Den danske drikkekultur har mere end 1000 år på bagen

Allerede i 800-tallet blev danskernes ry som drikfældige grundlagt, og siden er det aldrig rigtigt lykkedes os at slippe af med det. Måske fordi vikinger, Christian IV og ”Jeppe på Bjerget” er blevet en del af vores selvforståelse

På Otto Baches maleri fra 1887 af Christian IV’s kroning i 1596 ser man den unge konge gå i procession gennem hovedstaden, mens der kastes mønter i grams til byens borgere. Keruben med vinglasset, der hænger på hjørnet af bygningen, er med til at symbolisere, at vinen også flød rigeligt ved den lejlighed. En kvart million liter. — Foto: Wikimedia Commons.
På Otto Baches maleri fra 1887 af Christian IV’s kroning i 1596 ser man den unge konge gå i procession gennem hovedstaden, mens der kastes mønter i grams til byens borgere. Keruben med vinglasset, der hænger på hjørnet af bygningen, er med til at symbolisere, at vinen også flød rigeligt ved den lejlighed. En kvart million liter. — Foto: Wikimedia Commons.

Den 29. august 1596 var der fest i København. Rigtig meget fest. Der var sang, dans og musik, maskerade, ringridning og engelske skuespillertrupper – og vinen flød helt bogstaveligt i stride strømme.

I alt viser opgørelser, at der blev drukket en kvart million liter vin ved festen, blandt andet fordi et springvand på Amagertorv sprang med vin i en hel uge, så folket bare kunne drikke løs. 35.000 drikkeglas var bestilt til lejligheden. Ikke fordi der var 35.000 gæster, men fordi glassene blev knust, når de var tømt én gang.

Anledningen til Danmarks hidtil største og mest ødsle drikkelag var kroningen af Danmarks kong Christian IV. Han var 19 år og havde arvet tronen otte år før, da hans far, Frederik II, døde – af druk. Nu var han myndig og kunne regere uden formyndere. Dét skulle fejres med et mægtigt gilde.

”Jeg har spekuleret over, om der er en sammenhæng imellem, at Christian IV er danskernes yndlingskonge, og at han var en drukmås af format, fordi det får os til at føle, at han var en meget menneskelig konge,” siger Annette Hoff, seniorforsker ved Den Gamle By i Aarhus og medforfatter til bogserien ”Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie”, hvor hun har skrevet om te, kaffe, chokolade og senest ”Den danske vinhistorie” fra 2018.

”Alkoholforbruget på Christian IV’s tid var så svimlende, at man tror, det er løgn, men vi har faktisk gode, præcise oplysninger om alkoholkulturen omkring det danske hof i denne periode. Vi ved også, at såvel den engelske ambassadør som franskmænd med adgang til det danske hof kommenterede drikkeriet med at skrive, at de aldrig havde oplevet noget lignende,” fortæller hun.

Danskerne er ikke den eneste befolkning, som har taget for sig af alkoholiske drikke, men ved flere lejligheder i historien ser det ud til, at vi har forbløffet omverdenen i den retning, og ifølge Kasper H. Andersen, historiker ved Moesgaard Museum og medforfatter til bogen ”Drikkekultur i middelalderen” fra 2015, går fortællingen om, at danskerne drikker, mere end 1000 år tilbage i tiden.

”Det var i antikken og middelalderen ikke ualmindeligt, at når en historiker fra ét folk skulle fremstille et andet folk som barbarisk, blev der slået på, at de drak uhæmmet. Det skrev romeren Tacitus om germanerne, og danerne blev de nye germanere, da de i 800-tallet begyndte at angribe kristne klostre og byer,” siger han.

Vikingerne efterlod sig ikke så mange skriftlige kilder selv. De beretninger fra nordiske fortællere, som senere er videreformildet i de islandske sagaer, tyder ikke på en just afholdende kultur. Men i samtiden var det blikket udefra på danskerne, der blev kommunikeret af munke og andre stærkt kritiske kilder, og de så danerne som barbarer, hedninge og drukkenbolte. At danerne efterhånden blev kristne var ikke nok til at ændre på dette.

”Det er min hypotese, at der er en særlig fortælling om, at danskerne drikker mere end andre, som er opstået i vikingetiden, og som er hængt ved i hvert fald op gennem middelalder og renæssance, Ikke fordi vi kan dokumentere, om danskerne drak mere end andre, men fordi den kulturelle forestilling om danskernes druk går igen,” forklarer Kasper H. Andersen.

Et eksempel er en tekst fra tiden omkring det første korstog lige før år 1100, hvor den engelske krønikeskriver William af Malmesbury beskrev, at ”tiden var kommet, hvor waliseren stoppede med at jage i skovene, skotten forlod sine velkendte lopper, danskeren afbrød sit langstrakte drikkelag, og nordmanden efterlod sin diæt af rå fisk...”.

