Han var bare en stor knægt på omkring 19 år, men murer Louis Jacobsen, 35, husker tydeligt følelsen af, at det var noget særligt, dengang han ”gik” i Grundtvigs Kirke. Der skulle bygges et kapel til kirken under jorden, der var to arkitekter på opgaven, fire murersvende, to lærlinge og en murerarbejdsmand. Louis Jacobsen var den ene lærling.
”Jeg ved jo ikke, om min teenagerhjerne fattede storheden i det, vel? Men se nu lige dér. Det er jo sindssygt,” siger han og peger op under loftet i krypten under kirken, hvor de gule sten former buer og hvælvinger så skarpe, at man skulle tro, de var skåret til bagefter. Men det er bare sten, der er lagt godt.
Vi er taget ud i Grundtvigs Kirke, der i denne uge har 80-årsfødselsdag. Og det ville være helt grotesk ikke at tale om mursten i den forbindelse, for kirken er ikke meget andet. Et par enkle lysekroner hænger ned fra loftet, og ligeledes enkle designerstole med flettet sæde dækker gulvet. Resten er bare hvidgule mursten, også prædikestolene og alteret.
Der er brugt omkring seks millioner sten til at bygge kirken. Og P.V. Jensen Klint (1853-1930), der er arkitekten bag kirken, havde meget specifikke krav til, hvordan de skulle se ud. Når man går rundt i kirken i dag, kan man eksempelvis se, at hver enkelt sten bærer slibemærker, både på langs og på tværs. Stryger man fingrene over deres overflade, har de en blødhed, som man ikke ville forvente af en mursten.
Det er noget af det, der er med til at give kirken sit lyse udseende i dag, fortæller Thomas Bo Jensen, professor og forskningschef ved Arkitektskolen Aarhus. Han har været betaget af Grundtvigskirken, siden han var studerende, og har skrevet en monografi om P.V. Jensen Klint.
”Jeg har altid været enormt fascineret af den næsten overjordiske, næsten vanvittige vision, at den er blevet til virkelighed for ham. At få idéen til at rejse sådan en katedral, en forstørret dansk landsbykirke, som trækker tråde tilbage til små 2000 års arkitektur, til fødselskirken i Betlehem og de romerske landkirker. Og samtidig overskrider den alt,” siger han.
Kirkebyggeriet begyndte i 1921 efter en årtier lang proces med at bestemme det rette mindesmærke for N.F.S. Grundtvig, der var død i 1872. Byggeprocessen varede i 19 år, og tog så lang tid dels på grund af kirkens karakter, dels på grund af finansieringen, der i en global økonomisk krise skred ret langsomt frem. P.V. Jensen-Klint døde i 1930, og hans søn, Kaare Klint, overtog arbejdet med at gøre kirken færdig.
Man kan arkitekturhistorisk placere kirken inden for art deco. Nogle vil sige, der er noget historicisme i hilsnerne til antikken. Der er måske også noget gotik. Men først og fremmest mener Thomas Bo Jensen, at man kan tale om kirken som ekspressionisme, fordi den rækker ud over forestillingsevnen.
”Der var aldrig nogen, der havde set sådan et gigantisk ’blow up’ af en landsbykirke. Overskridelsen ligger i, at den har karakter af at være gestaltet af noget ikke-menneskeligt, og samtidig er den bare bygget med håndkraft af små, gule, danske mursten.”
Lige præcis valget af sten havde P.V. Jensen Klint problemer med at overbevise sin samtid om. På det tidspunkt, hvor kirkebyggeriet begyndte, var de røde sten nemlig mest fremme, men arkitekten fandt dem for tunge og konkrete i deres udtryk.
”Det, han gerne ville, var at beholde den kulturhistoriske forbindelse til Danmark med traditionen for at bruge mursten og landsbykirken som model. Mursten er virkelig solid, dansk kulturhistorie, vi danskere elsker at bygge med mursten og har gjort det i 1000 år. Og samtidig var der et ønske om at få fat i en forbindelse til de store, franske kalkstenskatedraler. Der findes mig bekendt ikke andre danske kirker, der er lavet udelukkende af gule mursten, og de giver kirken en meget abstrakt karakter,” siger Thomas Bo Jensen.
