De seneste år er interessen for brætspil vokset. Det vidner et stigende antal brætspilscaféer og nye spiludgivelser om. Den analoge tradition, der kræver koncentration, fordybelse og ikke mindst fysisk tilstedeværelse, er ofte blevet udpeget som modreaktion på årtiers optagethed af elektroniske spil.
Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. En ny måling af danskernes kultur- og medievaner foretaget af Danmarks Statistik viser, at halvdelen af danskerne spiller digitale spil på mobilen, computeren eller spillekonsollen. Og ifølge Lars Konzack, der er lektor på institut for informationsstudier ved Københavns Universitet, er det ikke så underligt, at både analoge og digitale spillevaner er populære.
”Det kan være nærliggende at tænke, at man enten gør det ene eller det andet, men sådan hænger verden ikke sammen. Det svarer til, at man også sagtens kan være både biografgænger og læsehest. De digitale spillevaner har befrugtet de analoge, og ofte er det sådan, at desto mere man ved om computerspil, desto lettere bliver det at forstå og spille brætspil. Det er det, man kalder spildannelse,” forklarer lektoren.
Lars Konzack peger også på, at kompleksiteten i digitale spil har givet almindelige mennesker bedre forudsætninger for også at spille mere komplicerede brætspil.
”Før i tiden ville folk oftere sige ’Det er et svært spil, det tør jeg ikke give mig i kast med’, men i dag er der flere, der kan genkende brætspillenes koncept fra computerspil, de har spillet. Der er altså sket det, at folk er blevet bedre til at tage svære regler ind og bedre til at forholde sig til komplekse spilverdener,” forklarer han.
Og når de to tendenser kan leve side om side, har det formentlig at gøre med den lange tradition, der ligger bag brætspillet. Og netop brætspillets historie har Jacob Schmidt-Madsen, der er uddannet indolog og har skrevet en ph.d.-afhandling om tidlige indiske brætspil, stor indsigt i.
Brætspil har altid eksisteret. Der er i hvert fald ikke meget galt, for det tidligst daterede brætspil kaldet Senet forbinder man med de store bycentres opståen i Mesopotamien, Egypten og Indien i bronzealderen i tredje og fjerde årtusinde f.Kr. De tidligste brætspil var som regel relativt simple og overvejende baseret på held. Det kunne være kapløbsspil, der mindede om det, vi i dag kender som Backgammon.
”Man ved ikke meget om, hvem der spillede de første brætspil, men ofte har man fundet spillene i kongegrave, og der har de været meget velbevarede. Men det er nok en fejlslutning at tro, at det kun var kongen, præster og overklassen, der spillede,” siger Jacob Schmidt-Madsen, der peger på, at spillene formentlig har været allemandseje. I hvert fald har man fundet lignende spil indgraveret i simple sten, der altså peger på, at brætspillet har været meget udbredt allerede dengang.
En del af de brætspil, vi stadig kender i dag, har mange år bag sig. Jacob Schmidt-Madsen fremhæver et spil som Backgammon. Grundlaget for spillet blev skabt i Romerriget i tiden omkring år 0. Senere fulgte et spil som Skak, der har indisk oprindelse og kan dateres til omkring år 500.
”Mange af de historiske spil, som netop Skak og Backgammon fandtes i rigtig mange varianter, hvoraf nogle kunne være meget komplekse. Men de variationer, som har overlevet, og som vi i dag opfatter som det rigtige spil, er ofte de forsimplede udgaver,” forklarer Jacob Schmidt-Madsen.
Endnu en udødelig spilsucces er brætspillet Ludo, der ligesom Skak er fra Indien. Man ved ikke præcis, hvornår det stammer fra, men man har de tidligste referencer til det fra 1500-tallet.
