De finder skjulte grænsesten og gode historier. Hans og Peter har studeret en glemt, dansk grænse

Landegrænser er dybt fascinerende, mener to danske medlemmer af en international organisation, der studerer grænser, grænsemennesker og grænselandskaber. I anledning af den udskudte jubilæumsfejring af Sønderjyllands genforening med Danmark tog Kristeligt Dagblad med de to ud for at se på en officielt død, men i bevidstheden levende dansk grænse

Hans Peter Nissen (tv.) og Peter Tagesen (th.) er medlemmer af den samme internationale forening, der studerer landegrænser, og foreningen har rejst i blandt andet Nordkorea og Schweiz. Men grænselandet mellem Danmark og Tyskland fascinerer dem til stadighed, her er de fotograferet ved den gamle 1864-grænses østligste punkt ved Hejlsminde.
Hans Peter Nissen (tv.) og Peter Tagesen (th.) er medlemmer af den samme internationale forening, der studerer landegrænser, og foreningen har rejst i blandt andet Nordkorea og Schweiz. Men grænselandet mellem Danmark og Tyskland fascinerer dem til stadighed, her er de fotograferet ved den gamle 1864-grænses østligste punkt ved Hejlsminde. Foto: Michael Drost-Hansen

Bilen er kun lige drejet af motorvejen og forbi Tyrstrup Kro ved Christiansfeld, da Hans Peter Nissen blinker ind til siden. Nissen, der til daglig er logistikdirektør i JP/Politikens Hus, er egentlig på vej til et møde i Vejle, men er af ren lyst taget af sted hele tre timer tidligere fra hjemmet nord for København. Da en forretningsforbindelse tidligere ringede over højttaleranlægget i bilen, grinede Hans Peter Nissen undskyldende.

”Ja, du ved jo, jeg har lidt af et nørdeprojekt med de dér grænser,” lød det.

”Og jeg er nødt til at se til mit elskede lille museum!”

Nu holder han så på græsset i siden af hovedvejen mellem Haderslev og Kolding, Koldingvej.

”Lad mig lige se, nej vent,” siger han og triller bilen to meter længere frem.

”Her! Det var hér grænsen gik!”

Vi holder på noget, der engang var nok så vigtigt, men som i dag blot markeres af et vandløb skjult af et hegn. Den gamle 1864-grænse, der blev trukket, dengang Danmark blev slået nok så eftertrykkeligt af tyskerne ved Dybbøl og måtte betale med hele det tysktalende hertugdømme Holsten og hele det sprog- og kulturblandede hertugdømme Slesvig. Helt ned til Altona ved Hamborg havde det heddet Danmark før da, nu var det hele tysk. Og dog, siger Hans Peter Nissen:

”Jeg kalder det jo den første deling af Slesvig, da dén grænse blev trukket. For der var altså nogle områder, der tilhørte Slesvig, som blev overført til kongeriget og derved forblev på danske hænder, da grænsen skulle trækkes. Tyskerne var altså ikke så urimelige, som man har fremstillet det.”

Hans Peter Nissen taler et klingende sjællandsk, men der er faktisk en grund til, at området syd for kongeåen interesserer ham i særlig grad. Alle hans fire bedsteforældre kom fra Sønderjylland, og han kan deres livshistorier på fingrene. I bilen har han fortalt om sin tysk-frisiske farmor og ærkedanske farfar, der forelskede sig og som unge måtte flytte til en anden landsdel for at undgå fordømmelsen. Og morfaderen, der flygtede over grænsen til Danmark, dén vi holder på nu, ude ved Hejlsminde for at slippe for tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.

Vi kører ud på Koldingvej igen, cirka 100 meter frem og ind ved en bygning, der ligger lige overfor beværtningen ”Den gamle grænsekro”. ”Museum”, står der med store, sorte bogstaver på den hvidmalede facade. Det er Genforenings- og Grænsemuseet, et lille museum drevet af frivillige. Museets daglige leder, Kaj Nielsen, tager imod i glaspartiet i indgangen. Hos ham står endnu en mand og venter, iført en hjemmegjort T-shirt med et fotografi af tre grænsesten prentet på, som han viser frem under termovesten. Det er Peter Tagesen, en lærer fra Nordals, og han og Hans Peter Nissen hilser hjerteligt på hinanden.

