Danske kongers dragter er blod, sved og vulgære mængder silke

I magasinet på Rosenborg Slot ligger et væld af kongedragter fra Christian den Fjerdes tid og frem. Nyt, stort billedværk fortæller dragternes historie, om drabelige slag og håndværk så ypperligt, at vi aldrig kan gøre det efter

Kongens garderober afslører uhyggelige mængder silke, der vidner om en blodig og svedig tid.
Kongens garderober afslører uhyggelige mængder silke, der vidner om en blodig og svedig tid. Foto: Olie på lærred, 231 x 169 cm Royal Collection Trust, copyright Her Majesty Queen Elizabeth II, 2020 og Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”

Det er ikke lige sådan et stykke tøj, man smider i en 40 graders på maskinen. Men vaskes skulle det altså, Christian den Fjerdes kniplede lommetørklæde i hørlinned, og det var Katia Johansen, der skulle gøre det. Det var første gang i 340 år, det blev vasket. Og måske sidste gang nogensinde.

Det lommetørklæde, hørende til Christian den Fjerdes skødetrøje, som tekstilkonservator Katia Johansen vaskede i 1985, måske som den sidste nogensinde. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.
Det lommetørklæde, hørende til Christian den Fjerdes skødetrøje, som tekstilkonservator Katia Johansen vaskede i 1985, måske som den sidste nogensinde. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.

”Det er dér, man lige trækker vejret en ekstra gang,” siger den i dag pensionerede tekstilkonservator om sin livs vigtigste vaskedag, tilbage i 1985.

Lommetørklædet var (og er) en del af et meget smukt stykke tøj med stor kulturhistorisk værdi, nemlig den skødetrøje i silkefløjl og hørlinned, som kongen bar den 1. juli 1644. Dén dag, han blev alvorligt såret af metalsplinter fra en eksploderet kanon på dækket af sit skib under slaget mod den svenske flåde ved Kolberger Heide i det nuværende Nordtyskland.

”23 blessurer og et mistet øje,” skrev Ludvig Holberg senere om de skader, kongen pådrog sig, og som efterlod tydelige blodpletter på hans indtil da hvide krave, hue, skjorte og lommetørklæde.

Artiklen fortsætter under annoncen

Christian den Sjettes fløjlstøfler fra 1730-1740 er godt brugte. De er foret med silketaft, hvilket har gjort dem lette og behagelige at stikke fødderne i. Dekorationerne har oprindelig været guldfarvede, men fordi de er udført i forgyldt sølv har slid og tæring gjort dem grålige. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.
Christian den Sjettes fløjlstøfler fra 1730-1740 er godt brugte. De er foret med silketaft, hvilket har gjort dem lette og behagelige at stikke fødderne i. Dekorationerne har oprindelig været guldfarvede, men fordi de er udført i forgyldt sølv har slid og tæring gjort dem grålige. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.

Det er beskrevet, hvordan kongen væltede om på dækket ved eksplosionen. En kort overgang var der skrig og kaos blandt besætningen, der troede, at deres konge var død. Men så skete det utrolige, at han rejste sig igen og befalede sine mænd at kæmpe videre mod svensken. Det kunne de også se på den svenske side, og de må have ærgret sig. Dengang var det nemlig, som det er i skak: Er kongen faldet, er slaget tabt.

Den sårede konge blev opereret i hovedet samme aften, efter tidens standarder uden bedøvelse, og noget af det, der til stadighed fascinerer Katia Johansen, er, at han i sine smerter havde åndsnærvær nok til at bede sin kammertjener om IKKE at vaske blodet af dragten, da den blev taget af ham. Kongen døde fire år senere, i 1648, hjemme på sit elskede Rosenborg, og der gik ikke mange år, før den blodplettede dragt fra søslaget ved Kolberger Heide blev udstillet første gang som bevis på hans heltemod.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Karel van Mander den Tredjes maleri af Kong Christian den Fjerde fra 1640 viser Rosenborgs bygherre i sin fulde, stovte skikkelse. Olie på lærred, 231 x 169 cm Royal Collection Trust, copyright Her Majesty Queen Elizabeth II, 2020.
Karel van Mander den Tredjes maleri af Kong Christian den Fjerde fra 1640 viser Rosenborgs bygherre i sin fulde, stovte skikkelse. Olie på lærred, 231 x 169 cm Royal Collection Trust, copyright Her Majesty Queen Elizabeth II, 2020.

Fra midten af 1800-tallet var dragten fast udstillet på Rosenborg Slot, og halvandet århundrede senere, i 1985, havde der efterhånden samlet sig så meget museumsstøv og snavs på dragten, at det var svært at skelne blod fra skidt. Silketrøjen og huerne blev støvsuget, men det hvide linned – lommetørklæde, skjorte, underhuer og pudevår – måtte vaskes, sådan rigtigt. Katia Johansen smøgede ærmerne op og gik i gang med Danmarkshistoriens måske mest besværlige skånevask.

