Forfatternes dyrebare kruseduller og kærestebreve

Det Kongelige Bibliotek indhenter breve fra forfattere og andre litterære personligheder, så snart de vurderes at have en kulturhistorisk værdi. Men der er mange bump på vejen, før offentligheden kan få adgang til guldet og lov til at læse med. Og det med ganske god grund

Det Kongelige Bibliotek har flere af Søren Kierkegaards breve i håndskriftsamlingen. De er en kilde til viden om filosoffens sociale liv, herunder forholdet til Regine Olsen, som han her benævner ”Min Regine”. – Alle fotos: Det Kongelige Bibliotek.
Det Kongelige Bibliotek har flere af Søren Kierkegaards breve i håndskriftsamlingen. De er en kilde til viden om filosoffens sociale liv, herunder forholdet til Regine Olsen, som han her benævner ”Min Regine”. – Alle fotos: Det Kongelige Bibliotek.

Det kan være, det er den helt store litterære sensation, og det kan også være, det er en fuser. Men der er altid en rimelig formodning om, at der gemmer sig noget interessant i de kasser med forfatteres breve og dokumenter, Det Kongelige Biblioteks medarbejdere modtager til bibliotekets – og altså danskernes – eje.

Forfatterbreve har gennem tiden været betragtet som guf for litteraturhistorikere, dels fordi de ofte er skrevet med lige så stor fyndighed i sproget som forfatternes udgivne værker og derfor underholdende læsning, dels fordi de føjer noget til vores viden om en forfatters liv og levned.

Til eksempel kan nævnes den lille, undselige notits, Karen Blixen (1885-1962) skrev til en ukendt modtager, kort før hun rejste tilbage til Danmark efter sin tid i Afrika, og som sluttede med et ”... please forgive me”. Det var et afskedsbrev, mente de litteraturforskere, der offentliggjorde notitsen i 2013, og endeligt bevis for den hypotese, at forfatterinden havde tænkt på selvmord.

En anden af dansk litteraturs giganters, H.C. Andersens (1805-1875), breve har også været genstand for stor opmærksomhed, især fordi de har givet indblik i hans meget omdiskuterede kærlighedsliv. Derudover skrev han utroligt mange breve til mæcenen Edvard Collin (1808-1886). Og der er historien om den stakkels Herman Bang (1857-1912), der mod sin vilje blev hængt ud for sin i datiden ildesete homoseksualitet, da hans mandlige elsker af pengenød solgte de kærestebreve, han havde fået fra Bang.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvert år ankommer nye forfatterbreve til Det Kongelige Bibliotek. Meget gamle breve bliver oftest købt i auktionshuse eller antikvariater, men drejer det sig om nyere breve, er det som regel brevskriveren selv eller arvinger til denne, der henvender sig. Ifølge en ny politik på biblioteket får de som udgangspunkt ikke betaling for deres breve, fortæller Pernille Drost, der er vicedirektør på Det Kongelige Bibliotek og ansvarlig for bibliotekets specialsamlinger.

”For os skal det bare ikke være en automatpilot, at blot man har en brevsamling, så skal vi hoste op med penge. Vi går ikke ind i eventuelle økonomiske ræsonnementer, men forholder os til forfatterskabets nationale og kulturhistoriske værdi,” siger hun.

De fleste vælger at give biblioteket brevene vederlagsfrit, understreger hun. Når bibliotekets medarbejdere har iført sig handsker og er ”rykket ud” for at åbne et forfatterarkiv, kan det ofte bestå i seks-syv hyldemeter papir, som først må igennem en grovsortering:

”Når en person dør, sker der typisk det, at alt smides i kasser, og så ryger der et Familiejournalen eller en avis med derned. Det gemmer vi selvfølgelig ikke på, men derfor kan der godt være andet end breve, som er værd at gemme: kruseduller og andre finurlige ting skal blive i arkivet. Alt det sjove beholder vi,” siger Pernille Drost.