De to kender hinanden ganske godt og er begge medlemmer af den samme forsamling af ”grænsenørder”, International Border Research Group. Det er en uafhængig international organisation, hvis medlemmer rejser rundt og studerer landegrænser, grænsemennesker og grænselandskaber. I Danmark har IBRG omkring 10 medlemmer, på verdensplan er de 60-70 stykker, fortæller Hans Peter Nissen.

De har rejst på Balkan, i Nordkorea, Schweiz, alle mulige steder. Men også rigtig meget langs den nuværende dansk-tyske grænse, der går fra Siltoft i Vest til Kruså i Øst, og som blev trukket ved Genforeningen i 1920.

”Peter og jeg kørte langs grænsen for nogle måneder siden for at se, hvordan det blev håndteret med afspærringer af grænseovergangene her, hvor grænsen har været lukket i anden coronanedlukning. Vi troede virkelig, vi havde styr på den grænse, at der ikke kunne ske noget nyt. Men så bygger de et vildsvinehegn, og hvad betyder det så i praksis? Og nu corona-epidemien. Der sker en hel masse.”

Grænsestensmotivet på Peter Tagesens hjemmelavede T-shirt fortæller en hel del om, hvad han bruger sin fritid på for tiden. Han har de senere år haft et projekt med at forsøge at lokalisere samtlige af de tilbageværende 128 grænsesten, der stod ved 1864-grænsen, altså den grænse, der gik lige her uden for døren i de næsten 60 år, hvor Sønderjylland var tysk. Oprindelig var der vistnok 131, men nogle stykker er gået tabt.

Det er ikke specielt nemt at finde alle stenene, afslører han med et grin. Én ting er, at stenene ved Genforeningen blev væltet om, fordi de symboliserede det tabubelagte nederlag i 1864 og en tid, man ikke havde lyst til at markere mere end højst nødvendigt. Noget andet er, at mange grænsesten ikke står på deres oprindelige sted.

”De flytter sig! Så står der én i en baghave for eksempel. Og når jeg ringer, er det ofte sådan noget med: ’Du må gerne komme og se den – men den er ikke til salg!’. Jeg er jo ikke ude på at købe stenene, men faktisk så kan man heller ikke, for stenene er fredede. Det blev de i samme ombæring som genforeningsstenene,” fortæller Peter Tagesen.

Grænseentusiasterne Hans Peter Nissen (tv.) og Peter Tagesen (th.) på broen over indløbet ved Hejlsminde Nor. Før Genforeningen i 1920 gik grænsen lige præcis midtfor broen, der dengang ikke var bygget. Man skulle med en færge over for at komme til Danmark, og det lykkedes Hans Peter Nissens morfar, der i 1916 flygtede fra tysk militærtjeneste.
Grænseentusiasterne Hans Peter Nissen (tv.) og Peter Tagesen (th.) på broen over indløbet ved Hejlsminde Nor. Før Genforeningen i 1920 gik grænsen lige præcis midtfor broen, der dengang ikke var bygget. Man skulle med en færge over for at komme til Danmark, og det lykkedes Hans Peter Nissens morfar, der i 1916 flygtede fra tysk militærtjeneste. Foto: Michael Drost-Hansen

Hver sten har sin egen fortælling. Peter Tagesen finder ud af alt, hvad han kan og lægger dem op på facebooksiden ”Sønderjyske anekdoter og fortællinger i ord og billeder” og har fået god respons på det.

”Så kan det godt være, der indimellem er én, der skriver: ’Hvad er din kilde på dét og dét?’. Men det er jo også meningen, sådan er det, hvis man interesserer sig for historie. På den måde bliver vi allesammen klogere,” siger han.

