Prøv avisen
Udvandring

Rejsen til Amerika: Danske udvandrere var skuffede, ikke sultne

Rejsen over Atlanterhavet var lang og barsk for de danske udvandrere. Det var en begivenhed, når Amerika-skibene forlod København, og mange mødte op for at vinke farvel. – Foto: DR K

Fra 1850 og 70 år frem forlod næsten hver 10. dansker fædrelandet i håb om at skabe sig en bedre tilværelse i USA. De fleste var frustrerede over manglende muligheder for social opstigning i det danske samfund. Historien er relevant i en tid, hvor mange mennesker vælger at flytte sig, siger redaktøren for DR K, der fra næste uge sender den nyproducerede serie ”Rejsen til Amerika”

Det var forår i Danmark, da kokkepigen Ane Frederiksen og landarbejderen August Rasmussen i 1856 giftede sig i Sæby Kirke på Vestsjælland. Og på trods af deres status som fattige og jordløse var der også forår og forventning i de to unge menneskers sind. For ikke blot havde de sagt ja til at leve sammen i medgang og modgang, deres ja i kirken var også en besegling af en aftale, de to havde indgået om deres fælles fremtid langt væk fra Danmark.

”Det hænder vist sjældent, at to unge mennesker gifter sig for straks som mand og hustru at tage afsked med forældre, søskende og venner for at vende sit fødeland ryggen og begive sig ud på en rejse tusinde og atter tusinde mil bort for at forfølge sin lykke og om muligt åbne en vej op til det bedre for dem selv og andre og at finde, hvad de ej kan finde her, et hjem. Og derfor har jeg anmodet mit sognefolk om at samles med os her på denne mærkværdige dag, så enhver som vil, kan sige dem det sidste farvel.”

Sådan talte pastor Lind til den stuvende fyldte kirke, og brudeparret kunne derefter forlade kirken med mange lykønskninger og velmenende håndtryk om lykke til i det fremmede.

Og historien om Ane og August var usædvanlig i 1856. Som det fremgår af Ole Sønnichsens bog ”Rejsen til Amerika”, var de blandt de første danskere, der vovede at forlade alt, hvad de kendte, til fordel for ønsket og håbet om en bedre tilværelse i Amerika. Bogen danner grundlag for en dokumentarserie med samme titel, der fra næste uge sendes på DR K. I serien oprulles nogle af personhistorierne fra en periode i Danmarkshistorien, hvor der først og fremmest var menneskeflugt ud af landet og ikke som i dag ind i landet. For Ane og August Rasmussen var nok nogle af de første, men så langt fra de eneste, der på den tid søgte mod et sted, hvor græsset virkede grønnere end i den hjemlige andedam. Flere end 300.000 danskere, svarende til omkring en tiendedel af befolkningen, rejste mellem 1850 og 1920 over på den anden side af Atlanterhavet for at begynde en ny tilværelse. Heldigvis for os i dag skrev mange af dem breve og dagbøger.

August Rasmussen var en af dem, der flittigt noterede sine tanker og handlinger ned, og derfor ved vi, at han allerede tre år før bryllupet i Sæby Kirke var blevet grebet af Amerika-feberen. Da havde han nemlig læst et brev fra sin gamle skolekammerat Christian Jensen. Kammeraten var stukket til søs og endt i Greenville, en nybygger-landsby inde i Michigans skove. Vennen skrev blandt andet, fremgår det af Ole Sønnichsens bog: ”Her er umådelige sletter og skovland til at købe for næsten ingenting. Amerikanerne er ærlige folk, landet styres af en præsident, som vælges for fire år. Her er god retspleje og smukke piger.”

For August Rasmussen lød det forjættende og noget bedre end det, han var vant til. Han, der var opvokset i området omkring Øvre Halleby Å, var kommet tidligt ud at tjene på en af de lokale herregårde. Her var arbejdet slidsomt og betalingen ringe. En gang da August havde glemt at tage hatten af for herremanden, havde han modtaget et slag som straf, og da han en søndag nægtede at arbejde i stalden, fik han prygl med et spanskrør. Efter 12 år under herremandens åg så den unge mand ingen muligheder for, at hans situation kunne ændre sig. For selvom Danmark i 1849 havde fået Grundloven, hjalp demokratiets indførelse ikke folk, som ikke var jordejere.

Altså drog han og Ane, efter tre års spinken og sparen, kort efter brylluppet til Amerika. Her var planen at rydde nogle tønder jord af en skov til landbrugsjord og bygge en bjælkehytte, der kunne huse en familie. Brylluprejsen kom til at vare to måneder og 16 dage, hvor de både oplevede barsk vejr og sygdom og død blandt deres medrejsende, men de nåede frem, stiftede familie, og allerede året efter rejste yderligere 36 fra den vestsjællandske landsby til Michigan foranlediget af August Rasmussens breve.

