Prøv avisen

Der var engang, hvor vi ikke sang sammen

Det kan være svært at forestille sig i dag, hvor fællessangen oplever fornyet popularitet, men fællessangen har ikke altid været en naturlig del af den danske sangtradition.

Fællessang er en gammel dansk tradition, der i dag er blevet populær på ny. Men der var faktisk engang, hvor vi i Danmark ikke havde tradition for at synge sammen, men foretrak at synge solo. Fællessang begyndte først at blive udbredt i slutningen af 1700-tallet

Vi har alle sammen et forhold til den: fællessangen. Nogle kan huske tilbage på generte stemmer, der sang ”Velkommen i den grønne lund” side om side første skoledag – og på stemmer, der af lungers fulde kraft sang sammen på den sidste.

Nogle husker måske tilbage på en rund fødselsdag, hvor en kendt melodi til lejligheden havde fået ledsagelse af nye, særligt udvalgte ord, der alligevel ikke helt ramte melodien. For andre er en daglig eller ugentlig fællessang ligefrem det, der giver kræfter i hverdagen.

Det kan være svært at forestille sig i dag, hvor fællessangen oplever fornyet popularitet, men fællessangen har ikke altid været en naturlig del af den danske sangtradition.

For på trods af, at den danske fællessang, blandt andet båret frem af Grundtvig, har flere hundrede år på bagen, var der også engang, hvor fællessang uden for kirken slet ikke eksisterede.

Vi skal tilbage til 1700-tallet, og det er netop dér, den nye antologi ”Fællessang og fællesskab” rejser tilbage til i forsøget på at kortlægge fællessangens historie fra 1780 frem til i dag. For ifølge Kirsten Sass Bak, der er sanghistoriker, tidligere lektor i musik ved Aarhus Universitet og forfatter til et kapitel i den nye bog, markerer tiden fra slutningen af 1700-tallet en æra i dansk sanghistorie.

”Hvad mange måske ikke ved, er, at selvom folk nok har sunget altid, har fællessangstraditionen ikke altid eksisteret,” siger Kirsten Sass Bak.

Fra middelalderen og indtil da var den individuelle visetradition med viser, der, ligesom folkehistorierne, gik fra mund til mund, altdominerende. Men i slutningen af 1700-tallet begyndte visetraditionen at få selskab af fællessangen.

”Visesangen er solosang med tilhørere og er meget ældre end fællessangstraditionen. Men i slutningen af 1700-tallet begynder man at synge viserne sammen, hvor man indtil da havde lyttet til én person. Det er i en periode, hvor nye nationalstater opstår, ligesom nye lokale bevægelser vinder frem, og fællessangstraditionen udspringer fra nogle af de samme strømninger. Det, der begynder at ske med fællessang i slutningen af 1700-tallet, kunne ikke være sket før, for fællessang kræver samfundsmæssige forudsætninger, både psykosocialt og praktisk,” siger Kirsten Sass Bak.

Hvad det psykosociale angår, handler det om, at man for at synge sammen skal have noget at synge for – en fælles sag, som Kirsten Sass Bak formulerer det.

Og det får man i Danmark i denne periode, hvor man – og ”man” betyder i denne sammenhæng primært veluddannede mænd i København – begynder at samle sig i klubber, kaffehuse eller saloner, hvor der læses og diskuteres.

Man begynder altså at kunne tale om ”dannelsen af en borgerlig offentlighed” med en formulering af den tyske filosof Jürgen Habermas – og her spiller fællessangen, som man i klubberne også samles om, en stor rolle. Klubbernes første fællessange er ”hjemmedigtede” selskabs- og drikkeviser, fremført på kendte melodier fra teaterets syngespil og lettere operaer, fortæller Kirsten Sass Bak. For alle skulle kunne synge med, og det er her, det praktiske aspekt af fællessang kommer ind i billedet.

”Det kræver en forsamling af passende størrelse at synge sammen, for ellers fungerer det ikke. Man skal også have tekster at kigge i, og der har man i klubberne i begyndelsen nok brugt afskrifter. I 1787 kommer så den første trykte visebog, der bliver lavet med henblik på, at man nu skal til at synge viserne sammen,” siger Kirsten Sass Bak.

Fra klubberne bevægede fællessangen sig til grosserernes middagsselskaber i hovedstaden, hvor ikke bare mænd, men også kvinder kunne sidde med hver deres visebog og synge sammen. Fællessangen satte derfor også helt nye krav til den gamle visetradition. ”Det skulle være moderne, metrisk regelrette vers, der egner sig til at synge sammen, for når man skal synge sammen i takt, skal viserne kunne synges uden uklarheder og individuelle variationer,” siger Kirsten Sass Bak.

