Tredje bind af Niels Peter Stillings store værk om de danske herregårde er på gaden. Det er som de tidligere bind et flot værk med forfatterens gode fotos og Ferdinand Richards billeder af de danske/skånske herregårde fra midten af 1800-tallet.
På den måde er der ikke meget nyt at sige. Det hele er stabilt, og beskrivelserne foregår på et meget sagligt og informativt niveau. Her er ingen spøgelseshistorier og legender om hvide damer og indemurede adelsdøtre. Det er jo ikke en folkekomedie, men et stykke blodigt danmarkshistorie, der ligger bag byggerierne.
Historien er forfatterens stærke side. Det er også hans profession. Fortællingen om Skånes, Hallands og Blekinges historie er fremragende formidling, og den tjener til stadighed som baggrund for de enkeltfortællinger, vi får om herregårdene.
Renæssancen er herregårdsbyggeriets store tid. I den tidlige periode er det Jens Holgersen Ulvstands mastodont af en bygning, Glimmingehus, der tager prisen. Et hårdt og afvisende hus, der i sig selv fortæller om det behov for beskyttelse, adelen havde. Reformationen var mest en købstadsbevægelse i Øresundsbyerne, men Frederik II’s krige mod den svenske konge var blodig og i grunden en absurd kongekrig, der til sidst måtte afsluttes af rigsrådet.
Efter freden i 1570 blomstrede herregårdslivet i Østdanmark, men 1600-tallet blev det store katastrofeårhundrede med konstante krige og partisankamp mod et ekspanderende og stærkt Sverige. Katastrofale var også fredsslutningerne, der indbefattede krav, der sådan set lagde gift for den danske adel og dermed den danske tilstedeværelse gennem lensmænd i områderne øst for Øresund. Og dog byggedes der i løbet af 1600-tallet. De fruer, der i krigene var blevet enker, byggede gårdene endnu større som en slags monumenter over deres mænd. Statelige renæssancehuse – ofte med kirker som egentlige mausoleer. Ginnerup Kirke kunne i den sammenhæng have fået lidt mere opmærksomhed.
I 1660 var det hele slut. Adelen havde to muligheder: at flytte til deres godser på øerne og i Jylland eller at sværge troskab over for den svenske konge. Forsvenskningen blev hjulpet godt på vej ved oprettelsen af universitetet i Lund, der hindrede hjerneflugt over Sundet.
Stilling er ikke en sentimental fortæller. Han beskriver, fortæller historien i en stadig dialog med bygningerne og deres ejere. Ikke alle ejere, men de vigtige. I det hele taget er det de vigtige sagforhold, der udredes. Meget lades tilbage. Bygningsbeskrivelserne er fine og præcise. Stilhistorien betyder meget i forhold til det kunsthistoriske, indholdet i bygningerne. Det er huset og landet, der er ledetråden.
På en måde er det en tilsnigelse, at Stilling medtager de bygninger, der stammer fra tiden efter 1660, for da er det jo svensk bygningshistorie, vi taler om – men hvilke skønne bygninger af barokmesteren Carl Hårlemann og hans senere efterfølgere helt indtil historicismens tid. Det havde været en skam at lade dem ligge.
Det er en forfatter, der er fast i kødet, når han simpelthen uden buk, skab, undskyldninger og beklagelser fastholder, at denne historie gennem 650 år er dansk – i et forenet Europa. Man kunne gøre meget andet, men her er opgaven at holde fast i den historie, der som national historie hænger sammen – også med bygningerne og ejerne. En anden dag kan man beskrive de samme huse som europæisk kulturarv. Sådan som Stilling arbejder, er der tale om et nationalt erindringsværk, der på længere sigt skal komme til også at omfatte Slesvig. Det kan man kun glæde sig til. Skåne var en glædelig oplevelse.