Udvandrerne fra landområderne omkring Halleby Å var typiske for det, historikerne kalder den første bølge af udvandringen fra Danmark til Amerika, der havde sin rod i de daværende samfundsforhold. De bestod typisk af ægtepar eller familier med to-tre børn, der realiserede alt, hvad de ejede, for at købe en billet til Amerika.

”I løbet af 1800-tallet skete der en markant befolkningsfremgang i Danmark. På grund af bedre og mere rigelige fødevarer og bedre hygiejne faldt børnedødeligheden, men omkring 1850 blev folk stadigvæk ved med at få børn hvert andet år, og det gjorde, at der ikke var gårde og jord nok til alle. En gård gik typisk i arv til den ældste søn i familien, men til de efterfølgende var der ikke noget at komme efter. Det betød, at mange fra landområderne drømte om et bedre liv et andet sted,” siger Torben Grøngaard Jeppesen.

Han er museumschef på Odense Bys Museer og adjungeret professor på Syddansk Universitet. I sommer forsvarede han sin doktorafhandling, der består af de to publikationer: ”Danske i USA 1850-2000” og ”Fra skandinavisk immigrant til amerikaner”.

I løbet af 1880’erne ændrede udvandringen sig til mest at omfatte yngre mænd, men fælles for dem alle var, ifølge Torben Grøngaard Jeppesen, at de kom fra samfundets bund.

”Det var ikke sjovt at være daglejer på det tidspunkt, men generelt kan vi sige, at ingen i Danmark udvandrede, fordi de var tvunget til det. De rejste ikke, fordi de var sultne, men fordi de var fattige og skuffede over de manglende muligheder for at forbedre deres sociale position i samfundet,” siger han.

Foruden de jordløse familier og de unge mandlige daglejere var der en anden stor gruppe af udvandrere, nemlig mormonerne. Mellem 1850 og begyndelsen af 1900-tallet forlod 17.000 danskere landet for at søge til ørkenstaten Utah. Stedet blev kaldt Zion, paradiset på jord, efter det hellige bjerg i Jerusalem.

Også de var, ifølge Torben Grøngaard Jeppesen, typisk blandt de allerfattigste, og mange var tjenestepiger, som ikke fik anden løn end kost og logi. Gennem de mormonske missionærer, der kom til Danmark, efter at der med Grundloven var indført religionsfrihed, fik de mulighed for at komme væk fra fattigdommen og begynde forfra i USA. De kom typisk gratis af sted mod at skrive under på, at de resten af deres liv ville betale en tiendedel af deres indkomst til mormonkirken.

Deres rejse var også barsk. Efter den lange sejltur skulle de typisk med tog fra New York til midtvesten, og derefter fulgte en lang og udmattende tur gennem ørkenen i Sierra Nevada til mormonkolonien ved Great Salt Lake. En jernbane blev først anlagt i 1869, så før måtte turen gennemføres med hestevogn eller til fods.

”Mange kom til at gå en tur på over 2000 kilometer trækkende en kærre efter sig, og det skete ikke sjældent, at det kostede menneskeliv,” siger Torben Grøngaard Jeppesen.

Med hjælp fra en gruppe historiestuderende på Syddansk Universitet har museumschefen i sin disputats kortlagt danskernes demografiske, sociale og kulturgeografiske forhold i USA fra 1850 til 2000 og sammenlignet med norske og svenske immigranters forhold. Hans konklusion er blandt andet, at de danske udvandrere gik målrettet efter den bedste jord og bosatte sig forskellige steder i USA frem for at være i nærheden af landsmænd, mens eksempelvis nordmændene flyttede til USA i grupper og grundlagde kolonier bygget op omkring det norske.

”Udvandringens pris er det dyk i social placering og arbejde, som de fleste oplever på kort sigt, når de ankommer til et nyt land. Integrationsprisen er derimod den sociale og psykologiske omkostning, der er ved at forlade alt det kendte som familie, sprog og traditioner. For mange var det en forstor pris at betale, og de valgte derfor at bosætte sig sammen med landsmænd, så de kunne opretholde hjemlandets sprog og kultur. Tilvænningen gik så langsommere og typisk over flere generationer. Hovedparten af nordmændene valgte den vej, mens det modsatte gjaldt de fleste af danskerne,” siger Torben Grøngaard Jeppesen.

Hans undersøgelser viser, at danske indvandrere i USA i løbet af få generationer har opnået den ønskede sociale opstigning, mens det har taget længere tid for norske og svenske immigranter.

