Anders Sørensen Vedel (1542-1616) var både teolog og præst, men det er som humanist, han ifølge forhenværende gymnasielektor Kjeld Bjerrum Jensen fortjener at blive husket. Og huskes skal han, mener lektoren, som derfor har skrevet bogen ”Anders Sørensen Vedel og hans tid”, der udkommer i forbindelse med både 400-året for den store renæssanceskikkelses død og Reformations- og Luther-året.
Sørensen Vedel, der stammede fra Vejle og døde i Ribe, betragtes som Danmarks første historiker. Desuden var han oversætter, folkemindesamler samt slotspræst for Frederik II.
At skrive en biografi om Anders Sørensen Vedel er, som forfatteren bemærker, ikke nemt, idet hans privat-arkiv brændte i 1728. Oplysningerne om Vedel og hans liv er få og spredte. Bjerrum Jensen har støttet sig til Caspar Frederik Wegener (1802-1893), der var professor i historie ved Københavns Universitet og desuden kongelig historiograf og geheimearkivar.
Bjerrum Jensen forholder sig dog – skriver han selv – mere kritisk til Vedel, end Wegener gjorde. Noget, han blandt andet ser som en konsekvens af sit grundige forsøg på at afdække mulige årsager til, at Vedel i 1594 faldt i unåde.
Historien om ham fremlægges i en engagerende og læsevenlig form. Bjerrum Jensen er en nøgtern og sober formidler. Og som titlen stiller i udsigt, er det i høj grad en bog også om den tid, der var Vedels. Vi erindres om de holdninger og personligheder, der prægede den. Forfatteren har således gjort meget ud af at give læseren en baggrund at opleve og forstå hovedpersonen på.
Beretningen om den usædvanlige mand begyndte også usædvanligt: Kun 11 år efter at Anders Sørensen Vedel i en alder af 15 havde forladt Vejle, hørte han til blandt rigets øverste og Euopas mest lærde. Som hans hovedværk regnes dels hans oversættelse fra 1575 af Saxos ”Gesta Danorum”, dels ”Hundred- visebogen” fra 1591.
Vedel angav tre grunde til, at Saxo-oversættelsen var vigtig. En af dem var, at danskerne dermed fik mulighed for at blive belært om, ”hvorledes Gud sørgede for, at kristendommen kunne komme ind i et land, der var så dybt nedsunken i afgudsdyrkelse og barbari”.
Bjerrum Jensen finder imidlertid motivationerne ”meget tynde” og mener, at Vedel har haft andre end dem, han nævner. Formodentlig har der, argumenterer han, ”hvilet en aura af useriøsitet over ikke-religiøse tryksager, så for at blive taget alvorligt har han måttet give sin oversættelse en religiøs begrundelse”.
”Hundredvisebiogen”, der består af, hvad vi i dag betegner som folkeviser, blev til på initiativ fra Frederik II’s dronning Sophie. Det skete på øen Hven under et fælles besøg hos Vedels gode ven, Tycho Brahe. På grund af storm var det i nogle dage umuligt at forlade øen, og Vedel underholdt da dronningen med danske viser, som han kunne mange af. Hun blev så begejstret, at hun pressede ham til et løfte om at udgive en visesamling.
De mulige årsager til Vedels fald spiller en fremtrædende rolle i bogen. Bjerrum Jensen tror som udgangspunkt ikke på, at det udelukkende som hævdet skyldes omgivelsernes uforstand og hans påståede langsommelighed med at skrive ”Danmarks Riges Krønike”.
Andre årsager har da også været nævnt, og dem har forfatteren bestræbt sig på at få frem. For eksempel anfører han, at Vedel havde mistet venner og velyndere.
I øvrigt finder Bjerrum det påfaldende, at Arild Huitfeldt kun to år efter, at Vedel var blevet sat fra bestillingen, kunne udgive første bind af det kæmpemæssige værk, som ”Danmarks Riges Krønike” er. Og han antyder, at Vedel måske i virkeligheden var længere fremme med arbejdet, end man hidtil har troet. I denne forbindelse gør Bjerrum Jensen yderligere opmærksom på, at Huitfeldt på det pågældende tidspunkt var travlt optaget af andre gøremål, herunder i sin egenskab af rigskansler, og rimeligt nok sætter han derfor spørgsmålstegn ved sandsynligheden for, at Huitfeldt samtidig havde tid til at løse en så stor opgave, som der var tale om.
Vi drages ind i et spændende stykke detektivarbejde, men det fører ikke til fældende beviser – fordi kildematerialet er gået tabt.
Det er uden tvivl de færreste, der ved ret meget om Anders Sørensen Vedel. Men de, der læser bogen, må give Bjerrum Jensen ret: Den mand, som vi kommer i kontakt med, bør huskes. I mange år var han stjernen i dansk åndsliv.