Ofte var der derfor også en, der sang for.

”Forsangerskikkelsen har været en meget vigtig figur i skabelsen af fællessangen – særligt når det har været uden akkompagnement,” siger Kirsten Sass Bak, der tilføjer, at forfatteren Adam Oehlenschläger (1779-1850) formentligt har haft en god stemme, for han har ifølge sine erindringstekster ofte sunget for.

Mens fællessangen blev populær i hovedstadens litterære klubber i slutningen af 1700-tallet og spredte sig til middagsselskaberne derfra, gik der noget tid, før fællessang slog igennem i resten af Danmark, hvor man på samme tid var ”i en slags overgangsfase mellem den gamle mundtlige og den nye skriftkultur”, som det lyder fra Kirsten Sass Bak.

Men resten af landet kom også med på sangbølgen, fra 1820’erne til 1840’erne opstod en folkelig Brorson-sang med rødder i kristne fællessangmiljøer uden for storbyen. Og her lånte man ikke melodier fra teatrene, men måtte være langt mere kreativ.

”I de pietistiske kredse ude på landet havde man teksterne på plads, for det var Brorsons – der var ikke så meget at rafle om. Men melodierne lavede man selv. Der var på den måde mange bondepiger og bondekoner, der blev komponister i de år,” siger Kirsten Sass Bak med henvisning til salmedigteren og biskoppen Hans Adolph Brorson (1694-1764).

Der fandtes nemlig ikke nogen kirkelig tradition for Brorson-melodier, som kunne bruges til folkelig fællessang. I bogen ”Fællessang og fællesskab” citerer Kirsten Sass Bak kirkehistorikeren Frederik Hammerich, som i sin erindringsbog ”Et Levnetsløb” bringer et kapitel, ”Fra en landsbypræstegård, 1839-42”, der fortæller om netop dette.

”Min hustru satte sig til pianoet og spillede salmer, især af Brorsons, der dengang var i alle de opvaktes munde. Adskillige af dem, bondepiger og bondekoner, havde selv sat friske og gribende toner til hans Svane-sange,” står der.

Ifølge Kirsten Sass Bak må man formode, at sangtempoet hos pietisterne, grundet bevægelsens overgang til fællessang, har været markant hurtigere end det sædvanlige i kirken på samme tid. Den brede folkelige tilslutning til Brorson-fællessang gik senere tilbage igen. Måske fordi Brorson-sangene først meget sent blev skrevet ned, da man gik ud fra, at alle kunne dem, lyder det fra Kirsten Sass Bak. En anden teolog og salmedigter vandt derimod siden frem: Grundtvig. Og det er i da i høj grad også ham, vi kan takke for udbredelsen af fællessang. For fællessangen blev en stor del af den grundtvigsk-koldske højskoletradition, der tog sin begyndelse i 1840’erne, ligesom den stadig er i dag.

Men det lyder nok en del bedre i dag, hvor vi er vokset op med fællessang, end det gjorde dengang, mener Kirsten Sass Bak og henviser til en førstehåndskilde, højskolelærer P. Bojsen, der var en af dem, der havde til opgave at udbrede den grundtvigske fællessangsidé:

”Uldum d. 14. januar 1859. (....) Jeg synger paa Kraft med dem (eleverne, red.), og de brøler med, saa det dundrer; jeg formaner dem til, at de endelig maa synge fra Leveren, selv om de ikke kan gøre det bedre end Nattens Ugler.”

Udgivelsen af sangbøger fra 1870’erne og efter samt udgivelsen af Højskolesangbogen fra 1894, der stadig udgives, bærer en del af ansvaret for, at fællessang i dag er noget nemmere at gå til, end det var ved fællessangens begyndelse. Men noget er alligevel det samme i dag, lyder det fra Kirsten Sass Bak.

”Sangen ryster vidt forskellige individer sammen og giver et fællesskab, som man særligt ser på efterskoler og højskoler i dag, hvor fællessang er en stor succes. Det var også det, fællessang gjorde tilbage i 1780. Omstændighederne og sangstoffet har ændret sig, men fællessangens virkning på os må have været den samme altid,” siger Kirsten Sass Bak.

Fra 1820’erne opstod på landet en folkelig fællessang, hvor bondepiger og bondekoner komponerede melodier til biskoppen og salmedigteren Hans Adolph Brorsons tekster. – Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg/Ritzau Scanpix