de lejede salonlokaler til andet formål. Men det var i netop de lokaler, hvor tatovør Frank Rosenkilde var i lære for 40 år siden, og i selvsamme gade, hvor tatovørerne havde nærmest monopol på markedet adskillige årtier. Derfor er holdningen i branchen, at butikken er særdeles bevaringsværdig.

En person, der ved særligt meget om tatovørmiljøet i Nyhavn, er forfatter og fotograf Jon Nordstrøm, der har stået bag flere bøger om dansk tatoveringshistorie og har affotograferet Det Kongelige Biblioteks tidligst daterede tatoveringsskitser fra 1884 og frem. Det var en smal Nyhavn-loge, der bestemte, hvordan tatoveringer skulle se ud og udføres dengang, fortæller han. I begyndelsen blev tatoveringerne stadig prikket ind i huden med en nålepind og lidt væske.

”En simpel blanding af blækstang, spyt, vand – og øl selvfølgelig,” siger Jon Nordstrøm.

Øl var altid lige ved hånden. For det var i de dunkle hjørner af Nyhavns kælderbeværtninger, at landets første tatovører satte papskilte op og holdt natåbent for bolværksmatroser, havnearbejdere, søfolk og de såkaldte Nyhavnspiger, som man kunne læse om i politiets løbende ”registreringer af tatoveringer på offentlige fruentimmere”. Og selvom maskinen med tiden blev elektrisk, og tatovørerne så småt begyndte at åbne selvstændige forretninger langs kajen, fortsatte den samme trummerum i årtier.

”Trods swingmusikkens indtog i 1920’erne var den professionelle tatovørbranche i de første hundrede år særdeles konservativ,” siger Jon Nordstrøm.

I tiden efter at der i 1966 for første gang var blevet nedskrevet en egentlig tatoveringslov, som blandt andet forbød tatoveringer på børn under 18 år, begyndte hjemmetatoveringer dog også at blive mere almindelige. Der skulle ikke mere end en stoppenål, lidt tusch og et stearinlys til, førend man selv kunne lave enkle tatoveringer, hvis ikke man havde råd til eller mulighed for at tage turen til Nyhavn.

I Ole Mandix Prauds erindringer fra livet som funktionærbarn ved det daværende ungdomsfængsel Søbysøgård kan man således læse om elevernes såkaldte hjemmeprikkede ”bumsemærker” og om hans egne erfaringer med tatoveringer:

”Jeg husker, at jeg og en af mine kammerater ville lave en tatovering på os selv. Vi havde jo set, hvordan eleverne gjorde. Vi anskaffede os de nødvendige remedier. Jeg begyndte at ridse i min langfinger med en nål og nåede lige at fylde lidt sort tusch i såret, da døren gik op, og min far trådte ind i værelset. Han opdagede, hvad vi havde gang i. Sikke en skideballe vi fik. Stregen har jeg endnu som minde,” skriver Ole Mandix Praud i bogen ”Vi var funktionærbørn”.

Det var også først i slutningen af 1960’erne, at andre grupper i samfundet for alvor begyndte at blande sig med havneknejpernes primære klientel. Efter rockmusikkens indtog brugte mange af dens fans tatoveringen som et symbol for den fælles kærlighed til musikgenren. Herhjemme pryder en tegning af en sømandstatovering Gasolins 1974-plade ”Stakkels Jim”, mens Rolling Stones udgav pladen ”Tattoo You” med et overtatoveret ansigt på coveret i 1981.

Også blandt den støt voksende subkultur af motorcykelentusiaster blev man inspireret af mærkernes funktion som fællesmarkør.

”Sømændene, rockmusik-elskerne og rockerne har i denne tid det tilfælles, at de ligesom stammesamfundene bruger tatoveringer til at bekende kulør og vise, at de tør være en del af gruppen. Grupperne befinder sig på en slags mellemstadie, hvor de trækker på de samme funktioner, som tatoveringerne havde udfyldt førhen, men langsomt drages af en mere nutidig tilgang til kropsudsmykning,” siger kultursociolog Dominique Bouchet.

For i dag, hvor vi i høj grad er drevet af individualitet, lader vi os tatovere af helt modsatte grunde.

”Den enkelte kan ikke længere mærke et præetableret tilhørsforhold til en bestemt gruppe. Tatoveringerne bliver derfor lige så meget et signal til dig selv som til andre. For ud fra et sociologisk perspektiv er kropsudsmykningen også en måde at varedeklarere på over for det omkringliggende samfund, hvilken original, kreativ og fri person, du oplever dig selv som,” siger han.

