Det er en prægtig og vægtig bog, kunsthistorikeren Mirjam Gelfer-Jørgensen har skrevet om skønvirketiden.
Massiv og tung som en mursten med et lyst indre fyldt af gengivelser af yndefulde, ofte rigt ornamenterede genstande skabt til at gøre hverdagen smukkere, hvad enten der er tale om noget, der er til brug eller blot til pynt. Det hele går op i en højere enhed.
Billederne af kønne ting er ledsaget af en autoritativ, men let læselig tekst, der placerer stilarten i en historisk sammenhæng og folder en fortælling ud om et sammenfald af skoler og andre institutioner og om enkeltpersoner, der arbejdede med beslægtede æstetiske og funktionelle løsninger. Men med et meget mangfoldigt resultat, der gør perioden kalejdoskopisk. Derfor er et oversigtsværk som dette velkomment.
Forbrødringen i bogens hovedtitel henviser til, at det på mange måder lykkedes at ophæve det traditionelle skel mellem kunst og kunsthåndværk. Kunsthåndværkere anvendte maleriske greb, og billedkunstnere blev inspireret af skønvirketidens udtalte brug af ornamenter og arabesker. J.F. Willumsen er et pædagogisk eksempel. Ikke mindst inden for keramik, men også maleri og arkitektur, og sammen med blandt andet Københavns Rådhus fremhæver Mirjam Gelfer-Jørgensen Willumsens udstillingspavillon til Oslo Plads i København som et af tidens ikoniske bygningsværker.
Men hvorfor hedder det skønvirke?
Perioden faldt omkring overgangen mellem 1800-tallet og det 20. århundrede sammen med tilsvarende stilretninger i andre europæiske lande som jugendstil i Tyskland, art nouveau i Belgien og Frankrig og Arts and Crafts i England. Ikke mindst sidstnævnte er vældig godt belyst for tiden. Blandt andet takket være Nivaagaards velbesøgte udstilling i fjor om William Morris (1834-1896), der er en af hovedskikkelserne i Arts and Crafts Movement og åndeligt beslægtet med prærafaelitterne.
Selve definitionen – skønvirke – stammer fra 1907 og var angiveligt et forsøg på at finde et andet ord for kunstindustri. Et udtryk, som kunsthistorikeren Karl Madsen, der senere skulle blive direktør for Statens Museum for Kunst, karakteriserede som ”et løjerligt ord, uheldigt formet, foroven som en kvinde, forneden som en fisk”.
Og hvis man ikke kan finde hoved eller hale i den formulering, kan man i det mindste konstatere, at kunst og industri rummer en modsætning. Industri er det serielt fremstillede. Kunst det individuelt udformede og tænkte. Og så er der blandinger, hvor en dygtig designer formgiver for eksempel en lampe eller et bestik, der så sættes i masseproduktion.
Andre har søgt at finde et passende udtryk for kunstindustri og har brugt ord som anvendt kunst, og måske er det på tide igen at indføre et begreb som dekorativ kunst. Det kunne gøre ende på en del begrebsforvirring og præcisere en skelnen mellem billedkunst som visuel grundforskning og eksistentiel erkendelsesmetode på den ene side og på den anden malerier, der kommer til verden for at pynte.
Og det sidste er der ingen grund til at være nedladende over for.
Navnet skønvirke slog ikke igennem som et alment begreb, men som en betegnelse for en periode, og Mirjam Gelfer-Jørgensen ser i sin fremstilling et sprogligt slægtskab mellem skønvirke og Dannevirke og dermed 1800-tallets nationalistiske strømninger.
I det hele taget er det et fint fortællegreb i ”Kunstarternes forbrødring”, at Mirjam Gelfer-Jørgensen beskriver nogle af de forandringer, der i 1800-tallet er forudsætninger for blandt andet skønvirke:
En politisk bevægelse fra enevælde til begyndende demokrati, vandring fra land til by, industrialisering samt krige og nye grænsedragninger, der da i hvert fald var mærkbare i Danmark. Det er i det 19. århundrede, at Danmark efter krige med England og Tyskland endegyldigt reduceres til en småstat i Europa.
Det var en erkendelse, der i Danmark ledte til et forsøg på at prise det, man havde tilbage, som værende af enestående kvalitet, og den indflydelsesrige kunsthistoriker N.L. Høyen (1798-1870) anbefalede allerede tidligt i århundredet malerne at rejse ud i landet og forevige Danmark fra sin mest indtagende side, så hver plet fik stemmer.
Det er interessant at læse, hvor mange mennesker der på hver sin måde arbejdede for, at dansk kunstindustri og kunsthåndværk skulle opnå en så ypperlig kvalitet, at det ville vække opsigt i landene rundt om os. Blandt de mest kendte er for eksempel Thorvald Bindesbøll, Hack Kampmann, Anton Rosen, Theodor Philipsen, L.A. Ring og H.A. Brendekilde.
De mange og ikke altid indbyrdes enige stemmer i bestræbelserne, hvad enten de nu er kunstnere eller kunsthåndværkere, samlere, skoleledere eller foreningsstiftere, portrætteres i oversigtsværket, der hen imod slutningen af fremstillingen kommer ind på, hvordan man i skønvirketiden burde bo bedre.
Under forandringerne i 1800-tallet er det, som Mirjam Gelfer-Jørgensen også beskriver, borgerskabet, der bliver stilmæssigt toneangivende. Det var sådan set også blandt de mere velhavende lag i befolkningen, at der var mål og midler til at erhverve nogle af alle disse smukke frembringelser, der er eksempler på i bogen.
Som det siden skulle blive tilfældet med kulturradikalismens vejledning i god smag med PH-lamper og så videre, lå der også implicit et ikke alene oplysende, men også folkeopdragende element i alle disse brave menneskers forsøg på at højne kvaliteten af kunsthåndværk og pege på den håndværksmæssige kvalitet som noget væsensforskelligt fra det industrielt fremstillede produkt.
Det er en pointe, at også samtlige håndværkere, der var involveret i at bygge Københavns Rådhus, er registreret for eftertiden. Det er et Gesamtkunstwerk om noget, og kun trist, som Mirjam Gelfer-Jørgensen bemærker i en af bogens adskillige spidse kommentarer, at ”nye borgmestres uforstand” har spoleret nogle af de originalt indrettede kontorer.
Mod udgangen af bogværket belyses, hvordan de genstande, der er behandlet enkeltvis, i tidens progressive borgerhjem og med venlige råd fra takt-og-tone-eksperten Emma Gad, også vokser til harmonier, hvor helheder og detaljer gensidigt understøtter hinanden og bliver til opvisninger af god smag, så længe skønvirketiden nu strakte sig op gennem det 20. århundrede. Skønvirke blev siden fejet af spisebordet af modernismens fremragende møbelarkitekter og designere. Men periodens idealer eller parafraseringer over dem kunne såmænd opleve en fornyet interesse.