”Spillepladen i Ludo var tænkt som en visuelt repræsentation af universet, hvor de fire arme symboliserede de fire retninger, universet folder sig ud af, og det tomme felt var nulpunktet, universet udfolder sig fra. Brikkerne var repræsentationer af sjæle, der skal tilbage til det nulpunkt, de kom fra. Det var altså oprindeligt et spil med kosmologisk og religiøs betydning, men som i en sekulariseret vestlig verden ender som et spil, man slet ikke ved, hvad har betydet. Og sådan er det med rigtig mange af de gamle brætspil, der har mistet deres oprindelige betydning,” forklarer Jacob Schmidt-Madsen.
I oplysningstiden udviklede brætspillet sig i en ny retning.
”Man begyndte at forholde sig til begrebet barndom, for man blev bevidste om, at børn kunne præges, mens de var små. Det satte gang i en ny eksplosion af læringsspil, der med en overordnet betegnelse er blevet kaldt gåsespil siden,” forklarer Jacob Schmidt-Madsen.
Det er oprindeligt en italiensk brætspilsform, der er bygget op om en simpel kapløbsstruktur, hvor det gælder om at få sin brik først i mål, og spiltypen blev brugt som skabelon for en lang række læringsspil, der kunne kredse om emner som matematik, geografi eller sågar livsstadier.
”Der fandtes for eksempel spil om, hvordan man klarede sig bedst i hoffet eller løste moralske dilemmaer,” uddyber han.
I midten af 1930’erne udkom et af de første store familiebrætspil derhjemme, nemlig Matador. Det blev efterfulgt af Risk og Diplomacy i 1950’erne, der begge blev udviklet til undervisningsbrug på universiteter, men siden er blevet meget populære og stadig spilles i dag.
Brætspillene har altså altid været en forhåndenværende kilde til underholdning, og i dag har vi bevæget os langt fra de tidligere stadiers simple spilstrukturer til en stigende kompleksitet. Og skal man pege på et vigtigt kendetegn ved brætspil i dag, er det inspirationen fra fiktionens verden, mener Jacob Schmidt-Madsen.
”Den fiktion, vi kender fra nutidens brætspil, læner sig op ad genrelitteraturen, der for alvor vandt indpas i 1800-tallet og gjorde folk bekendte med genrer som science fiction og fantasy,” forklarer han.
De seneste 10 år er interessen for brætspil eksploderet, mener Jacob Schmidt-Madsen, der ikke ser tendensen vende lige foreløbig. Faktisk har populariteten været stødt stigende siden 1970’erne, hvor man så nogle af de første moderne krigsspil og andre brætspil, der bevægede sig inden for maskuline fiktionsuniverser.
”I 1970’erne og 1980’erne var det typisk teenagere og unge, der spillede og udviklede nye brætspil, og deres interesse var – som de fleste drenges i den alder – temmelig stereotype. Derfor så man en bølge af brætspil, der foregik i macho-universer med riddere, rustninger og storbarmede prinsesser,” siger Jacob Schmidt-Madsen.
I dag er generationen af brætspillende teenagere vokset op, og med tiden er en spildannelse og et mere modent verdensbillede blomstret. Og det har haft indflydelse på udbuddet af brætspil.
”Brætspillet er ligesom computerspillet modnet. Generationerne fra 1970’erne og 1980’erne er blevet voksne, og har fået nye interesser. I dag ser vi masser af eksempler på spil, der bevæger sig ud over de fantastiske universer og henvender sig til et mere voksent segment,” siger Jacob Schmidt-Madsen og peger på brætspillet Fog of Love, der udkom i 2017.
”Det er et spil, hvor man simulerer et parforhold, og med sit alterego har diskussioner med en fiktiv partner ud fra en række opstillede dilemmaer. Det danskproducerede spil er et rigtig godt eksempel på et brætspil, der er modent, ambitiøst og har nået et bredt publikum,” siger Jacob Schmidt-Madsen, der ser klare tegn på, at nutidens brætspil tematisk er under modning.
”Men der er stadig masser af orker og drager i de brætspil, der udvikles i dag,” indskyder han.