”Det ser ud til, at drikkeriet er det, man kender en dansker på,” siger Kasper H. Andersen, som tilføjer, at selv danernes egen krønikeskriver, Saxo Grammaticus, som ellers ikke holdt sig tilbage med at fremstille os som et storslået, ædelt folk, ikke kunne komme uden om også at omtale de voldsomme drikkelag i danernes historie.

”Når Saxo, der sikkert selv var sjællænder, skrev om jyder eller skåninger, kunne han godt portrættere disse folk negativt, men når det gjaldt danskerne som helhed, var det eneste negative deres drikkevaner,” påpeger historikeren.

Adskillige historiefortællere er enige om, at der op gennem middelalder og renæssance blev drukket heftigt i Danmark. Der er en kilde, som angiver, at danske matroser i 1500-1600-tallet havde rationer på op til 20 liter øl om dagen.

På omtrent samme tid fremstillede William Shakespeare i sit berømte skuespil ”Hamlet” et dansk rige og hof, som nærmest var i opløsning på grund af druk. Og historikerne Lars Tvede-Jensen og Gert Poulsen skrev i et værk fra 1988 om Aalborg i middelalderen, at ”det har været sjældent at træffe nogen ædru, så snart man nåede ud på eftermiddagen”, fortæller Allan Leth Frandsen, vicedirektør ved Den Gamle By i Aarhus og forfatter til det kommende bind i ”Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie”, der handler om øl.

”På den tid drak man øl i stedet for vand. Den traditionelle forklaring på dét er, at brønden lå så tæt på møddingen, at man blev syge af at drikke vand. Men efter min opfattelse er der også en anden forklaring, nemlig at der var næring i øl. Det var brygget på malt og dermed i familie med korn og grød, så det blev betragtet som en bedre drik end vand,” siger Allan Leth Frandsen

Det skal understreges, at datidens øl også var svagere end det, der drikkes mest af i nutiden. Typisk var alkoholprocenten en eller to. Men drak man meget, blev man alligevel beruset. De rigeste drak stærkere tysk øl, men dette drikkeri blev effektivt stoppet omkring enevældens tid ved hjælp af så store afgifter, at ingen havde råd til at købe det tyske øl. Således har alkoholpolitiske fænomener som afgifter og grænsehandel altså mere end 350 år på bagen.

”I 1600-tallet og uden tvivl også i århundrederne derefter drak hver voksen dansker tre-fire liter øl dagligt. Nogle drak betydeligt mere, for eksempel de soldater, der i 1581 var indkvarteret hos private borgere i Viborg. Deres ølration bestod af syv liter dagligt,” fortæller Allan Leth Frandsen.

Datidens helt store rus opnåede danskerne hverken fra det svage øl eller den dyre vin, men derimod fra brændevinen, som netop blev udbredt i 1500-tallet, først blandt adelen, men snart sivede det ned til den jævne befolkning.

I første akt af Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus” fra 1731 siger Per Degn, da han bliver tilbudt en øl:

”Jeg vil nok hellere have et glas brændevin, thi det er for tidligt at drikke øl.”

Det var humoristisk ment, men afspejlede også, at der var et drukkenskabsproblem med brændevin på landet, som fortsatte op gennem 1800-tallet.

”Flere skrifter blev i perioden udgivet for at standse brændevinsdrikkeriet, og de fleste foreslog at brygge bedre øl, fordi dét ville få folk til at glemme brændevinen,” fortæller Allan Leth Frandsen, som citerer et skrift af professor Johan Christian Molbech, som i 1785 skrev en anvisning i at brygge øl målrettet kvinderne på landet.

Hvis de bryggede ordentligt øl, ville det ”befæste sundhed og helbred i deres huse; thi unægtelig er denne drik den sundeste, vi under vore himmelegne daglig kunne nyde. Og hvis madmoder en gang i mellem ville give en kande godt øl, når folkene komme våde og kolde af marken, vil det hjælpe til at holde brændevinen væk”.

Annette Hoff ser en linje, der går fra Christian IV’s kroningsfest til vore dages binge -drikkeri blandt unge. Men det er ikke bare én fortsat historie, hvor det ene drikkelag afløser det andet. I de finere kredse og ved hoffet blev der taget afstand fra drikkeriet under pietismen i1700-tallet, og det borgerlige dannelsesideal i 1800-tallet proklamerede om ikke afholdenhed, så dog mådehold.

”I 1700-tallet får vi en mentalitetsændring i forhold til alkohol, men kun i de højere sociale lag. Danske bønder, som udgjorde 80 procent af befolkningen, fortsatte med at drikke øl og brændevin,” fortæller hun.

Ifølge Annette Hoff sker der en spaltning af den danske nydelsesmiddelkultur, som sætter ind i 1700-tallet, hvor vin følges ad med te, indtages med måde og er forbeholdt overklassen og borgerskabet. Vinen kom fra alskens eksotiske steder som Sydafrika og Cypern og kostede svimlende summer, hvilket formentlig også var med til at begrænse det kvantum, man indtog.