”Spørgmålet om, hvordan immigranter håndterer integrationens pris både dengang og i dag, er dog komplekst,” siger han og fortsætter:

”Det er ikke bare en rationel beslutning, man kan træffe. For det er hele ens tilværelse, ja måske næsten sig selv, man opgiver, hvis man hurtigt lader sig assimilere i et nyt land, men historien viser, at det klogeste, man kan gøre, hvis man gerne vil stige socialt opad, er at sprede sig, lære sproget og gifte sig med en person fra det land, man kommer til,” siger Torben Grøngaard Jeppesen.

I forbindelse med udsendelserne på DR K har journalist Peter Kryger besøgt nogle af efterkommerne af de første danske indvandrere fra 1850’erne. Hos dem oplevede han blandt andet en høj grad af tiltro til politi og stat og et frisind, der kan minde om det danske. Og så oplevede han en stolthed over det, som forfædrene havde udrettet.

”De fleste var superstolte og brugte meget tid på at hjælpe med at finde historierne frem. De havde stor respekt for de mennesker, der for omkring fem generationer siden kom dertil uden noget som helst og ikke engang havde penge til en returbillet,” siger han.

Ifølge redaktør på DR K Anja Hauberg er udvandringen til Amerika et relevant stykke danmarkshistorie at fortælle netop nu, fordi det minder os om en tid, hvor det var os danskere, der valgte at ofre alt det velkendte og forlade vores fædreland i frustration over ringe livsvilkår og muligheder.

”Vi er i en samtid, hvor mange mennesker vælger at flytte sig geografisk fra deres land. Selvom den situation ikke kan sammenlignes en til en med det, der foregik i Danmark fra midten af 1800-tallet og frem til 1920, så synes jeg, det er interessant at blive mindet om, at vi altså også har været i en situation, hvor mange mennesker ønskede at skabe sig en bedre tilværelse i et andet land,” siger Anja Hauberg.

”På DR K interesserer vi os for historien, og for mig bliver historien endnu mere interessant, hvis jeg kan bruge den til at forstå min nutid. De fleste af os kan godt sætte os ind i den drift, det er at ville skabe et bedre liv enten for sig selv eller for sine efterkommere. Det var det, danskerne gjorde dengang, og deres historier både imponerer og fascinerer mig, ikke mindst fordi de emmer af viljestyrke, mod, og sejlivethed,” tilføjer hun.

August Rasmussen blev en gammel mand. I 1919 døde han, 89 år gammel, og blev bisat i Greenville. Inden da havde han i mange år været det naturlige omdrejningspunkt blandt de danske udvandrere og deres efterkommere i byen, der var vokset støt gennem årene.

”Hvis en mand, der var død i Greenville i 1856, blev tilladt at komme op af sin grav og se sig om, ville han tro, at han var i Washington, Chicago eller New York,” plejede han at sige.

Ane og August fik to børn, Laura og William, der begge døde som børn. Siden døde Ane i 1880, 50 år gammel. August giftede sig igen. Med Minde Marie Hansen, der havde norske aner, og sammen fik de fem børn. Deres efterkommere lever stadig i Greenville og er med i den første af de tre dokumentarudsendelser på DR K.

Da August Rasmussen af den lokale avis Independent blev spurgt, om han ville skrive sine erindringer som føljeton i avisen, sagde han ja. Det fremgår af Ole Sønnichsens bog, at han blandt andet skrev:

”Vi var næsten alle fattige, da vi kom her. Vi ønskede at overgive og levne al denne herlighed, herremænd, grever, baroner, godsforvaltere, statskirker, bag os og rejse til en fri republik, hvor de hvert fjerde år vælger en ny præsident i stedet for som i Danmark at leve under en konge på livstid og så få hans søn som eftermand.”

Føljetonen blev senere udgivet som en bog, som August Rasmussen fik oversat til dansk, og hvori han tilføjede nogle afsnit om de forhold, han havde levet under i Danmark. I slutningen skrev han blandt andet:

”Når jeg har talt om disse ting til amerikanske arbejdere, så har de sværget på, at en mand, der ikke gav dem en bedre levevej, ville de tjære og fjedre og oplyse med en svovlstik. Dette er kanske lidt for hårdt dømt. Men når en klasse af mennesker tilraner sig en sådan æresbegærlighed og herskemagt, så er det tid til at se sig om efter et bedre hjem og en bedre regering og retspleje. Det har vi fundet her i Amerika.”

De fleste danske indvandrere i USA søgte ud på prærien, hvor de kunne få jord. – Foto: Udvandrerarkivet, Aalborg/PR Foto fra bogen ”Rejsen til Amerika”
August Rasmussen fik opfyldt sin amerikanske drøm og endte med at skrive en bog om det. – Foto: Museum Vestsjælland – Kalundborg/PR Foto fra bogen ”Rejsen til Amerika”