Museumsleder Kaj Nielsen tænder lys i museets udstillingslokaler og viser hen til en montre med et gammelt kort over Slesvig, fra dengang grænsen fulgte Kongeåen. Grænsen er langtfra trukket lige over, mest markant er selvfølgelig det store sving neden om Ribe, der også har betydet en del for egnens identitet efterfølgende.

Hvorfor, har mange måske tænkt gennem tiden, er Ribe ikke at betragte som sønderjysk? Hvorfor er det helligbrøde at sige, at Vejen er en del af Sønderjylland, når det er helt i orden at sige, at Vamdrup 10 kilometer mod syd er det? Også det har sin rod i de forhandlinger, der fandt sted i 1864 efter en krig, hvor tyskerne, med de tre historie-interesseredes ord ”fes rundt laangt oppe i Jylland” og kunne have taget mere af Danmark, end de tog.

”Der var nogle byer, som var nødt til at have et opland, Ribe for eksempel. Og det gik tyskerne med til. Og så er det jo vigtigt at huske, at Slesvig dengang har været et kludetæppe, hvor der har været nogle historisk danske enklaver, Schackenborg og Møgeltønder for eksempel, som Tyskland fik til gengæld for noget land her ved grænsen,” siger Hans Peter Nissen.

Peter Tagesen nikker.

Det var en mytisk begivenhed for sønderjyderne, da kong Christian den Tiende red over grænsen ved Christiansfeld den 10. juli 1920 for at markere Genforeningen. På Genforenings- og Grænsemuseet findes et væld af artefakter med tilknytning til dagen, blandt andet tørrede blomsterbuketter, flag og hvide kjoler, som børnene bar.
Det var en mytisk begivenhed for sønderjyderne, da kong Christian den Tiende red over grænsen ved Christiansfeld den 10. juli 1920 for at markere Genforeningen. På Genforenings- og Grænsemuseet findes et væld af artefakter med tilknytning til dagen, blandt andet tørrede blomsterbuketter, flag og hvide kjoler, som børnene bar. Foto: Michael Drost-Hansen

”Man må sige, de har været relativt large, tyskerne.”

Der er dog også andre historier om, hvorfor grænsen slår nogle underlige sving undervejs. Ét af dem er faktisk lige hér ved kroen over for museet, og historien om det sving er langtfra bekræftet af kilderne, men god er den.

”Det er noget med, at man siger, at kroejeren nærmest drak grænsekommisionens medlemmer fulde, er det ikke?”, siger Hans Peter Nissen og klukker lidt.

Kaj Nielsen smiler og fortæller den på sin måde:

”Den gode kromand Wilson herovre,” siger han og peger i retning af grænsekroen.

”Han gik jo rundt og servicerede gæsterne, og i de dage, hvor grænsekommissionen var indlogeret, kunne han høre ved døren, at man tænkte på at trække grænsen sådan, at det område, hvor kroen lå, skulle blive tysk. Og så var det, at han brød ind og tilbød dem, at de kunne få et hjørne af kroen til toldsted, hvis de ville lade kroen være dansk fortsat. Og så blev det sådan.”

”Og måske var der skænket lidt godt ud,” tilføjer Hans Peter Nissen.

Fordi 1864-grænsen i manges øjne var lidt af en skamplet på den på det tidspunkt heftige danske nationalfølelse, er der ikke ret meget nedskrevet om den. Mange røverhistorier findes der dog, især smuglerhistorier om alt muligt godt, der er transporteret under grænsevagternes næser fra Danmark til det daværende kejserrige. At denne journalists oldemor i sine unge dage skulle have smuglet et på det tidspunkt forbudt dannebrogsflag over grænsen ved at smyge det om sin bare krop, skulle ifølge familieberetningen være sandt nok.

Sandt er det også, at Hans Peter Nissens morfar flygtede fra militærtjeneste i 1916 ved at tage turen over grænsen ude vej Hejlsminde, den gamle grænses østligste punkt. De to grænseentusiaster sætter sig i bilerne og kører ud til noret omtrent otte kilometer fra museet. Her står ”sten 127”, fortæller Peter Tagesen.