At tatoveringen kan fungere som en individualitetsmarkør er en af de primære årsager til, at folk i dag får blæk i huden, fortæller personlighedspsykolog Henrik Høgh-Olesen.

”Jo mere anonyme vi bliver, jo mere opstår der et behov for at skille sig ud. Og når vi skal finde en måde at gøre det på, tyr vi til den form for individuel markering, som er på mode netop nu. I USA har op mod halvdelen af befolkningen efterhånden tatoveringer,” siger Henrik Høgh-Olesen.

Derfor får flere i dag fjernet forældede trend-motiver med laser, når de indser, at de har ligget under for et modefænomen. Og derfor ser man i dag alle samfundslag og typer repræsenteret hos landets tatovører. For selvom unge mænd stadig lægger sig under nålen, er pigerne nu også fulgt med. Og det samme gælder for det mere modne publikum.

”Det er mennesker fra alle sociale lag, der får tatoveringer. For det smitter af på vores forståelse af kropsudsmykningen, når selv populærkulturens ikoner og andre højstatuspersoner begynder at vise egne tatoveringer frem og fortælle omverdenen, at de synes, at det er smart. Det er ikke længere for sømænd og den socialt belastede klasse. Tatoveringer er blevet mainstream,” siger Henrik Høgh-Olesen.

Men hvorfor er det netop nu blevet moderne at række ud efter æstetiske udtryksformer, som størstedelen af samfundet ellers havde forladt for 1000 år siden?

”Den filosofiske forklaring er, at det kan skyldes det moderne menneskes ’transcendentale hjemløshed’ – altså at ingen helheder eller fællesskaber længere er givne. Her er tatoveringer netop interessante, fordi de er permanente. Når alt varigt og solidt er blevet til luft, er en af reaktionerne at gå til kødet og mejsle noget evigt ind i huden. Det er en måde, hvorpå den enkelte kan finde mening og noget holdbart midt i manglen på samme,” siger Henrik Høgh-Olesen, der derfor sagtens kan forestille sig, at den ”rene krop” igen er idealet om 20-30 år.

1880'erne - 1950’erne

Sømandstatoveringer med skibe, kalenderpiger, hjerter, pinupper, sejl og knive, der ofte er indrammet med et bånd og navnet på en eventuel kæreste eller mor, dominerer branchen i mange årtier. De er udført i et enkelt design med fede skitser og begrænsede farvevalg i sort, rød og grøn.

1960’erne

Selvom de traditionsrige sømandstatoveringer stadig er populære, begynder en ny tendens at opstå, i takt med at klientellet forandrer sig. Nu bliver også vikingeinspirerede tegninger, dødningehoveder og rockerbetonede symboler, der ofte fylder langt større dele af kroppen, populære.

1970-1980’erne

Japanske tatoveringer med store drager, samuraier og kapper bliver for alvor en trend, og nogle tatovører begynder ligefrem at gøre stilarten til deres speciale. Tatoveringerne dækker ofte hele ryggen i kraftige, iøjne­faldende farver med motiver, der peger i retning af moderne kunst.

1990’erne

Tribal betyder på dansk ”stamme”, og formen bliver i 1980’erne taget op af den amerikanske tatovør Don Ed Hardy. I Danmark bliver motiverne særligt populære efter filmen ”From Dusk till Dawn” (1996) med den tatoverede George Clooney på rollelisten. Mange mænd får lavet lignende tribal-tatoveringer fra overarmen og op mod halsen, mens kvinder får lænde­tatoveringer. Stilarten er inspireret af de gamle stammefolks abstrakte mønstre af linjer og cirkler, der ofte er ensfarvede eller sorte. Nogle har også et keltisk eller nordisk præg.

2010’erne

I dag er der flere forskellige tegn, som er populære at få foreviget på kroppen, her­iblandt fjer, uendelighedstegn og simple geometriske figurer. Ud over at fungere som kropskunst har de ofte en symbolsk betydning for den enkelte. Derudover har tatoveringer med tekst ændret karakter de senere år. Engang var det blot kærestens eller moderens navn, der skulle printes på kroppen. Nu skal tatoveringerne indeholde hele citater på forskellige sprog som engelsk eller latin og have et unikt budskab, der betyder noget særligt for den tatoverede.