Øllets feminine historie: De gamle græske og romerske læger anså øl som en kvindagtig drik

Øl er meget mere end fast tilbehør til påskefrokosten. Siden oldtiden har øllet påvirket vores samfund, sundhed og kunst, fremgår det af ny bog

Øllets tidlige feminine historie kan man, sammen med meget andet, få indblik i i bogen ”Øl i oldtiden”, der netop er udkommet på forlaget Wormanium. Bogen er forfattet af arkæologen og kunstneren Eva Koch, der døde i 2010, og dengang overdrog sit manuskript til bogen til forlaget.
Øllets tidlige feminine historie kan man, sammen med meget andet, få indblik i i bogen ”Øl i oldtiden”, der netop er udkommet på forlaget Wormanium. Bogen er forfattet af arkæologen og kunstneren Eva Koch, der døde i 2010, og dengang overdrog sit manuskript til bogen til forlaget. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

I Egtvedpigens grav fandt man rester af honningsødet øl, og faktisk har øl i oldtiden været forbundet med noget meget feminint.

I hvert fald beskrev de gamle græske og romerske læger øllet som en kvindagtig drik. Naturhistorikeren Plinius den Ældre, der levede 23-79 e.Kr. anbefalede, at kvinder drak øl for at øge kvaliteten af deres modermælk. Og han havde observeret, hvordan keltiske kvinder brugte det skum, som flød oven på øllet, for at få en klarere hud.

Øllets tidlige feminine historie kan man, sammen med meget andet, få indblik i i bogen ”Øl i oldtiden”, der netop er udkommet på forlaget Wormanium. Bogen er forfattet af arkæologen og kunstneren Eva Koch, der døde i 2010, og dengang overdrog sit manuskript til bogen til forlaget.

Øllets kulturhistorie rulles helt tilbage til de gamle flodriger i Mesopotamien, hvor de første spor af ølbrygning er fundet. Herhjemme kan vores hang til den boblende drik spores til en 4800 år gammel mandsgrav, der er fundet ved Refshøjgaard ved Silkeborg. Mens malt, det gærede og ristede korn, har været en del af øllet fra begyndelsen, er tilsætning af smagsstoffer som honning, humle og porse noget, der er kommet til, da øllet flød længere nordpå. Især i Tyskland blev humleøllen udbredt, og det gode tyske øl vandt hurtigt et godt renommé. I Danmark tog ølimporten for alvor fart omkring år 1200, men udviklingen var ikke lige velset hos alle:

En anekdote i bogen fortæller om en bonde, der på bisp Gunnars tid, omkring 1230-1250, kom til Viborg for at sælge porse. Han drak sin fortjeneste op i tysk øl, gik amok og bed alle omkring sig som en gal hund. Man bandt bonden til en vogn, men selv i den tilstand rasede han videre og bed tremmerne i vognsiden over. Bisp Gunnar skrev forfærdet om episoden i en prædiken og advarede mod denne nye og farlige drik ”der gjorde en ellers skikkelig og fornuftig mand rasende”, som det lyder.

Ja, mådehold er en dyd, fandt man ud af sidenhen. Men som krønikeskriveren Saxo bemærker: ”Når mad og drikke følges ad, er der munterhed ved bordet.” Og dette bonmot er måske klogt at følge til påskens fester.