De billeder, vi gør os af døden

Kunst er ikke afbildning, selvom billedet kan være helt livagtigt. Kunst er skabelse. Der, hvor sproget hører op, begynder billedet, skriver tidligere biskop Kjeld Holm i dette forord til bogen ”Dødens store billedbog”, der er udkommet i denne uge

”På en måde er hele menneskehedens historie én lang bestræbelse på at løse dødens gåde,” skriver Kjeld Holm. Her ses Alessandro Casolanis (1552-1606) ”Ung kvinde som betragter et kranium” fra 1591, som kan ses på Statens Museum for Kunst i København. Også de helt unge har op gennem historien skullet betænke, at de en dag skal dø. – Foto: Wikimedia Commons.
”På en måde er hele menneskehedens historie én lang bestræbelse på at løse dødens gåde,” skriver Kjeld Holm. Her ses Alessandro Casolanis (1552-1606) ”Ung kvinde som betragter et kranium” fra 1591, som kan ses på Statens Museum for Kunst i København. Også de helt unge har op gennem historien skullet betænke, at de en dag skal dø. – Foto: Wikimedia Commons.

En fremragende amerikansk filosof sagde engang, at den største gåde i livet var den, at verden overhovedet var til. Den kunne vel lige så godt ikke have eksisteret. Tankegangen virker måske underlig, og så dog. For i dagligdagen kan vi godt undre os over, at noget er til, når det dog lige så godt ikke kunne være til. Hvad er det, der gør, at noget bliver til og er til i en tid? Alting har sin tid, siger vi. Men det er næppe sandt, for der er noget, som ikke bliver til. Der er noget, der altid har været her, et fænomen, som historien ikke har ændret, nemlig døden. Alt har en historie, kun ikke døden. Der kan være alle mulige grunde til, at mennesker dør. Men udgangen kan der ikke ændres på.

Denne kendsgerning har vi altid haft svært ved at acceptere. Den tavse og meningstomme død har altid været uacceptabel for mennesker. ”Hvor kan den sunde mand forstå, at også han engang skal gå?” spurgte Johannes V. Jensen engang i et digt. Der må være en årsag til alt. Vi vil så gerne have, at der skal være en forklaring. Det sværeste er, når vi står overfor det gådefulde. Kunne gåden dog bare løses!

Sagt på den måde er hele menneskehedens historie én lang bestræbelse på at løse dødens gåde. Derfor skaber vi billeder, gør os billeder af det, som ellers unddrager sig og aldrig kan forstås, afbildes og ses.

Man må forstå, at alle billeder, al tænkning, al kunst har til formål at komme det stumme og billedløse til livs. Og intet andet har udfordret som det stumme og usynlige som døden. Det, som vi som mennesker ikke kan acceptere. Derfor blev kunsten til. Al kunst, også den religiøse kunst, er vokset frem af det gådefulde. Så det handler om at skabe billeder, selv om der egentlig ikke er noget at afbilde. Kan man lave billeder af ingenting? Nej, men vi laver billeder alligevel, også af den usynlige, blinde død.

Men dødens gåde står ikke alene. Den religiøse dimension er lige så gådefuld som dødens.

Så kan vi bedre holde det hele ud, synes vi. Og kunst er at holde ud. Sådan er det også med denne bogs billeder. Man kan godt se, hvad billederne forestiller. Menneskekroppe, til eksempel, men også underlige fantasifostre. Forvrængede, kunst som en spejling, nok af alt det, døden gør ved os, men ikke af døden selv. Sådan som billederne er, ligner de nok, men hvad? Vi har jo ikke set dem ude i virkeligheden. De er skabt som et helt andet univers.

Somme tider hører man den replik, at kunsten ikke duer, for den ligner jo ikke noget.

Storm P. fortæller om to af sine små mænd i sine fortællinger. Den ene siger til den anden, medens de står og ser på et abstrakt billede: ”Jeg kan ikke forstå, hvad det forestiller.” Den anden svarer: ”Det forestiller ikke noget.” ”Nå. Så forstår jeg det meget bedre,” lyder svaret!