Den blodplettede dragt er én af de prægtige kongedragter, der er beskrevet i Katia Johansens billedværk ”Ti kongers tøj”, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Forfatteren er født i USA og kom til Danmark som studerende sidst i 1960’erne. Hun blev hængende og blev siden ad kringlede veje dragthistoriker og tekstilkonservator med ansættelse ved Rosenborg Slot. Herfra gik hun på pension i 2016, og siden da har hun arbejdet på at gøre bogen om kongedragterne færdig.

Dragterne, der er vist i ”Ti kongers tøj”, stammer fra årene 1596-1863. De ældste har tilhørt Christian den Fjerde, de nyeste Frederik den Syvende. Og med dragter menes ikke bare tøj og overtøj, men også sko, bælter, handsker og huer. Ridestøvler og benvarmere, punge og pengekatte.

Pengekat af blå silketråd og guldstrimler fra 1779, der har tilhørt Christian den Syvende. På den lille lukkering står datoen ”29. januar 1779” i diamanter. Den kan have været en 30-års fødselsdagsgave til kongen. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.
Pengekat af blå silketråd og guldstrimler fra 1779, der har tilhørt Christian den Syvende. På den lille lukkering står datoen ”29. januar 1779” i diamanter. Den kan have været en 30-års fødselsdagsgave til kongen. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.

”Ypperligt!” er det ene ord, tekstilkonservatoren bruger, når hun skal beskrive kvaliteten af kongedragterne.

Der er guld-, sølv- og perlebroderier og silke i vulgære mængder. Men det er ikke så meget det, der betager Katia Johansen. Kongedragterne beviser nemlig, at vi engang kunne meget mere, end vi kan i dag.

”Når man tænker på, at alle disse stoffer og tråde er lavet i hånden, så blegner vores moderne teknologi temmelig meget. Vi kan ikke lave en sytråd så fin som på Christian den Fjerdes tid, det er gået ned ad bakke. Der findes stadig ypperligt skrædderarbejde, men vi kan ikke brodere mønstre i samme kvalitet. Det er et håndarbejde, der er opbygget gennem generationer, og som nu er gået tabt. Det skinner virkelig i øjnene, at vi har kunnet meget mere med vores hænder, end man kan med maskiner. Der findes end ikke synåle, der er tynde nok, de nåle, vi har i dag, ville efterlade kæmpestore huller i stoffet, hvis vi begyndte at sy med dem,” siger hun.

Hele herligheden ligger til daglig gemt væk for offentligheden i Rosenborgs magasin, i syrefri kasser (”for syre er generelt ikke godt for noget og da slet ikke tekstiler,” som Katia Johansen siger), og tøjstykkerne er polstret ud med silkepapir, så tekstilerne ikke danner folder.

Katia Johansen er ét af de ganske få mennesker, der haft de mageløse tøjstykker i hænderne. Hænderne, ikke handskerne:

”Af og til er der stoffer, som har skarpe metaltråde, som vil hænge fast i en bomuldshandske, hvis man lige får lidt forkert fat. Det bedste er helt rene hænder. Uden sved! Når jeg har haft studenter, er jeg altid begyndt med at give dem hånden for at mærke, om de havde svedige hænder. Det duer nemlig ikke. Sådan udvalgte man i øvrigt også folk til at lave guldbroderier før i tiden,” siger Katia Johansen.

De guldbroderede, maskinstrikkede (!) strømper er del af Christian den Syvendes salvingsdragt i hvid og guld fra 1767. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.
De guldbroderede, maskinstrikkede (!) strømper er del af Christian den Syvendes salvingsdragt i hvid og guld fra 1767. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.

”Men generelt skal man ikke røre for meget ved disse ting. Kun hvis der er en højere mening med det. Man aer ikke bare ting, fordi de er lækre, selvom man godt kan have lyst til det,” griner hun.

Udgangspunktet for bogen har, fortæller Katia Johansen, været at gøre dragterne tilgængelige, som den relativt ukendte kulturskat, de er. De udstilles kun ganske sjældent på grund af deres sarthed, og hvis de skal udstilles er det både dyrt, besværligt og pladskrævende:

”Det kræver store montrer og uddannet personale at håndtere dem, og det er dyrt. Der skal laves håndlavede giner, for vore kære konger var bestemt ikke standardstørrelser. Men dragten kan ikke forstås, før den sidder på en krop.”

For eksempel, siger hun, var det i 1700-tallet moderne at have en kropsholdning, hvor brystet var fremskudt og skuldrene trukket langt tilbage. Så var man klar til at danse!

