Forestil dig, at du er knap syv år. Og du er på vej på arbejde.
Du går fra dit barndomshjem hver morgen langs landevejen, et stykke, der føles ganske langt, når man har korte ben, til en mindre gård i nærheden. Her passer du gæs om foråret og sommeren, vogter køer om efteråret. Indimellem løber du ærinder for bonden. Du skal være en stor dreng, selvom du helst vil være hjemme. Ikke græde, har din mor sagt.
”Men når man en enkelt gang fik lov at stikke hjem og så skulle tilbage om aftenen, så var der ingen, der så, hvor tung og trist man traskede ud ad landevejen med gråden i halsen,” skriver Christian Sørensen fra Nordsjælland om sin allerførste plads.
Beretningen er en af de 161 fortællinger, Nationalmuseet i 1950’erne indsamlede fra ældre mennesker, der var vokset op i fattige familier på landet. Beretningerne er nu langt om længe blevet til en bog, ”Børns liv og arbejde – i 1800-tallets landbosamfund”, sammenskrevet af kultursociologen Hanne Willert og netop udkommet på forlaget Frydenlund.
Historierne heri er fra en tid, hvor det at være barn alt andet lige har været en noget anderledes oplevelse, end det er at være barn i dag. Dengang boede godt 76 procent af befolkningen på landet, og de fortællinger om landlivet, der oftest er hørt, er gårdmandssønnernes – og døtrenes. Men den fattige del af landbefolkningen, der måtte kæmpe for at bevare et livsgrundlag, udgjorde faktisk halvdelen af Danmarks indbyggertal dengang.
Familierne havde ofte mange børn at forsørge: Ole Petersen beretter om 16 søskende (!), mens de hjemme hos Axel Jensen ”blev 10 i alt, en døde heldigvis som lille”, som han skriver.
Men børn var også arbejdskraft, og familierne udgjorde ofte et eget lille produktionsfællesskab. Hør blot Mathilde Rasmussens beretning. Hendes far var arbejdsmand på et gods, mens moderen vaskede og syede for andre folk:
”Vi børn måtte hjælpe, til så snart vi kunne, vi sad gerne på rad på sengekanten og strikkede og syede. (...) Vi større børn måtte karte ulden, og mor spandt, men vi rev vores fingre til blods på karterne.”
I det hele taget har barndommen i husmandsfamilierne ikke været smertefri.
”Mor var lille og vims, når hun blev gal, var hun ikke nem at undfly. Hun tævede mig med skrupkosten, så det ordentlig raslede i ribbenene,” lyder en beretning.
Det er desuden tydeligt, at familiens far har været én, man respekterede.
”Far var meget mådeholden med sine kærtegn og viste aldrig sin kærlighed til os. Jeg mindes ikke, at han har strøget mig over håret, eller at han har klappet mig på kinden. Den eneste berøring med hans hænder var, da jeg blev voksen, og vi tog hinanden i hånden til goddag eller farvel, eller når man som barn fik en lussing eller en endefuld,” skriver Otto Mathiesen.
Men der var også kærlighed i familierne, og den stikker frem som små lysende glimt i fortællingerne. Som for eksempel af N.Th. Svendsen, der beskriver sin otte år yngre søster som ”det elskeligste væsen, Gud har ladet skabe på denne jord”. Eller af Hans Henrik Wallind, der stolt beskriver synet af sin hårdtarbejdende mor:
”Når så om aftenen at spinderokken kom frem, og hjulet snurrede rundt, og hendes lange tynde fingre af de bløde uldtøjer formede den lange tynde tråd, som hastigt løb mellem hendes fingre ind på den roterende ten, ja, da sad vi børn med beundrende blikke og fulgte hendes kunnen, forme sådan en lang tråd. Det var vores mor.”