Kunst er ikke afbildning, selv om billedet kan være helt livagtigt. Kunst er skabelse. Der, hvor sproget hører op, begynder billedet. Derfor kan man ikke ”oversætte” et billede til sprog, ligesom man heller ikke kan det med musik.

En af mine tidlige lærere på universitetet spurgte engang os studenter, om vi kunne fortælle ham, hvad en tone er. ”Det er noget med musik,” svarede vi. Han rystede på hovedet og svarede selv: ”En tone er tid.” Det eneste, man kan sige om den, er nemlig, at den tager tid. Når det drejer sig som billedkunst, kan man sige, at et billede er rum. Den skaber et rum, som intet andet sted er.

Jeg må indrømme, at jeg i mange år ikke interesserede mig for kunst. I hvert fald ikke i min barndom. Jeg gik aldrig på udstillinger, for det gjorde mine forældre ikke. Og i mit barndomshjem havde vi kun nogle fjollede malerier. Kun ét kan jeg huske, det var af en kone med et lille barn på skødet, omgivet af køer og høns. Det hang der bare, og egentlig så vi det ikke, og det betød ikke noget. Jeg var næsten voksen, før jeg så et billede, der betød noget for mig. Jo, jeg havde en god ven, hvis hjem var helt forskelligt fra mit. Dér var der kunst. Dér havde man store malerier af mennesker, landskaber, abstrakte, og også meget fantasifulde. De lignede ikke noget, jeg kendte. Men det gav mening alligevel.

Men i mit barndomshjem havde vi dog nogle få bøger, også med gengivelse af malerier. Og lidt efter gik det op for mig, at ikke kun ord kunne fortælle en historie, for billederne ville og kunne også fortælle. Og somme tider kunne jeg også godt se, hvad billederne forestillede eller betød. Blandt andet var der et af et dødt menneske. Det kunne jeg blive helt bange for. Om aftenen, før jeg skulle sove, kunne jeg i mørket se det for mit indre blik. Det var uhyggeligt. Da jeg blev større, fulgte det med mig. Ikke hele tiden. Men det var der, selv om det ikke var virkeligheden, men en slags virkelighed var det.

Jeg er ikke i stand til at forklare det. Så jeg levede på en måde i en billedløs tilværelse. Og det er ikke forkert, når jeg siger, at jeg blev ved med at være lidt bange for billeder.

Det er lang tid siden, og jeg fik naturligvis et andet forhold til billedverdenen. Men den var fjern. Kun når jeg kom i kirke og så et billede af den bedrøvede Jesus, kunne jeg blive berørt.

Hvad jeg her fortæller, er en erindring, der ligger meget langt borte. Det var barnets virkelighed, som jeg slet ikke forsøgte at sætte ord på. Billeder kunne være pæne som så meget andet i livet, og det var så det.

Når jeg fortæller dette, har det en årsag. At jeg som tidlig voksen også fik et voksent forhold til kunst. Sådan lidt akademisk. Men det skulle ændre sig totalt.

I min ungdom opdagede jeg, at kunst var en verden for sig. Og hvad vigtigere var, det var en verden, man kunne være i, fuldstændig som i alle andre former for virkelighed. Kunstens verden fik sin plads ved siden af alt andet, jeg var beskæftiget med. Og så skete det, at jeg opdagede, at man kunne gå ind i billedet, ligesom ad en dør. Og jeg kunne endda gå ind i noget, der ikke umiddelbart kunne forbindes med noget andet. Det er en erfaring, som er underlig, men også fascinerende.

Jeg er helt klar over, at denne erfaring sikkert gælder mange mennesker, men at det også er en erfaring, som det er vanskeligt at sætte ord på. Og især, når billedet ikke forestiller eller gengiver noget kendt. Dødens virkelighed, for eksempel. Det kaotiske, steder, som ikke er. Det, der er bag ved intetheden, den store forvirring. Døden, som ingen aner, hvad er, som kun er stilhed. Som ikke kan ses eller erfares. Thi den døde kan jo intet se eller sige.

Kun så længe vi lever, kan vi sætte ord og billeder på livet – og døden.