”Det ville jo se helt skørt ud, hvis vi satte en 1700-talsdragt på en gine, lavet efter en nutidig krop, hvor skuldrene læner forover efter mange timer ved computeren,” siger hun.

At udstille dragter kræver bare noget helt andet, end det kræver at hænge et maleri på et søm i væggen. Og så er museerne ofte bekymrede for at lave udstillinger, hvor der er meget mørkt, men dragterne kan faktisk ikke tåle dagslys, siger Katia Johansen.

”De skal helst ligge rent, tørt, mørkt og køligt. Har de været ude af magasinet i et par måneder, skal de helst tilbage i mørket i årevis. Det er ikke, fordi de så bliver i bedre stand. De kan ikke blive bedre, end de er. Men de må for Guds skyld ikke blive værre!”

Og det er lige præcis dér, en velillustreret bog kommer ind i billedet som et lille museum i sig selv, mener hun.

”Man kan ikke flå dragterne frem i tide og utide for at vise en lille detalje. Men jeg vil faktisk sige, at en fotografisk bog kommer tættere på dragterne end en udstilling. Vi kan vise foret, når det er vendt ud. Og hvis en søm er gået op, kan vi se helt ind i konstruktionen,” siger hun.

Når en konge har skullet have en ny dragt, er det foregået, som det gør i dag, når kongehuset bestiller tøj. Med en kunde, der har klare ønsker og behov.

”Det begynder med, at kongen skal have noget tøj. Han har selvfølgelig en skrædder, som ved, hvad han har brug for: så og så mange ridedragter, kroningsdragter og maskeradedragter. Man kender hans behov i højere grad, end hvad vi andre tænker på. Men kongen er forsynet med tøj til enhver lejlighed,” siger Katia Johansen.

Lige med undtagelse af den notorisk utro og drikfældige kong Frederik den Syvende handlede det ikke om at repræsentere sig selv, men riget, siger Katia Johansen. At klæde sig flot og overdådigt for at vise rigets glans.

”Uniformerne har jo en udformning, som i store træk er givet. Men man kan forestille sig den situation, at kongens ældste datter skal giftes. Så sender han bud efter skrædderen, som inden da har anskaffet prøver på forskellige slags stof. Vi har jo ikke samtalerne på bånd, men jeg tror, han for eksempel kan have sagt: ’Jeg savner sådan en fuldstændig dyb skovgrøn!’. Og så har skrædderen måttet gå ud og skaffe det.”

Man kan af de historiske kilder udlede, at dragterne har det udseende, de har, fordi kongen har ønsket det sådan. Og når tegningerne har været på plads, har et arsenal af uendeligt dygtige håndværkere taget over. Sådan nogle, som det er umuligt at leve op til i dag.

”Det siger sig selv, at kongehuset får fat i de bedste folk. Men det betyder også, at kongen har kunnet understøtte udviklingen af silkevævning og håndbroderi, og set fra håndværket er det en kæmpe gave. Som konservator har jeg indimellem følt, at jeg sad og så over skulderen på skrædderen, eller at jeg sad på skødet af brodereren. Nogle gange har jeg jo ligefrem skullet gribe ind og forsøge at støtte noget og stoppe en skade på deres arbejde. Man føler sig ret ... ydmyg! Men jeg ved godt, hvad jeg skal. Jeg skal ikke gøre det efter, det kan jeg ikke, men er det usynligt, hvad jeg har lavet, så er det godt,” siger Katia Johansen.

Da hun i 1985 stod og duppede på linnedet fra Christian den Fjerdes lommetørklæde med en svamp, mens stoffet lå i en fotobakke med vand og skidtopsamlende kemikalier, først én, så to, og tre gange, altimens retsmedicinere løbende tog prøver af vandet for at se, om der var spor af blod i det, indskrev hun sig på en måde i en række af kongelige ”vaskepiger”.

Sådan én var også Anna Wybaldtz, der nævnes i én af de historiske kilder, Katia Johansen har brugt for at få viden om de mange mennesker, der har været involveret i skabelsen og vedligeholdelsen af dragterne. Hun har gennemtrawlet budgetter og regninger for at finde navnene på skræddere og broderere, og ja, vaskepiger.

”Det har ligget mig meget på sinde at nævne alle de håndværkere, jeg kunne finde, netop fordi de ellers er totalt anonyme,” siger hun.

I 1638 ansatte kongen en mand ved navn Johan Funcke som slotsforvalter på Rosenborg med instruks om, at ingen andre end vaskepigen, som altså hed Anna Wybaldtz, måtte vaske kongens ”linklæder”, en slags undertøj, hvis hvidhed var noget, man gik voldsomt meget op i på det tidspunkt. Instruksen til Johan Funcke gik desuden på, at kongens klæder ”baade linned og uldne, skal han have i god agt, at deraf intet forkommes”.