Det andet spor i nydelsesmiddel-historien består af øl, brændevin og kaffe og hører til det jævne folk. De tre væsker blev grundingredienser i landbo-drikkekulturen, og da landarbejderne i anden halvdel af 1800-tallet flyttede til byerne og blev industriarbejdere, flyttede øl, brændevin og kaffe med. Og i denne del af dansk drikkekultur blev der ikke vist så meget mådehold. Her blev der stadig festet igennem som var det 1596.

Danmark havde i perioden 1870-1914 europæisk rekord i forbruget af ren sprit, cirka 50 flasker brændevin pr. person årligt. Men i 1917 blev spiritus så kraftigt beskattet, at forbruget faldt fra 32 millioner flasker til 2,4 millioner flasker fra 1916 til 1917. Samtidig steg skatten på bajersk øl næsten til det dobbelte, oplyser Allan Leth Frandsen.

”Der var i denne periode en ganske betydelig indflydelse fra afholdsforeninger på beslutningstagerne på Christiansborg. Men det ser ud til, at man i 1917 gik længere i retning af at gribe ind i danskernes drikkeri, end der var opbakning til, og afholdsbevægelserne fik aldrig siden den samme opbakning,” fortæller Allan Leth Frandsen.

Det store spørgsmål er imidlertid hvorfor .

”Hvorfor drikker Jeppe?”, som Holbergs elskelige brændevinsdranker spørger i teaterstykket ”Jeppe på bjerget” fra 1722.

Og hvorfor sagde danskerne fra over for afholdstanken i 1917, mens man i Norge og Sverige bakkede mere op om den, og man i USA — omend med stort besvær — opretholdt et totalt spiritusforbud mellem 1920 og 1933?

Nogle historikere har peget på, at de kristne grupperinger, der stod stærkest i Sverige, Norge og USA, var missionske og optaget af afholdstanken. I Danmark havde vi også en missionsk afholdsbevægelse, men også en stærk grundtvigiansk bevægelse, som blev til i tæt pagt med landbokulturen og var mindre afvisende over for alkohol.

Også den danske arbejderbevægelse var mindre forbundet med afholdsbevægelsen end søsterorganisationerne i Norge og Sverige. I 1902 grundlagde arbejderbevægelsen endda sit eget bryggeri, Stjernen, ud fra en tankegang om, at når arbejderne nu skulle drikke øl, kunne de lige så godt brygge den selv frem for at lade kapitalister fra Carlsberg og Tuborg profitere af det.

Annette Hoff lægger hertil, at den spaltning af den danske drikkekultur, som viste sig i 1700-tallet, samlede sig igen 250 år senere, da høj og lav i 1960’erne kom tættere på hinanden i den danske velfærdsstat, da rødvinskulturen nåede ned til de lavere kredse, og da mådeholdskulturen gled i baggrunden i de højere kredse.

”Almindelige danskere fik først et forhold til vin, da man begyndte at rejse til Mallorca. Inden da var vin noget, man måske havde smagt engang til et guldbryllup. Så den danske vinkultur har på en måde kun én generation på bagen. Selv op i 1980’erne havde mange et andægtigt forhold til vin, og på et tidspunkt bredte der sig ligefrem en myte om, at det skulle være sundt at drikke rødvin,” fortæller nydelsesmiddelhistorikeren.

Helt præcist var det en britisk undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift The Lancet i 1979, der fik danske medier til at udbrede budskabet om, at rødvin var sundt. Først i 2010 blev det videnskabeligt slået fast, at der ikke var dokumentation for påstanden. Ikke ubetydelige mængder rødvin var i den mellemliggende periode blevet indtaget af det, der i dag kaldes ”rødvinsgenerationen”.

Sådan er den særlige danske alkoholkultur et blandet bryg, hvis ingredienser både er stolthed over vores vilde vikingearv og sympati med såvel den ødsle levemand Christian IV som den satiriske, drikfældige underhund Jeppe på Bjerget. Blandingen er fortyndet med pietisme og missionske afholdstanker, men derefter peppet op igen med forestillinger om dansk frisind og folkelighed, med solrige charterferier og med tvivlsomme forestillinger om, at alkohol er sundt.

”Der er ingen tvivl om, at vi danskere bruger alkohol på en anden måde, end man gør i andre lande. Det er ikke renæssancens drukmåseri, vi har i dag, for i den mellemliggende tid har vi haft pietismen og mange andre strømninger,” siger Annette Hoff og tilføjer:

”Men der er en dansk drikkekultur, som går langt tilbage og har bevæget sig fra landbokulturen og ind i byerne. Den viser sig blandt andet i den måde, vi holder julefrokoster på, hvor der er temmelig meget alkohol på bordet.”

Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.