P.V. Jensen Klint insisterede på, at kirken ikke måtte blive for tung i sit udtryk.
”Han havde et eller andet med, at denne kirke skulle være noget andet, end det, vi var vant til at se på. Hvis man lægger mærke til det i dag, skal rummet kun bruge meget lidt dagslys for at lyse op. Og det skyldes blandt andet, at han havde det ret vilde krav til murerne, at de skulle slibe hver eneste sten, inden den blev lagt på plads. Han ville have brændehuden og skægget, de små ujævnheder, som sten får ved brænding, væk. Han ville så tæt på stoffet, på leret, som muligt. Stenene skulle ikke reflektere lyset hver især, men suge det til sig og stå og ’ulme’. Det har ret stor betydning for, at lyset spiller jævnt i hele kirken. Der er ikke én sten, der tiltrækker sig mere opmærksomhed end andre. Kniber du øjnene sammen, er det næsten én flade.”
Hvor de gule sten kom fra, kan man læse om i den helt nyudgivne bog ”Grundtvigs Kirke”, der er skrevet af kirkens organist gennem mange år, Thomas Viggo Pedersen. Bogen er med sine knap 800 sider i sig selv lidt af en mursten og opruller hele tilblivelsen. Kirketårnet er det, der er bygget først. Hertil er der brugt mursten fra Blovstrød Teglværk, men siden tog Ruds Vedby Teglværk over og leverede en stor del af de resterende sten – mirakuløst i helt samme farve som dem fra Blovstrød.
Murstenene blev kørt fra Ruds Vedby til Emdrup Station, der dengang lå lidt anderledes, end den gør i dag. Der kunne være 1300 sten i en godsvogn, og det blev til en hel del vognfulde i de år, kirkebyggeriet pågik. Der gik et sjak på 10 murere og murede kirken op, og P.V. Jensen Klint var over dem, hvis ikke stenene blev lagt præcis efter hans tanke. Og de skulle slibes.
”Der må ikke være en milimeter forkert i slibningen. Far gik selv og passede nøje på,” sagde P.V. Jensen-Klints søn, Kaare Klint, i forbindelse med rejsegildet, da kirkens skib skulle bygges.
Normalt var akkorden for en murer dengang, at han skulle kunne lægge 1200-1500 sten om dagen. Men i Grundtvigskirken var det ikke flere end 100-150, fortæller Thomas Bo Jensen. Murerne var de dygtigste i landet, og for murerlærlinge var det dengang flidspræmie at komme op på stilladset ved kirken, selvom sliberiet af stenene har gjort det til en blandet oplevelse.
”I dag kan man for eksempel se på hvælvingerne i sideindgangene og tænke, at det er en helt vanvittig, overmenneskelig præcision, det er muret med. Det er murerhåndværk på ypperste klinge. Men én af de murerelever, der fik lov at gå der, erindrede det også som et helvede, fordi der var fuld af slibestøv i luften. Og man kan godt føle det næsten svimlende, når man ser på de mange slibespor på stenene. Der er en direkte forbindelse til de håndværkere, der har kradset dem ind, på hver eneste sten.”
Og så er vi tilbage ved Louis Jacobsen, der går rundt nede i kirkens krypt og lader hænderne glide over stenene, mens vi venter på, at kirketjeneren kommer og låser op til kapellet, hvor Louis Jacobsen har været med til at lægge sten. Også dengang han var murerlærling, for 15 år siden, var kirkebyggeri det fineste, man kunne få lov til. Og med at blive udvalgt til at bygge på Grundtvigskirken fulgte også et ansvar.
”Det var en bestræbelse på omhyggelighed, sådan kan jeg vel bedst beskrive det. Jeg lavede sindssygt mange fejl om dagen, og hver gang skulle jeg lave det om.”