Man vidste også dengang, at dragterne var noget helt, helt særligt. At de nok ville have værdi for eftertiden ja, men også, at de skulle behandles med varsomhed for at holde til mange års brug.

”Jeg griner højt, når nogen taler om ’slow fashion’, som om det var noget nyt,” siger Katia Johansen.

”Bæredygtighed var en helt naturlig ting dengang. Dels var det store værdier, man tumlede med, og det kom ikke på tale at misbruge et stykke stof. Stofferne var kostbare og fik den respekt, de fortjente, og det gjorde mindre kostbare stoffer i øvrigt også i den almindelige befolkning. Selvfølgelig er det brilliant, at industrialismen betød billigt tøj til alle, men vi begynder også at se bagsiden af det, for meget tøj, for meget unødig produktion og for stort spild. Det er fint, vi i dag er nået til et begreb som bæredygtighed. Men det er også godt at vide, at det var en fuldstændig naturlig del af livet i sin tid.”

Igen viser dragterne os, at vi ikke nødvendigvis bliver klogere eller dygtigere, som tiden går. Og dog, for vi er blevet meget bedre til at bevare ting, end vi har været. En anden aha-oplevelse for Katia Johansen har været, at vi her i Danmark er meget langt fremme, hvad angår bevaringen af historiske dragter.

”Man kunne have en idé om, at Danmark haltede efter Paris, men det gjorde man faktisk ikke håndværksmæssigt på det tidspunkt. Og den helt store forskel mellem Frankrig og Danmark er, at de ikke har været så gode til at bevare deres ting, dernede. Så de skal med længsel komme hertil og se håndværk!”

For eksempel Frederik den Fjerdes bryllupsdragt i rødt silkefløjl med blomstret sølvbroderi, der stadig stråler, som var det helt nyt.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Frederik den Fjerdes bryllupsdragt, hvis overdådige sølvbroderier er så velbevarede, at de ligner noget, der er lavet for ganske nylig. Dragten stammer dog fra omkring 1695, og kongen bar den ved sit bryllup med prinsesse Louise af Mecklenburg samme år. Den heftige mængde sølvbroderier på ærmerne har fanget tilskuernes øjne, hver gang kongen bevægede sine hænder. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.
Frederik den Fjerdes bryllupsdragt, hvis overdådige sølvbroderier er så velbevarede, at de ligner noget, der er lavet for ganske nylig. Dragten stammer dog fra omkring 1695, og kongen bar den ved sit bryllup med prinsesse Louise af Mecklenburg samme år. Den heftige mængde sølvbroderier på ærmerne har fanget tilskuernes øjne, hver gang kongen bevægede sine hænder. – Foto fra bogen ”Ti kongers tøj”.

”Dragten i sig selv er ikke så speciel. Men broderiet er så overdådigt og overlegent komponeret og udført. Det kan godt være, man opfandt modedetaljer i Paris, som så er kommet her til Danmark. Men broderierne, håndværket, er lavet hér i Danmark.”

I 1985 var det kommet dronning Margrethe for øre, at Christian den Fjerdes blodplettede linned skulle vaskes. Hun ønskede ”held og lykke” med projektet, for som hun sagde (Katia Johansen husker hvert eneste ord), er det ”noget, vi danskere er meget stolte af”.

”Også dengang kunne man jo godt høre på mig, at jeg ikke er født dansker. Jeg forstod i hvert fald, at jeg skulle holde tungen særdeles lige i munden,” siger tekstilkonservatoren.

Det var således med hjertet helt oppe i halsen, hun tog lommetørklædet op af vandet for allersidste gang, for at lægge det til tørre på en glasplade. Tænk, om hun var kommet til at vaske blodet af!

Men Katia Johansen lykkedes med sit ”meget sarte program for bevaring af blodpletter”. Blodet er der stadig, brunlige plamager mod det hvide hørlinned. Som kun er hvidt på grund af Katia Johansen – og måske også den gode Anna Wybaldtz, der sandsynligvis vaskede lommetørklædet mange gange tilbage i 1600-tallet. For ”snot og whatever ”, som Katia Johansen siger.

Katia Johansen forundres stadig over kongens klarsyn dén sommeraften i 1644, hvor han klistret ind i blod blev afklædt af sine tjenere og derefter opereret på sit skib.

”Tænk, at han har haft så meget presence of mind, at han kunne sige: ’Hov, hov, det skal ikke vaskes!’. Han vidste, at det er altså ikke bare lasagne ned ad silkeblusen, det her. Det er historie!”