Grænsesten nummer 127 står omtrent på sin oprindelige placering efter i en del år at have stået på skolen i Hejlsminde. Ved Genforeningen blev mange af grænsestenene langs den gamle 1864-grænse væltet over eller flyttet, men det er lykkedes Peter Tagesen at lokalisere næsten alle af de oprindelig 131 sten. Én stod i Glostrup på Sjælland.
Grænsesten nummer 127 står omtrent på sin oprindelige placering efter i en del år at have stået på skolen i Hejlsminde. Ved Genforeningen blev mange af grænsestenene langs den gamle 1864-grænse væltet over eller flyttet, men det er lykkedes Peter Tagesen at lokalisere næsten alle af de oprindelig 131 sten. Én stod i Glostrup på Sjælland. Foto: Michael Drost-Hansen

Og ganske rigtigt, i den stiveste blæst ved siden af en havnebro står den rødmalede granitsten på sin (omtrent) oprindelige placering. Stenen er hverken dansk eller tysk, forklarer Peter Tagesen, men den står på den side, der dengang var dansk.

”Stenene i sig selv var også et samarbejde. De blev produceret i Haderslev af en tysksindet stenhugger, men man deltes om udgifterne,” siger han og tilføjer:

”Den stod egentlig oppe ved skolen i byen i en lang periode. Men på et tidspunkt har man altså besluttet, at den skulle tilbage til fordums hæder og ære og sættes herned igen,” siger han.

Hans Peter Nissen nikker.

”Det første, danskerne gjorde ved Genforeningen, var jo at vælte alle stenene, for man ville ikke have den slags minder i landskabet. Men siden samlede myndighederne dem op igen, og nogen af dem står så i dag, hvor de stod dengang, mens de andre står ...”

”Jeg fandt én i Glostrup,” afbryder Peter Tagesen.

”Ja, det var en dame, der havde haft den stående på sin gård ude vestpå. Og da hun så på et tidspunkt skulle flytte, havde hun besluttet, at grænsestenen, dén skulle med,” griner han og sætter sig ind i læ i bilen igen.

Selv en død grænse kan være ganske levende. Også i dag ved den nuværende dansk-tyske grænse, kaldet ”1920-grænsen”, er der noget, der er til forhandling. Det har den seneste tid vist, mener Hans Peter Nissen.

På Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld har museumsleder Kaj Nielsen (tv.) haft travlt på det seneste med rundvisning af grupper, der gerne vil samle op på viden om Genforeningen, hvis 100-årsjubilæum fandt sted sidste år, men også fejres i år.
På Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld har museumsleder Kaj Nielsen (tv.) haft travlt på det seneste med rundvisning af grupper, der gerne vil samle op på viden om Genforeningen, hvis 100-årsjubilæum fandt sted sidste år, men også fejres i år. Foto: Michael Drost-Hansen

”Første coronanedlukning af grænsen var ret konsekvent, i anden omgang har det ikke været så lukket. Der har været plads til, at landbrugsmaskiner kunne få lov at køre over, der, hvor en landmand har haft jord på den anden side, og der har været sat kodelås på bomme, som så kunne åbnes af nogle få,” siger han.

For en uge siden åbnede grænsen så igen, så man igen kan passere uhindret. I forhold til andre grænseområder, Hans Peter Nissen og Peter Tagesen har besøgt, har de nogle gange haft svært ved at forstå, at der ikke er mere ”drama” omkring den grænse, der i dag skiller danskere og tyskere.

”Hvis der har været nogle få skænderier, jamen så er det jo vand i forhold til, hvad man har udsat hinanden for på Balkan for eksempel. Men det er også en grænse, der er blevet trukket med relativt stor omhu. Noget af det, jeg har lært om grænser, er nok, at folk som regel er søde og rare, ligegyldigt hvor meget man er blevet advaret mod dem i forvejen. Selvom de siger på den ene side, at dem ovre på den anden side er nogle tyveknægte eller mafiabosser, så viser det sig jo i sidste ende, at vi allesammen er mennesker,” siger Hans Peter Nissen.