For at få et gennemført udseende var kravene også for 15 år siden, at stenene til det lille kapel skulle slibes, én for én med den smalle side mod den brede på en anden sten. Louis Jacobsen viser hvordan på sin håndflade. Og så skulle stenene skæres til, så målene passede præcist med det mønster, P.V. Jensen-Klint lagde sine sten i, et såkaldt ”forbandt”, af kortere og længere sten.
”Det er sådan noget, man også ser i dag, når arkitekterne har skullet fyre den af. Der har været prestige i at have sit eget forbandt,” siger Louis Jacobsen og finder et punkt på væggen, hvor der ligger en aflang sten.
”Det er et 10-rækkerssystem,” siger han og tæller ned, række for række.
”Én, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti. Se, der er den igen!”
Og ganske rigtigt. Man kan tage en given sten, tælle ti rækker ned, bum, så ligger den samme størrelse dér igen, præcist nedenunder.
P.V. Jensen-Klint kaldte det for et ”munkeforbandt” og var inspireret af middelalderens klosterbyggerier.
Nu kommer kirketjeneren og låser os ind i kapellet, hvor der er plads til to kister.
”Skal jeg smække jer inde?”, spørger hun grinende.
”Nej tak. Her kan vi tids nok ende,” siger Louis Jacobsen og skutter sig lidt.
Der er kommet en kølighed hernede, mener han, siden de gik og murede, jokede og drak kaffe for 15 år siden, slæbte lidt mudder på skoene ind fra pladsen udenfor, hvor de skar og sleb stenene til. Noget, der springer i øjnene hernede, er overfladen på stenene, der bare ikke er lige så blød, selvom man godt kan se slibespor. Louis Jacobsen finder også ét par fejl, det ser man, når man har været længere tid i murerfaget.
”Se nu dér,” siger han om en fuge, som er for bred.
Ville han kunne lave det i dag? Ville en hvilken som helst murer kunne lave dens slags murerhåndværk, som murerne stod og sled med dengang under P.V. Jensen-Klints falkeøje? Hvælvingerne ved sideindgangene? Er murere bare ikke lige så dygtige nu om dage?
”Man skal aldrig tænke dårligt om andres arbejde. Og selvfølgelig kan man gøre det, men det ville ikke være bare lige, vel? Det er jo snorlige. Jeg ville lægge sten og tage dem væk igen, så de lå helt rigtigt, og den slags tager tid,” siger Louis Jacobsen.
Han ser over mod kuglepennen, der skribler løs.
”Nu må du altså ikke skrive, at jeg mener, jeg kan mure ligesom dem, der har bygget Grundtvigskirken. Så skal jeg give en omgang til alle de håndværkere, jeg kender!”
Vi går ud af det kølige kapel og op gennem krypten, hvor der er stillet frem til minikonfirmandundervisning.
Da Louis Jacobsen og resten af sjakket gik her i kirken, fortalte de også røverhistorier. Om, at der skulle være et ”murerkors”, alle mureres største skræk, to fuger direkte ovenpå hinanden, i én af de to murede prædikestole. Vi leder i et kvarter og stirrer os helt blinde på fuger, men fejlen er ikke at se.
”Jeg tror, der var en lærer, der engang fortalte mig, at der er tre fejl i forbandtet i hele kirken. Det kunne være sjovt at finde dem, men det skulle nok tage lidt tid,” siger han og lader blikket glide op langs en søjle, op under hvælvingerne og de mange tusinder af mursten i loftet.
Han var jo bare lærling dengang for 15 år siden. Men han har fået lov at bygge videre på noget af det måske smukkeste murerhåndværk, der er lavet herhjemme. Og det er en rigtig god følelse.
”Jeg tror, nej, jeg ved, at jeg ikke helt forstod, hvor stort, det faktisk var at bygge på Grundtvigskirken. Men det er i det hele taget det fede ved at være murer, hvis du spørger mig. Du ved det måske ikke, mens du står med den enkelte sten, men du er med til at bygge noget, der står for eftertiden.”
Læs anmeldelsen af Thomas Viggo Pedersens bog ”Grundtvigs Kirke” her.