Efter en såkaldt ”faglig kuratering” vurderer biblioteket, om brevene skal ind i samlingen, selvom deres indhold ikke kendes i sin helhed. Og selv når brevene fysisk befinder sig på Det Kongelige Bibliotek, er det i en vis forstand stadig forfatteren eller forfatterens arvinger, der bestemmer over dem:

”Vi har ejendomsretten, men det er stadig forfatteren eller arvingerne, der har ophavsretten,” siger hun.

I praksis betyder det ofte, at brevene er underlagt restriktioner. De kan være reserveret for forskningen eller klausuleret frem til et godt stykke efter forfatterens død, som det eksempelvis er tilfældet med den endnu nulevende Suzanne Brøggers (født 1944) private arkiv, der er deponeret på Det Kongelige Bibliotek og klausuleret frem til år 2060. Mange gamle breve er derudover i en sådan stand, at de let ville blive slidt i stykker, hvis de var til fri afbenyttelse.

”Men der er også rigtig mange breve, man sagtens kan få lov at læse. I udgangspunktet kan alle og enhver komme ind at sidde på

den sikrede læsesal, der er ekstra overvåget. Man behøver ikke retfærdiggøre et forskningsbehov, og vores udgangspunkt er, at når noget er fælleseje, så skal folk også så vidt muligt have adgang til det,” siger Pernille Drost.

Mange forfatterarkiver er gennem tiden også blevet udgivet i bogform. Inger Christensens (1935-2009) arkiv er eksempelvis netop udkommet som bog med titlen ”Verden ønsker at se sig selv”: tegninger og skemaer, talrækker og små notater, enkelte ord nedkradset på en ellers blank side. I god tid inden sin død i 2009 valgte hun at overdrage det, hun selv mente skulle gemmes, fra sit private arkiv til Det Kongelige Bibliotek.

Men det er langtfra alle, der som hun frivilligt donerer. I stedet kan arvinger vælge at sælge efterladte breve til opkøbere, som det skete i tilfældet med forfatteren Thorkild Hansen (1927-1989), der især er kendt for sine historiske romaner om ”Det lykkelige Arabien” og Dansk Vestindien, og hans arkiv. Det er et af de dyreste indkøb, Det Kongelige Bibliotek har gjort de senere år; det endte med at koste 800.000 kroner og kunne kun indhentes med hjælp fra fondsmidler, fortæller Pernille Drost.

”Arkivet havde ligget 20-25 år i Frankrig, uden at nogen vidste, det eksisterede. Hans arvinger fandt det og satte det til salg via et antikvariat, som vi forhandlede med. Antikvariatet havde sat en ret høj pris, som vi ikke kunne betale. Det endte med en lang forhandling, indtil vi til sidst sagde: Dette er vores endelige bud,” siger hun.

Blandt de mere kostbare erhvervelser de seneste fem år er også en række breve, der har tilhørt symbolisten Sophus Claussen (1865-1931), og en anden brevsamling tilhørende H.C. Andersens brevven Edvard Collin. Men, skulle Pernille Drost selv vælge, ville hun ikke grave i H.C. Andersens kærlighedsliv:

”Han er kedelig, fordi han er så selvbevidst. ’Åh, du må ikke fortælle det til nogen’, som om han ønsker, at det netop er det, der skal ske. Collin, H.C. Andersen og Blixen er der skrevet så meget om, men der er nogle skønne og skæve breve imellem i samlingen, især fra 1930’erne og 1940’erne, hvor de virkelig går til makronerne, når de skriver. For eksempel er Kai Normann Andersens arkiv helt fantastisk. Ham og hans kone var så forelskede, og samlingen er fuld af små fine telegrammer, han har sendt til hende fra teatret.”

Og så har hun også en svaghed for Herman Bangs lyssky kærlighedsbreve til sin elsker – et forhold, han ifølge Pernille Drost hang fast i i mange år:

”Det, der altid griber mig, er, hvor mange mennesker der engang har åbnet deres hjerter og formuleret det så smukt, uden nogensinde at tro, at andre ville læse det. Herman Bangs breve er hjerteskærende, og man kan sagtens få et stik af dårlig samvittighed. Men det er også lidt som at sidde og kigge med over skulderen i det øjeblik, brevet bliver skrevet. Det er en ret vild oplevelse.”