”Om planeterne”. ”Kunsten ved samleje at bestemme barnets køn”. ”Anvisning i at illuminere kobberstykker”. ”Tændernes vedligeholdelse”.
Danskerne går på det lokale folkebibliotek, hvis de har brug for en bog, de ikke lige selv har råd til at købe eller blot skal bruge til momentvis oplysning om hint eller dette (det gjorde man i hvertfald før Google-tidsalderen).
Den allerførste sten til det fundament for folkeoplysningen herhjemme, som bibliotekerne er, blev lagt på Lolland i 1796. Mens den franske revolution gav politiske dønninger i hele Europa, oplysningsfilosofferne skrev om moral og politik, og videnskaben nåede nye højder med opdagelser af elektricitet og grundstoffer, sad en præstesøn i domkirkebyen Maribo og fik lyst til at dele al tidens nye viden.
For penge, han havde samlet ind i lokalområdet, rejste han et lille almennyttigt bibliotek, Mariebo Bogsamling, der blandt andet udlånte bøger og små pamfletter med titler som dem, der nævnes ovenfor.
Pamfletterne ligger i dag i en skuffe på Stiftsmuseet i Maribo, hvor resten af det pudsige, lille folkebibliotek, der er Danmarks ældste, og formentlig også ét af verdens ældste uden for en storby, også er udstillet. Samlingen, der i år har fødselsdag med 220 år på bagen, gør ikke meget væsen af sig. Men går man tæt på de brune, læderindbunde rygge med guldskrift i reolerne på Stiftsmuseet, kan man se, at bøgerne er meget forskellige. Og så er der det særlige ved bogsamlingen, at den ikke er teologisk – for på den tid var de, der havde bøger og lånte bøger ud, som oftest gejstlige.
”Ellers var det altså stort set kun den ene salmebog efter den anden, der blev delt ud. Men det her er den første varierede bogsamling, som har været ’for alle’, og hvor man har kunnet finde praktiske bøger,” siger Anne Elmer, der er kulturvejleder ved Museum Lolland-Falster.
Præstesønnen Klaus Henrik Seidelin (1761-1811), der grundlagde Mariebo Bogsamling, var selv ud af en gejstlig familie, men så et behov for oplysning til folket om andet end teologi. Han blev født i Gloslunde på Lolland i 1761.
Faderen ønskede, hvad der på den tid var naturligt nok, at sønnen skulle læse til præst, men som 14-årig trodsede Seidelin det ønske og stak til søs. Ude på havet kom han efter sigende til at savne bøgerne, og faderen fik til sidst sin vilje, da sønnen begyndte på præstestudiet i København. Her blev han stærkt påvirket af oplysningstidens strømninger og begyndte at arbejde som lærer.
Han kom til De Vestindiske Øer, men i efteråret 1790 kom beskeden om faderens død hjemme på Lolland, og så vendte Klaus Henrik Seidelin hjem til sin mor og sine søskende. Men – han længtes stadig efter at have nogen at diskutere litteratur og viden med.
I 1794 nedskrev han sin vision for et bibliotek i ”Plan til en offentlig Dansk Provinsialbogsamling i Mariebo”, og i 1795 begyndte han at indsamle penge til ”projekt folkebibliotek”:
”Han skrev simpelthen rundt til alle egnens præster, godsejere og rige folk og bad om penge eller bøger og fik en masse donationer ind. Det har været ret usædvanligt på den tid, især fordi de, han skrev til, havde rigelig adgang til bøger selv. Men de ville altså også gerne, at bønder og andre jævne folk kunne få adgang,” siger hun.
Det første udlån i et dansk folkebibliotek fandt sted i Maribo i 1796. I Maribo Domkirkes landemodesal kunne høj og lav komme og blive indskrevet til at låne bøger – om for eksempel tandpleje. Biblioteket har siden været omkring rådhuset i Maribo, hvor det blev genopdaget efter at have været gemt væk på et loft sidst i 1960’erne, før det endelig kom til Stiftsmuseet.
Klaus Henrik Seidelin flyttede siden til København igen og blev kendt i litterære kredse som lidt af en altmuligmand, der både opererede som bogtrykker, forlægger, skribent og redaktør.
Han omgikkes datidens liberale kulturpersonligheder som P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun. Som direktør for Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsen har bemærket i en artikel i anledning af bibliotekets 200-årsdag i 1996, så har den interessante personlighed Klaus Henrik Seidelin aldrig fået en rigtig biografi.
Seidelin skrev i øvrigt selv oplysende artikler, der har lige så underfundige titler som de små pamfletter i biblioteket. På den måde har han måske tænkt, at oplysning går flere veje, og har tilbudt de finere litterære kredse i København lidt tiltrængt viden med ”Nogle lollandske provinsialord og talemåder”, ”Om mordet på Falster” og ”Vejledning til at bygge bekvemme og uforbrændelige huse af jord”.
